
"Hver dag bruger læger medicin udenfor det godkendte produktresume, hvis der er en god, sundhedsfaglig begrundelse for det. Det skal og bør man som læge gøre af sundhedsfaglige grunde. Det har vi i den her situation, og det er der redegjort for i et notat. Det står vi på mål for," siger Søren Brostrøm på pressemødet.
Massevaccinationen af danskerne kommer nu til at ske off-label
På grund af den nye og mere smitsomme Omikron-variant har Sundhedsstyrelsen besluttet at fremrykke det 3. stik for alle på 40 år og derover, så de får vaccinen 4,5 måned efter 2. stik. Dette relativt korte interval mellem 2. og 3. stik er dog ikke godkendt af de europæiske lægemiddelmyndigheder EMA.
Lige nu er der i Danmark en opblussen i covid-19 epidemien, og samtidig forventes det, at den hastigt fremvoksende Omikron-variant vil give anledning til et stort antal smittede. Den immunitet, man får ved vaccination, kan være noget svagere over for den nye variant, men foreløbige data tyder på, at et 3. stik giver øget immunitet, som kan forebygge alvorlige forløb med covid-19.
”De to første stik er muligvis ikke nok til at forebygge alvorlig sygdom ved den nye variant. Vi har heldigvis allerede revaccineret den ældste del af befolkningen, og nu fremrykker vi alle over 40 år, så de får 3. stik efter 4,5 måned. På den måde kan vi gå ind i vinteren med en bedre beskyttelse af dem, der er i øget risiko for alvorligt forløb, og en øget immunitet i befolkningen,” siger Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.
At det kun sker for personer over 40 år skyldes, at det primært er folk over 40 år, som kan blive meget syge. Det sker sjældent for folk under 40 år.
"De to vacciner, vi bruger herhjemme, er godkendt af EMA til revaccination fra seks måneder. Det afviger vi fra og bruger i princippet vaccinerne off-label (brug udenfor godkendelsesområdet, red.)," siger han på pressemøde i formiddag.
"Det er der ikke noget nyt i, for lægemidler bruges off-label hver dag af læger," fortsætter han. "Hver dag bruger læger medicin udenfor det godkendte produktresume, hvis der er en god, sundhedsfaglig begrundelse for det. Det skal og bør man som læge gøre af sundhedsfaglige grunde. Det har vi i den her situation, og det er der redegjort for i et notat. Det står vi på mål for," siger Søren Brostrøm på pressemødet.
I notatet står bl.a., at flere lande har reduceret deres anbefalede interval mellem primærvaccination og revaccination af forskellige årsager. I Storbritannien har man eksempelvis reduceret til tre måneder, hvilket skal ses i lyset af at der er en ganske stor del, som er primært vaccineret med AstraZenecas vaccine, der er mindre effektiv end vaccinerne fra Pfizer og Moderne. Østrig har reduceret til fire måneder.
I Israel har man betydelig erfaring med revaccination med revaccination af ca. fire mio. personer over 16 år med et interval ned til fem måneder. Erfaringen herfra er, at revaccination har effekt mod smitte i alle voksne aldersgrupper (med Delta) samt forbedrer beskyttelse mod alvorlig covid-19 sygdom hos personer over 40 år. Bivirkningsprofilen bliver opgivet som sammenlignelige med forhold efter 2. dosis. To studier fra hhv. Storbritannien og USA har vist god effekt af revaccination med et interval helt ned til 12 uger mellem 2. og 3. dosis.
"Bliver noget værre bøvl"
Fremrykningen gælder for alle, der er født i 1981 eller tidligere, og de kan få 3. stik fra dag 140 efter 2. stik. Allerede nu kan man gå ind på vacciner.dk og booke tid, og man behøver ikke at vente på at få sin invitation i e-boks. Man kan også henvende sig på de vaccinesteder, der tilbyder drop-in vaccination fra i dag, mandag. Sundhedsstyrelsen anbefaler alle at få 3. stik så hurtigt som muligt.
”Vi inviterer rigtig mange på én gang, og derfor er det vigtigt, at man de næste dage væbner sig med lidt tålmodighed. Vi gør alt, hvad vi kan, for at det skal være smidigt, men man kan opleve ventetid på vacciner.dk og køer på vaccinestederne. Hvis man ikke kan finde en tid i nærmeste fremtid på vacciner.dk, så anbefaler vi alle at prøve igen senere, da der løbende bliver lagt flere vaccinetider ud,” siger Søren Brostrøm.
Mere end 700.000 personer vil modtage deres invitation i denne uge. Det vil give et voldsomt pres på bookingsystemet. Regionerne har over de seneste uger gennemført en massiv opskalering af kapaciteten, og de fortsætter med at udvide og med at øge antallet af tider. Alle regioner inddrager i stigende grad praktiserende læger, private vaccinationsfirmaer og apoteker i vaccinationsindsatsen.
"Det siger sig selv, at det er kæmpe, kæmpe, kæmpe øvelse at skulle opskalere kapaciteten, så vi kan vaccinere op mod en million om ugen" siger sundhedspolitisk direktør i Danske Regioner, Erik Jylling, der også er med på pressemødet.
"Det er en indsats, som vil blive skaleret fra dag til dag, næsten fra time til time. Det bliver noget værre bøvl og at associere med "sikken voldsom trængsel og larm," siger han og fortsætter: "Men vi har vacciner nok. Og hvis man er tålmodig, skal man nok blive vaccineret. Men vi kan ikke garantere, at alle kan blive det indenfor en uge," siger han.
Der mangler stadig folk til at vaccinere og teste, og Erik Jylling opfordrer alle til at melde sig og blive oplært. Han er dog "fortrøstningsfuld" i forhold til at finde folk nok.
Brostrøm forsikrer, at selv om det ikke er sundhedsfagligt uddannede folk, som lærer at vaccinere, så det ske under lægers supervision, og der vil være læger og sygeplejersker til stede på de store vaccinationssteder.
"Jeg fik selv 3. stik af en fotograf og følte mig helt tryg," siger han.
Formanden for PLO-Hovedstaden, Peder Reistad, er også med til pressemødet.
"Vi er rigtig glade for nu at komme i gang med at vaccinere mod covid," siger han og forklarer, at det falder praktiserende læger naturligt at vaccinere imod covid, idet de er vant til at vaccinere både børn, ældre og kronikere.
1.100 lægeklinikker er nu med på landsplan, og Peder Reistad forventer, at endnu flere melder sig. Det er frivilligt for den enkelte praktiserende læge, om han eller hun ønsker at være med.
"Hvis vi kommer til at stå for 10 procent af vaccinationerne, vil vi være tilfredse," siger han.
Han opfordrer folk til at tjekke på den enkelte læges hjemmeside om, hvordan man skal forholde sig, hvis man ønsker at blive vaccineret af sin egen praktiserende læge - eller en anden praktiserende læge, hvis man ønsker det. Nogle læger har online bestillinger, andre steder sker det telefonisk.
"Men for ikke at overbelaste praksis, så syge folk ikke kan komme igennem, så er det vigtigt, at man orienterer sig på lægernes hjemmesider først," siger han.
