Ung datters autobiografiske roman om sin døende mor er enestående stærk og god

BØGER. “Jeg er for lille til at hjælpe og for stor til at gå,” skriver datteren Vilma, der som 12-årig blev sygehjælper og trøster for sin kræftsyge og døende mor i en ny, imponerende autobiografisk roman, som opfordrer til større åbenhed overfor børn til alvorligt syge forældre.

Vilma er lige blevet teenager, da hendes mors brystkræft vender tilbage i fjerde stadie. Lægerne vurderer, at hun har mellem seks måneder og fire år tilbage at leve. En tid, hvori mor og datter deler sygdom, smerter, kærlighed, latter, skyld, skam, ensomhed og sorg fremgår det af datteren Vilma Sandnes Johanssons uafrysteligt velskrevne, autobiografiske nye roman "Tænk ikke på mig", om deres sidste fem år sammen.    

"Tænk ikke på mig" er en bog om en barndom, som stopper brutalt, når en forælders sygdom og snarlige død trods barske kræftbehandlinger pludselig er det, som fylder mest af alt i et pigeliv, som ellers burde være fyldt op af teenageproblemer med irriterende lærere, veninde- og kærestefnidder og forældreopgør.

Men for Vilma bliver teenagelivet i stedet et hverdagsliv fuldt af bekymringer, angst, sorg og en flov, smertefuld tavshed om morens fremadskridende sygdom, som hun har svært ved at dele med sine omgivelser, som ikke magter at komme for tæt på Vilmas rædsler og sorg.

"Tænk ikke på mig" er bygget op over mor Solveigs efterladte breve til sin datter, Vilmas egne dagbogsnotater og senere beretninger og refleksioner, som på forskellig vis beskriver hendes oplevelser og tanker, fra hun er 12 år og endende med, at hun som 18-årig i bogens nutid, en aprildag i 2018, er i færd med at rydde op i morens dødsbo i deres fælles lejlighed på Christianshavn i København:

”DESTRUER, BEHOLD, HVAD ER DET

Sengen: væk.

Gulvtæppet: mast op på loftsrummet.

Tøjet: i sorte sække.

Bortset fra det flotteste, som nu hænger i mit garderobeskab.

Sko: givet væk.

Bøger: sorteret, doneret, lagt til side.

Alt det, jeg ikke kan kategorisere: gemt til senere.

Ligegyldige ting, som pludselig har fået værdi, for eksempel nogle kryds og tværs blade og en afbarket gren: Jeg nænner ikke at smide det ud.

Krykker: UD

Og jeg vidste ikke, at vi havde en blodtryksmåler. Men den har stået her længe, siger pappa, jeg har bare ikke lagt mærke til den: UD.”

Speciallavet kropspude: Jeg kan ikke sige det nok gange – Ud! Ud! Ud!"

En lang rejse for et barn og en purung pige, hvis kærlige far, pappa, i øvrigt bor i Sverige. I sin dagbog tilbage i 2013 skrev hun blandt andet:

”DAGBOG af teenager på 12 år:

Når mor og jeg snakker om sygdommen, virker det næsten, som om hun er sikker på, at hun er død om et år. Hun siger ting, som at man godt kan få et godt liv, selvom ens mor dør tidligt, og at hun og moster har aftalt, at jeg skal flytte sammen med moster og Rita, når hun dør. Jeg undrer mig lidt over, at jeg ikke skal bo med pappa. Måske synes hun, han er for dårlig til at gøre rent. Måske er det besværligt, at han er svensker. Jeg har ikke skrevet dagbog om, at mor er syg før nu, det her er første gang, selvom det fylder meget. Men der er ikke andre end mig, der ved, at det fylder. Det er noget pis. Jeg har brug for mor, også når jeg bliver voksen. Nogle gange, når jeg er sammen med hende, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at jeg skal huske at nyde det. At jeg ikke må tage hende for givet. Jeg kan ikke gøre noget ved det. Cancer stadie 4. Jeg ved ikke en gang, hvad det betyder. Noget dårligt. Men jaja. Jeg bliver bange, men jeg prøver ikke at tænke på det. Godnat,” skriver Vilma Sandnes Johansson, der blandt andet viser det mindre barns ensomhed i forhold til kammerater i skolen således:

“Cille, Frida og jeg løber ned ad trapperne til sundhedsplejerskens kontor, som er fyldt med sjove bøger, kondomer, bind og tamponer. Det er altid her, vi gemmer os.

»Hvad var det, du ville fortælle, Cille?« spørger jeg og håber desperat, at hun også vil fortælle os noget forfærdeligt.

»Ej, det var bare for sjov, jeg har ikke noget gossip.« Hun griner højt, mens vi sætter os på gulvet. »Nå, hvad så, Vilma?« Hun vil vide det nu.

»Øhm, ja,« begynder jeg. »Altså, det er ikke så sjovt, det er faktisk ret nederen, det er ikke sådan sladder.«

Frida og Cille er stille, og jeg kan selv høre, at min stemme lyder helt forkert.

