Skip to main content


”Jeg forventer, at vores vaccine vil aktivere et stærkt respons fra immunforsvaret og også virke markant bedre end mange andre mod nye virusvarianter, altså mutanter,” siger Ali Salanti. Foto: Carlsbergfondet

Dansk selskab klar til at teste lovende coronavaccine på mennesker

Det danske medicinalselskab Bavarian Nordic er klar til at teste sin vaccine mod covid-19 på mennesker.

Det skriver selskabet i en fondsbørsmeddelelse.

Udviklingen af vaccinen fra Bavarian Nordic er sket i konsortiet PREVENT-nCoV, der består af en gruppe firmaer og universiteter. Forskningsleder har været Ali Salanti, der er professor på institut for immunologi og mikrobiologi på Københavns Universitet.

Vaccinekandidaten, kaldet ABNCoV2, har vist sig effektiv mod covid-19 i prækliniske data, skriver Bavarian Nordic.

Opfølgningsdata fra et præklinisk studie af ABNCoV2 bekræfter nu de første data. En enkelt dosis af vaccinen med adjuvant (et stof, der bruges til at øge effektiviteten eller styrken af ​vaccinen), men også en høj dosis uden adjuvant, gav antistoffer mod coronavirus på niveau med de niveauer, som smittede mennesker efterfølgende får. Men en dosis nummer to gav op til 50 gange større antistofniveauer.

Forsøg med mennesker vil ’om kort tid’ begynde ved Radhoud Medical Centre i Holland, hvor 42 hollændere vil få vaccinen i forskellige doseringer. 

Viser forsøget sig at give gode resultater, vil der skulle gennemføres et fase 3 studie med mange tusinde deltagere, og først derefter kan vaccinen godkendes af myndighederne. Vaccinen er med andre ord langt bagefter mange andre coronavacciner, som allerede er godkendt eller er på vej til at blive det.

Men forskningsleder Ali Salanti har slået på, at vaccinen har masser at byde på, selv om den ikke bliver den første. Den forventes nemlig at være ret effektiv mod diverse varianter.

”Jeg forventer, at vores vaccine vil aktivere et stærkt respons fra immunforsvaret og også virke markant bedre end mange andre mod nye virusvarianter, altså mutanter,” sagde Ali Salanti for nylig til Kristeligt Dagblad. Ali Salanti har også tidligere sagt, at han håber, at hans og kollegernes vaccine kan give varig beskyttelse, så man ikke skal stikkes flere gange, men kan nøjes med at få en eller to vaccinationer, der holder i årevis.

Om tre måneder vil forskerne have ”et godt billede af”, hvor effektiv den dansk-udviklede vaccine fra Københavns Universitet er i mennesker ifølge forskningsleder Ali Salanti.

Forsøget i Holland er betalt af midler fra EU’s Horizon 2020 - EU’s forskningsfond.

Vaccinen består af en kunstig fremstillet virusskal, som er tom og derfor ikke kan gøre mennesker syge. Uden på skallen er påklistret spike-proteiner, der er helt magen til dem, virussen bruger til at trænge ind i kroppens celler.

Når vaccinen sprøjtes ind i kroppen, aktiveres immunforsvaret og begynder - hvis alt går efter planen - at danne antistoffer mod coronavirussen.

Også Statens Serum Institut er ved at udvikle en vaccine mod covid-19. Den bygger på en anden teknologi end vaccinen fra Københavns Universitet. Arbejdet er ledet af overlæge Anders Fomsgaard, og de første kliniske forsøg forventes at begynde til efteråret.

corona, coronavaccine