AAAAI: Nye resultater fra PONENTE-studiet viser, at hurtig nedtitrering af fast prednisolon-behandling til patienter med svær astma er mulig.

Lungespecialist Charlotte Ulrik har haft nogle af sine patienter med i studiet og mener, resultaterne kan have betydning for den fremtidige brug af vedligeholdelsesbehandling med prednisolon til patienter med svær astma.

80 procent af patienter med svær astma, som har deltaget i PONENTE-studiet kunne trappe markant og hurtigt ned i behandling med prednisolon efter en måneds behandling med 30 mg Fasende om dagen, og 60 procent af patienterne kunne lægge trappe helt ud af behandlingen. Det viser nye data, som blev præsenteret ved den virtuelle AAAI-kongres denne weekend. 

PONENTE er et internationalt, åbent studie med 598 deltagere fra Nord- og Sydamerika, Taiwan og Europa herunder 22 patienter fra Danmark. Otte af disse patienter er tilknyttet Lungemedicinsk Afdeling, Hvidovre Hospital, hvor overlæge og professor i medicinske lungesygdomme ved Københavns Universitet, Charlotte Ulrik, har fulgt patienterne.

I studiet blev inkluderet voksne patienter med svær eosinofil astma (T2-astma), der havde været i behandling med højdosis inhalationssteroider og LABA i minimum seks måneder samt OCS (mere end fem mg prednisolon eller tilsvarende) i minimum tre måneder. Desuden skulle deltagerne have blodeosinofile ≥ 150 mia/L ved baseline eller ≥ 300 mia/L inden for de seneste tolv måneder.

Fire uger efter deltagerne begyndte behandling med 30 mg Fasenra (benralizumab), startede nedtitreringen af OCS ud fra en forudbestemt algoritme, der sikrede en hurtig nedtrapning med fem mg. reduktion i prednisolon ugentligt eller hver anden uge, indtil patienten nåede en dosis på fem mg.dag^-1. I de tilfælde, hvor undersøgelserne viste tegn på binyrebarkinsufficient, blev nedtitreringen individuel tilpasset patienten.

Bivirkninger der bør undgås

Resultatet viste, at i alt 80,6 procent af deltagerne helt eller delvist kunne trappes ud af deres daglige brug af de orale steroider (defineret som udtrapning til nul eller nedtrapning til fem mg dgl. eller mindre hos patienter med tegn på binyrebarkinsufficiens) - hvoraf 62,2 procent fuldstændig lagde prednisolon på hylden.

”Resultaterne blandt de danske patienter var tilsvarende den øvrige del af studiet. I Danmark var der også enkelte, som endte med fortsat at blive fast behandlet med en lille dosis af prednisolon,” lyder det fra professor Ulrik, som uddyber:

”Når en patient har været i fast behandling med prednisolon i længere tid – nogle endda i årevis, kan deres binyrebark være påvirket af behandlingen. Derfor er vi af sikkerhedsmæssige årsager nødt til at bliver ved med at give patienterne en smule prednisolon, hvis undersøgelserne viser, at deres binyrebark har nedsat funktion.”

Samtidig peger professoren på, at netop PONENTE studiet også viste, at mange patienter havde binyrebarkinsufficiens, da de blev inkluderet i studiet, men at den andel faldt efterhånden, som de blev trappet ud af OCS-behandlingen i løbet af studiet.

”Hos nogle af patienterne begyndte deres binyrebark således at fungere igen – og det er godt,” pointerer professoren.

Netop denne del af studiet er essentiel for Charlotte Ulrik, da det viser, at der potentielt er mulighed for at behandle patienter med svær astma med præparater, hvor bivirkningerne er langt mindre end ved fast prednisolon-behandling.

”Listen over bivirkninger ved brug af prednisolon er meget, meget lang,” siger Ulrik og nævner, at der blandt andet er risiko for at få diabetes, knogleskørhed, forhøjet blodtryk, vægtforøgelse, tab af muskelmasse og psykiske udfordringer.

”En del patienter oplever ikke alene fysiske men også psykiske bivirkninger ved behandling med systemisk kortikosteroid. Nogle bliver nedtrykte, andre aggressive og det er værd at undgå,” anfører Charlotte Ulrik.

Prednisolon - ikke uden en specialistvurdering

Netop derfor mener professoren, at resultaterne fra PONENTE studiet er særdeles vigtige - også i den fremadrettede behandling af patienter med svær astma og herunder også patienter, der bliver behandlet med fast prednisolon af egen læge.

”Man bør strække sig meget, meget langt for at undgå denne behandling på grund af de mange bivirkninger. Desuden er det vigtigt, at vi ikke får skabt en gruppe af astmapatienter, der er i fast prednisolon-behandling,” understreger professor Ulrik og peger i samme omgang på, at de patienter, der ud fra deres sygdomskarakteristika må forventes at respondere på prednisolon, er samme gruppe, som må forventes at respondere godt på biologisk behandling rettet mod svær eosinofil astma (T2 astma).

”Vi skal så vidt muligt undgå at få bragt patienterne i en situation, hvor de ender i denne type af behandling, når vi har biologiske lægemidler, som bivirkningsmæssigt er meget, meget mere attraktive” slår Ulrik fast og opfordrer sine kolleger også i almen praksis til ikke at sætte astmapatienter i fast behandling med prednisolon.

”I sådanne tilfælde bør patienten sendes til vurdering hos en astmaspecialist, der kan undersøge patienten grundigere og se på, om der er en anden og bedre løsning,” siger Charlotte Ulrik og fremhæver, at også de astmapatienter, som i en lang årrække er blevet behandlet med orale steroider løbende bør revurderes.

”Nogle astmapatienter har vænnet sig til at tage prednisolon som en del af deres behandling, på trods af at de ikke responderer særligt godt på behandlingen. Det bør vi bestemt også gøre noget ved,” påpeger professoren og vender tilbage til PONENTE:

”Det er et vigtigt studie, fordi det har givet os noget information om, hvor relativt hurtigt patienten kan trappes ud af fast prednisolon-behandling, selv om behandlingen har stået på længe. Det bør vi have fokus på,” slutter Charlotte Ulrik af.