
83-årige Lis har haft stor glæde af at få behandling med fokuseret ultralyd i Spanien. Foto: Tonny Foghmar
Ny banebrydende behandling kommer til Danmark til sommer
Patienter med rystesyge kan til sommer endelig blive behandlet med fokuseret ultralyd i Danmark, i stedet for kun i udlandet. Fra i sommer bliver Aarhus Universitetshospital nemlig det første offentlige hospital i Skandinavien, som kan tilbyde den nye, banebrydende behandling.
Rystesyge – også kaldet essentiel tremor – er en sygdom, som op imod 10 procent af alle danskere over 60 år lider af. For nogle er det så slemt, at de ikke kan løfte et glas vand op til munden uden at spilde. Cirka nye 2.100 danskere får konstateret sygdommen hvert år.
Propatienter fortalte i 2020 om 44-årige Susanne Thorndahl, som fik konstateret den neurologiske sygdom allerede som 12-årig. I 2019 oprettede hun Essentiel Tremor Foreningen i Danmark, som hjælper og vejleder patienter.
”I Patientforeningen for Essentiel Tremor er vi utroligt glade for, at endnu flere patienter i Danmark nu får mulighed for at modtage behandling med fokuseret ultralyd. Det er et vigtigt skridt for foreningen og vores mange medlemmer. Vi håber, at behandlingen fremover vil blive tilgængelig for alle egnede patienter i Danmark," siger Susanne Thorndahl.
Ved fokuseret ultralydsbehandling bruger man ultralyd til at behandle det område i hjernen, hvor rystesygen udgår fra. Behandlingen foregår, mens patienten ligger i en MR-skanner. Langt de fleste patienter vil allerede ved afslutningen af behandlingen opleve, at den svære rysten ophører.
I udlandet har man indtil videre med stor succes behandlet flere tusinde patienter med metoden. En håndfuld danske patienter har også modtaget behandlingen i udlandet, bl.a. på et hospital i Madrid. Blandt dem er 83-årige Lis, der bor på Djursland.
"Før behandlingen rystede jeg voldsomt på begge mine hænder. Det betød, at det var en pine for mig at være i sociale sammenhænge, hvor jeg for eksempel spiste med fingrene og drak med sugerør. Jeg kunne heller ikke skrive. Efter behandlingen, som jeg fik i Madrid i 2020, har jeg en arm, som er velfungerende. Det er så fantastisk og har givet mig så meget livskvalitet i hverdagen. Det glæder mig meget, at den nye behandling mod rystesyge nu kommer til Aarhus Universitetshospital, og jeg håber, at behandlingen kan komme mange andre rystesyge patienter til gode, ligesom den har hjulpet mig," siger hun.
Den nye behandlingsmulighed i Aarhus bliver mulig på grund af, at Bundgaard-Fonden har givet en donation på ni milioner kroner.
"Indførelsen af den nye behandling er et meget stort fremskridt i vores bestræbelser på at forbedre livskvaliteten for de sværest ramte patienter med essentiel tremor. På AUH har vi mere end 25 års erfaring med kirurgisk behandling af essentiel tremor med dyb hjernestimulation. Indførelsen af den nye fokuserede ultralydsbehandling vil supplere dette tilbud, så vi får mulighed for at tilbyde behandling til endnu flere patienter," siger lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital, Claus Thomsen.
Tøvede længe
Selvom behandlingen i årevis er blevet brugt – og har vist dokumenteret effekt - i flere andre lande som Spanien og USA, tøvede Sundhedsstyrelsen længe med at indføre den i Danmark, og først i 2021 kom der en tilladelse. Årsagen var blandt andet, at der var uenighed om, hvor mange patienter, der har gavn af behandlingen.
Sundhedsstyrelsen har tildelt Aarhus Universitetshospital den højt specialiserede funktion som det eneste sted i Danmark.
Den nye behandling i Aarhus sker i et samarbejde mellem fire afdelinger; Hjerne- og Rygkirurgi, Neurologi, Røntgen og Skanning og Bedøvelse og Operation 2. Udvælgelsen af patienter vil ske i tæt samarbejde med andre afdelinger i Danmark og på baggrund af henvisning fra speciallæger i neurologi.
Håber på effekt hos Parkinson-patienter
Forventningen er, at 30-70 patienter i Danmark årligt kan behandles med fokuseret ultralydsbehandling mod rystesyge på Aarhus Universitetshospital. Hospitalet forventer, at den første patient kan modtage den nye behandling til sommer.
I fremtiden håber lægerne på Hjerne- og Rygkirurgi i samarbejde med førende internationale centre at kunne udvide behandlingen til at omfatte andre bevægeforstyrrelser. Det kunne blandt andet være Parkinsons sygdom, som læger allerede behandler med dyb hjernestimulation på Aarhus Universitetshospital.
På verdensplan er der forskere, som undersøger muligheden for brug af teknologien til andre af hjernens sygdomme herunder epilepsi og depression. Ligeledes har den nye behandling potentiale som højpræcisionsmetode til at behandle hjernekræft med genterapi.
Fakta: Behandling mod rystesyge
Behandlingen af rystesyge - essentiel tremor - begynder typisk med blodtryksmedicinen propranolol eller epilepsimedicin. Men ikke alle patienter tolererer medicinen, og effekten aftager over tid hos en stor del af dem. For dem, som ikke har gavn af den medicinske behandling, har den eneste behandlingsmulighed i Danmark indtil videre været Deep Brain Stimulation (DBS), hvor der bliver opereret elektroder ind i hjernen, som sender elektriske impulser til de områder, som er påvirkede. DBS er en omfattende operation, og flere patienter er ikke kandidater til proceduren, selv om de hårdt ramte.
Fokuseret ultralyd er langt mere skånsomt og vil derfor kunne hjælpe flere patienter. MR-vejledt fokuseret ultralyd er en behandling, hvor man får en præcis lokal opvarmning af et udvalgt område i hjernen ved hjælp af ultralyd. Herved destrueres det væv, der giver anledning til rystelserne.
Relaterede artikler




