
”Et af de håndtag, som ministeren kan tage i brug, er en pligt til at lade sig vaccinere mod en alment farlig eller en sygdom af kritisk vigtighed for hele samfundet. Det er meget vidtgående, og jeg tror ikke, at der er nogen, der ønsker at forestille sig det scenarium," siger Camilla Rathcke.
Lægeformand om epidemilov: Stærkt grænseoverskridende for patienterne
Regeringens udkast til ny epidemilov kan betyde, at læger – under alvorlige epidemier – skal udføre undersøgelser og behandlinger efter påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Det bekymrer lægernes formand, Camilla Rathcke.
Den nuværende hastelov udløber i marts 2021, og til den tid skal en ny epidemilov være på plads. I dag fredag er der frist for at indsende høringssvar ind om det politiske lovforslag, som har været kritiseret for at give for vidtgående beføjelser til sundhedsministeren. Regeringen lægger nemlig bl.a. op til at give Styrelsen for Patientsikkerhed en permanent mulighed for at udstede påbud om vidtgående indgreb i forhold til enkeltpersoner, både i forbindelse med den igangværende coronapandemi, men også under andre fremtidige epidemier. Patienter, der lider af en alment farlig sygdom eller sygdom, der er af kritisk vigtighed for hele samfundet, kan f.eks. blive påbudt, at de skal lade sig undersøge eller gå i behandling eller isolation, og myndighederne kan i yderste tilfælde gennemføre indgrebene ved at bruge magt.
Lægernes formand, Camilla Rathcke, er bekymret - både for sine medlemmers retssikkerhed, men også for patienternes.
Patienternes retssikkerhed
”Vi anerkender, at myndighederne generelt kan have behov for at kunne reagere med tilstrækkelig kraft til at beskytte borgernes liv og helbred. Men i det lovudkast, der præsenteres hér, er der tale om meget vidtgående skridt og et stort handlerum for myndighederne, som kan opleves stærkt grænseoverskridende for den enkelte patient. Vi mener, at der er bestemmelser, som går for alt for vidt og bør ændres. Samtidig er det også helt afgørende for os, at bestemmelserne kun kan tages i brug, når der er meget tungtvejende grunde for det. Vi forventer en justering, men vil holde et skarpt øje med, at bestemmelserne ikke misbruges, og at de tages i anvendelse så sjældent som overhovedet muligt”, siger Camilla Rathcke.
Lægeforeningen foreslår i sit høringssvar, at et påbud rettet mod en enkeltperson maksimalt kan vare en uge - og ikke fire uger, som regeringen foreslår, og at der bør indføres en øvre grænse for, hvor mange gange det kan forlænges uden en domstolsprøvelse.
Udkast til ny epidemilov lægger også op til, at sundhedsministeren kan tage særlige regler om vaccination i anvendelse, når der er tale ’om særligt skærpende omstændigheder med overhængende fare eller trussel mod folkesundheden’.
”Et af de håndtag, som ministeren kan tage i brug, er en pligt til at lade sig vaccinere mod en alment farlig eller en sygdom af kritisk vigtighed for hele samfundet. Det er meget vidtgående, og jeg tror ikke, at der er nogen, der ønsker at forestille sig det scenarium. Det bør være absolut sidste løsning. For os er det afgørende i denne sag, at patienternes retssikkerhed er den samme, som når der gives påbud om f.eks. indlæggelse eller isolation. F.eks., at man har forsøgt at få personen til at medvirke frivilligt til vaccination,” siger Camilla Rathcke.
Lægernes retssikkerhed
Lægeforeningen presser i høringssvaret på for, at der ikke skal kunne gives kritik i klagesager eller rejses tilsynssager mod læger i disse situationer.
"Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, at nogle patienter vil klage over f.eks. manglende samtykke i forbindelse med behandling, eller over selve indholdet i den påtvungne behandling, og de situationer – som vi forhåbentlig ikke kommer ud i – skal en ny lovgivning naturligvis tage højde for i forhold til lægers retssikkerhed”, siger hun.
Hun peger på, at der er tale om undersøgelser og behandlinger, som ikke er igangsat på baggrund af en læges individuelle vurdering. De kommer i givet fald til at ske fordi, at en myndighed med afsæt i epidemilovens bestemmelser har beordret, at de er nødvendige og skal foretages, og derfor mener Lægeforeningen også, at klager fra patienter ikke skal rettes mod læger eller andre sundhedspersoner, men mod Styrelsen for Patientsikkerhed.
Lægeforeningen understreger også i sit høringssvar, at det bør være muligt for læger og andre sundhedspersoner at sige nej til at medvirke til f.eks. undersøgelser eller behandlinger, der gennemføres ved magt.
”I disse sager vil det være Styrelsen for Patientsikkerhed der afgør, om en undersøgelse eller behandling skal gennemføres, og om den evt. skal gennemføres ved magt. Og det vil være sundheds- og ældreministeren, der efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere regler om vaccination. Det er ikke tale om en selvstændig faglig vurdering for den enkelte læge, og derfor mener vi, at man som læge skal kunne trække sig fra at medvirke”, siger Camilla Rathcke.
Regeringens udkast til epidemilov bliver fremsat i slutningen af november måned og skal herefter behandles i Folketinget, inden den efter planen skal træde i kraft den 1. marts 2021.
