
Ny prognose: Færre patienter end frygtet kommer til at mangle egen læge
Praktiserende Læger Organisation (PLO) har tidligere anslået, at 300.000 patienter ville stå uden egen læge i 2023. Men så slemt går det ikke. Ny PLO Analyse viser, at 157.000 patienter vil være uden egen læge i 2021, og dette niveau vil blive fastholdt de næste tre år.
De 157.000 danskere vil dog ikke komme til at mangle en læge, for borgere uden egen læge vil i stedet blive lægebetjent af såkaldte regions- og udbudsklinikker, hvor læger i kortere eller længere tid arbejder som ansatte under en region eller under en privat udbyder
Den seneste opgørelse fra 2020 viser, at 138.546 patienter i dag ikke har egen læge. Dette tal er steget kraftigt de seneste år. Tilbage i 2011 var der således kun 1.512 patienter uden egen læge.
Når den nye prognose forventer et lavere antal patienter uden egen læge, skyldes det primært, at Danmarks Statistik forventer et lavere befolkningstal end tidligere, og at der ansættes flere almenmedicinske speciallæger i almen praksis end for nogle år siden.
PLO understreger i analysen, at den reviderede prognose ikke ændrer ved, at der frem mod 2030 bliver behov for markant flere praktiserende læger, fordi gennemsnitsalderen i befolkningen stiger, og fordi en række opgaver ventes at blive flyttet fra sygehusene til almen praksis. Antallet af kronisk syge borgere (herunder KOL- og diabetespatienter) ventes også at stige kraftigt, og stigende specialisering af sygehusene og forkortet indlæggelsestid vil sandsynligvis også betyde, at opgaver i de kommende 10 år vil blive flyttet fra sekundær- til primærsektoren.
PLO har i sin lægeanalyse fra 2018 peget på, at der fra 2030 vil være behov for 5.000 praktiserende læger (mod ca. 3.300 i dag) som følge af stigende gennemsnitsalder i befolkningen, flere patienter med kroniske sygdomme og tidligere udskrivning af patienter fra de nye supersygehuse.
PLO har beregnet, at man i 2032 kan nå op på de 5.000, hvis der i årene 2022-2027 oprettes 400 hoveduddannelsesforløb i almen medicin (i 2020 og 2021 oprettes der til sammenligning 350 forløb).
Lægeforeningen fremlagde i august 2019 seks konkrete forslag, der i løbet af et par år vil kunne skaffe, hvad der svarer til mellem 400 til 600 ekstra lægeårsværk til almen praksis – bl.a. ved at understøtte fastholdelse og rekruttering af flere almenmedicinere, ved at skabe forudsætninger for mere klinikpersonale og ved omlægning af hoveduddannelsen i almen medicin og oprettelse af et øget antal uddannelsesforløb.