»Øh, det er, fordi i fredags fik vi at vide, at min mor har fået kræft igen.«

»Nej!« Udbryder Cille og tager hånden op foran sin mund.

Frida nikker stille. »Ej, Vilma.«

»Jaer, det er ikke så godt, men jeg er okay, jeg er helt okay, det er jeg virkelig.«

»Men sådan, hvor slemt er det?« spørger Cille og gemmer et lille, panisk smil bag hånden.

»Altså, sådan, ret slemt. Eller, hun kommer ikke til at dø lige med det samme, men det er uhelbredeligt, så hun bliver ikke rask igen.«

»Okay,« siger hun. Der bliver stille et stykke tid: Jeg skulle aldrig have sagt det.”

Men hvor verden udenfor lejligheden er tavs, er Vilmas mor til gengæld helt fra starten betydeligt mere meddelsom:

“De havde nogle dårlige nyheder i dag,« siger mor og ser ned på sine hænder. »Det er kræft. Tilbagefald.« Hun nikker hurtigt, som hun altid gør, når hun er ved at græde.

Jeg taber croissanten på gulvet. Ryster på hovedet, mens jeg ser op på hende.

Mor nikker endnu vildere.

Så begynder jeg at græde, og hun begynder at græde.

Pappa går i gang med at vaske op.

»Det er uhelbredeligt, så jeg kan ikke blive rask igen.«

Jeg ryster på hovedet, det gør ondt i halsen.

»Men det betyder ikke, at jeg dør med det samme. De siger, at der måske kan gå fire år, men der kan også gå et halvt.«

Jeg nikker.

»Jeg skal ikke have kemoterapi til at starte med, så man kommer ikke til at kunne se, at jeg er syg. De giver mig noget medicin, som kan holde sygdommen nede, og når den holder op med at virke, får jeg en anden. Der er seksten forskellige mediciner, de kan prøve på mig.«

Pappa spørger, om jeg vil med i Silvan. Jeg siger nej, for Lola skal jo komme. I stedet går jeg i bad og græder, til jeg falder ned på fliserne. Gemmer mine tårer i vandet.”

Først i forbindelse med Vilmas mors begravelse føler hun sig ikke mere alene med sin sorg:

“Nu hvor folk endelig tør spørge mig, om jeg er okay, så er jeg faktisk nogenlunde okay. Det var jeg ikke før. Hvorfor var der så få, der spurgte dengang? Jeg tror, at jeg bliver nødt til at forstå, hvad der skete. Kortlægge sygdommen, tage revanche. Kontrollere det, der kontrollerede os. Hvorfor var der så stille? Hvorfor kunne jeg ikke bede om hjælp eller vise mig sårbar? Jeg har så mange spørgsmål nu – hvorfor havde jeg ikke dem før?” skriver hun, der inden da har undret sig over, at så mange venner og kammerater fra klassen og efterskole, der - i stedet for at tale med hende - blot har kaldt hende for stærk:

”Jeg kan godt regne ud, hvorfor de synes, jeg er stærk, men det undrer mig. Er jeg stærk, fordi jeg ikke har sagt et ord? Er jeg stærk, fordi jeg ikke har grædt foran dem? Er jeg stærk, fordi jeg aldrig har bedt om hjælp? Skal jeg virkelig roses for det? Jeg ville ønske, de kunne se mig græde, jeg ville ønske, at jeg turde skabe mig ligesom Cille, jeg ville ønske, de kunne se, at jeg er alt for svag, ikke stærk, til at bede om hjælp.”

Vilma Sandnes Johanssons samliv med sin mor har dog ikke kun bestået af kemoterapi på køkkenbordet, krykker, pilleæsker, pjecer om sorg, cbd-olie, udprintede røngenbilleder med lysende svulster i vindueskarmen, pulvere mod forstoppelse, støttestrømper og støttehandsker, diverse creme mod ekstreme tilfælde af tør hud, blister i munden, mundbind og kogebøger til kræftpatienter.  Mor og datter har også en masse åbenlys kærlighed, musik, humor, selvironi og latter til fælles, som de flittigt udfolder i deres helt bevidste forsøg på ikke at tage én eneste dag eller god oplevelse for givet.  

En humor, som går igen i autobiografiens beskrivelser af ikke kun, hvordan mor og datter slås, ser tv-serier, griner og græder sig igennem de fire år, men også af hendes eget alt for tidlige og derfor helt umulige ansvar overfor en mors gradvise rejse mod døden.

"Tænk ikke på mig" er en imponerende, utrolig præcis, skarp og meget rørende litterær præstation med stærke kvaliteter trods forfatterens fortsat unge alder. Man kan kun håbe på, at "Tænk ikke på mig" ikke bliver hendes eneste bog.

Romanen går lige i hjertet, man sluger den i én mundfuld, og den vil kunne være netop den håndsstrækning, som andre børn og unge må kunne have gavn af at spejle sig i, når de gennemgår det, som ingen børn burde opleve, nemlig at have alvorligt syge og døende forældre.

Vilma Sandnes Johansson: "Tænk ikke på mig", er udkommet på forlaget Gutkind og koster 249 kroner