Gel viser lovende effekt mod hudkræft.
Gel viser lovende effekt mod hudkræft.
Den topiske histondeacetylering (HDAC)-hæmmer remetinostat har potentiale som en veltolereret og effektiv behandling mod den mest almindelige form for hudkræft, basalcellekræft (BCC).
Det viser resultater fra en ny fase II-undersøgelse.
I undersøgelsen, hvis resultater er publiceret i Clinical Cancer Research, evaluerede forskerne sikkerheden og effekten af remetinostat hos 30 voksne, som ved diagnose hver havde mindst et BCC med en diameter på fem mm eller derover. Otte patienter havde flere kvalificerede tumorer, så der var i alt 49 tumorer i undersøgelsen. Tumorerne var placeret i både soleksponerede og ikke-udsatte dele af kroppen, og de fleste havde enten nodulær eller overfladisk histologi. Alle patienterne påførte 1 procent remetinostat-gel på deres tumorer tre gange dagligt i seks uger.
Efter otte uger blev resterende tumor fjernet kirurgisk og undersøgt histologisk. Den endelige analyse var baseret på 33 tumorer fra 25 deltagere. Den samlede responsrate (defineret som andelen af tumorer med et fald på over 30 procent i den længste diameter fra forsøgets start til uge otte) var 69,7 procent, med 17 komplette responser og seks delvise responser. I gennemsnit faldt tumordiameteren med 62,3 procent og tumorområdet med 71,5 procent. To tumorer havde ingen ændring i diameter, mens otte tumorer svandt med mindre end tærsklen på 30 procent for delvis respons. Ingen tumorer steg i diameter.
Flere BCC-undertyper reagerede på remetinostat; alle seks overfladiske BCC-tumorer reagerede (fem komplette og et delvis respons), mens responsraten var 68,2 procent blandt 22 nodulære BCC'er (10 komplette og fem delvise responser) og 66,7 procent blandt tre infiltrative BCC'er (to komplette responser). Der blev ikke set noget respons i de to tumorer af mikronodulær undertype.
Gelen var veltolereret uden, at der blev rapporteret systemiske eller alvorlige bivirkninger. Den mest almindelige bivirkning var en eksemlignende hudreaktion på applikationsstedet.
Forskerne bag studiet understreger, at alle tumorsteder i undersøgelsen blev udskåret kort efter behandlingens afslutning. Derfor er man nødt til at gennemføre en holdbarhedsundersøgelse for at fastslå, om BCC-tumorer vokser igen efter behandling, hvis de ikke udskæres. Et holdbart tumorrespons er nemlig afgørende for, at gelen eventuelt kan erstatte kirurgi. Der er også stadig nødvendigt at optimere dosering, behandlingstider og påføringsmetoder for at maksimere effektiviteten, påpeger forskerne bag studiet.
HDAC-hæmmere virker ved at hæmme enzymer, som fjerner acetylgrupper fra histoner. På den måde forbliver histonerne acetyleret, og gener, f.eks. tumorsuppressorgener, som ellers var supprimeret, vil blive udtrykt og medføre celledød af tumorcellen.
