Skip to main content


”Vi går aktivt i dialog med de patienter, vi ved, er bekymrede for at blive vaccineret, for eksempel på grund af skræmmekampagner på de sociale medier," siger Kim Agerholm Brogaard.

Praksislæger oplever stor vaccinetilslutning fra ældre og sårbare

Covid-19-vaccinationsindsatsen er i gang i almen praksis i alle landets fem regioner. Flere klinikker melder især om en stor interesse fra ældre og sårbare, som ikke er trygge ved landets større vaccinationscentre.

Ældre, gangbesværede patienter, der har svært ved at stå i lange køer ved de store vaccineteststeder og sårbare patienter, der er utrygge ved coronavaccinerne og derfor endnu ikke har taget imod deres første stik. Det er nogle af de grupper, som landets praktiserende læger oplever henvender sig i almen praksis for at blive vaccineret mod covid-19. Det fortæller flere praktiserende læger, der har kunnet konstatere en stor interesse i at få vaccinestik hos egen læge, efter almen praksis er blevet inddraget i vaccineindsatsen i alle landets fem regioner.

”Vi kan se, at dem, der henvender sig, blandt andet er ældre mennesker, der ikke har følt sig trygge ved at skulle ud i et vaccinationscenter, hvor de ikke kender faciliteterne. De er vaccineret for første gang ved os. Vi har også fået henvendelser fra angste og nervøse patienter samt forældre til børn, som vi kan tilbyde nogle trygge rammer, de kender.”

Sådan siger praktiserende læge i Aabenraa Kim Agerholm Brogaard, der med egne ord har oplevet en kæmpestor interesse for covid-19-vaccinen, siden hans lægehus onsdag i sidste uge begyndte at vaccinere.

”Vi kunne hurtigt se, at vi slet ikke havde bestilt nok ampuller, så vi valgte hurtigt at bestille fem gange så mange, som vi i første omgang havde fået bestilt. Det er nu femdoblet igen,” siger han.

Den oplevelse gør sig gældende for mange lægehuse i regionen, vurderer Birgitte Ries Møller, praktiserende læge og formand for PLO i Syddanmark.

”Interessen fra borgerne er jo pludselig meget overvældende, så vi skal lige have logistikken op at køre, for vi har jo slet ikke haft et setup til det som udgangspunkt,” siger hun.

Også Birgitte Ries Møller mener, at man i almen praksis har bedre muligheder for at nå de patienter, der er utrygge ved de store testcentre – og de patienter, der rent praktisk har nemmere ved at overskue et smut forbi egen læge frem for en længere tur til et vaccinationscenter.

”Vi har bedre fat i de patienter, der er lidt utrygge ved at lade sig vaccinere andre steder, men det er selvfølgelig en mindre gruppe,” siger hun og fortsætter:

”Derudover kan vi tilbyde familier med børn at komme ind og få vaccineret alle på én gang, og det gør det nemmere for forældrene at overskue. Og så får vi mange henvendelser fra ældre, der ikke kan finde ud af at bestille tid til vaccinerne på nettet, og som har problemer med transporten til de store vaccinesteder.” 

’En del får første stik hos os’

Siden landets praktiserende læger og Danske Regioner blev enige om en rammeaftale, der åbner for, at almen praksis kan bidrage til vaccineudrulningen, har en stor del af landets læger sluttet sig til indsatsen. På landsplan tilbyder 1.176 ud af 1.687 klinikker – svarende til knap 70 procent af alle praksis - i skrivende stund covid-vacciner. Første region på banen var Hovedstaden, hvor de praktiserende læger har givet vaccinestik siden 29. november. Ifølge formand for PLO i Hovedstaden, Peder Reistad, oplever klinikkerne her en stor tilfredshed hos en bred vifte af patienter.

”Der er stor interesse og enormt stor tilfredshed blandt borgerne, for det at få et nært tilbud betyder meget for rigtig mange mennesker – især dem, der har svært ved at flytte sig,” siger Peder Reistad.

”Men det er ikke kun folk, der er dårligt gående, der booker tid. Det er også forældre til børn og borgere, der ikke tør blive vaccineret i de store vaccinationscentre. Så det snævrer ikke ind til én patientgruppe. Men hovedparten er kronisk syge og ældre, der udtrykker stor tilfredshed over, at det er nemt og tilgængeligt at blive vaccineret hos os,” forklarer han.

Region Sjælland valgte som landets eneste region at starte med at koncentrere vaccineindsatsen i almen praksis om børn mellem fem og 15 år, fordi det primært er den gruppe, der driver smitten. Det er nu lavet om, så almen praksis også i Region Sjælland kan tilbyde coronavacciner til alle aldersgrupper. Men allerede inden de voksne kom med i aftalen, oplevede regionens praktiserende læger stor interesse fra en bred vifte voksne patienter. Det fortæller Camilla Høegh-Guldberg, formand for PLO i Sjælland.

”Vi fik faktisk en hel del henvendelser fra voksne, der gerne vil vaccineres hos os, når det kunne lade sig gøre,” siger hun og forklarer, at de praktiserende læger efter aftale med regionen fra start har kunnet bruge restvacciner til voksne for at sikre, at vaccinerne ikke går til spilde. 

”Vi har især fået henvendelser fra de borgere, der er utrygge ved at skulle tage offentlig transport til et vaccinationscenter eller som bare er utrygge ved at skulle vaccineres et fremmed sted. Vi har faktisk oplevet, at en del af vores patienter har fået deres første vaccinestik hos os med vores restvacciner. Det gælder primært de mest sårbare patienter - angstpatienter, ældre og udviklingshæmmede,” siger hun.

Ifølge Camilla Høegh-Guldberg er én af de store fordele ved at kunne tilbyde vaccinerne i almen praksis, at den praktiserende læge løbende har mulighed for at snakke med de patienter, der er i tvivl om vaccinen, når de kommer i klinikken.

Samme fordel peger Kim Agerholm Brogaard i Aabenraa på:

”Vi går aktivt i dialog med de patienter, vi ved, er bekymrede for at blive vaccineret, for eksempel på grund af skræmmekampagner på de sociale medier. Nogle af dem har vi allerede fået fat i og nøgternt forklaret, hvad der er op og ned i forhold til corona. Vi er som praktiserende læger en afgørende og central brik i forhold til at understøtte en høj vaccinationstilslutning,” siger han.

 

FAKTA:

Så mange klinikker giver covid-19-vacciner pr. 15. december

På landsplan:
1.178 ud af 1.687 klinikker = 69,8 procent af alle praksis

Syddanmark:
262 ud af 351 = 74,6 procent

Hovedstaden:
426 ud af 620 = 68,7 procent

Sjælland:
153 ud af 216 = 70,8 procent

Nordjylland:
107 ud af 150 = 71,3 procent

Midtjylland:
230 ud af 350 =  65,7 procent

corona