Datter: Ensomheden på plejehjemmet under corona skubbede min far ud over kanten  

Dorte Boss Kyhns far døde i slutningen af marts efter at have levet afspærret fra sin familie på sit plejehjem, hvor man på grund af corona midt i marts aflåste alle døre. Selv følte han, at han var sat uskyldig i fængsel, og i dag er hans datter ikke i tvivl om, at besøgsforbuddet var med til at presse ham ud over kanten før tid.

Journalist og forfatter Dorte Boss Kyhn er den første til at støtte op omkring samfundets forsøg på at beskytte ældre og ikke mindst landets mange plejehjemsbeboere mod coronavirus. Men hun efterlyser alligevel en større grad af forståelse og fleksibilitet overfor de ældres særlige behov for kontakt til deres familie og nærtstående udenfor murene, så de ikke som hendes far taber meningen med livet på grund af ensomhed og derfor giver op.

”Min far var 94 og et halvt år. Men inden plejehjemmet drejede nøglen helt om, havde han det fint, var meget aktiv. Han klarede alt selv – den personlige hygiejne, sit vasketøj, han så fjernsyn, løste kryds og tværs, han elskede at få besøg, og han gik hver dag ned og hentede aviser og post, så ingen af os og heller ikke hans egen læge havde set hans død komme nu. Men ensomheden knækkede ham, og jeg er bange for, eller måske ligefrem overbevist om, at vi i vores rigide måde at passe på vores alderssvækkede eller demenssyge familiemedlemmer måske kommer til at gøre dem mere skade end gavn.”

Mistede meningen med livet

Dorthe Boss Kyhns far dør 29. marts om aftenen på grund af en lungebetændelse, som hans hjerte og i forvejen ene forkalkede hjerteklap ikke kunne klare at bekæmpe. Men ifølge hans datter, også fordi han havde mistet meningen med at leve efter i tre uger ikke mere at måtte se sin familie. Ikke engang udenfor sin dør på behørig afstand.

Sidste gang Dorthe Boss Kyhn besøger sin far i hans lille plejehjemslejlighed er 10. marts, hvor de mest taler om corona i forhold til hans barnebarn, der er strandet i Thailand, som han var nervøs over var så langt væk, om familiens kamp for at få hende og kæresten hjem igen - samt om de varer, som Dorthe Boss Kyhn skulle bestille for ham på Nemlig.com, som hun altid gjorde hver fjortende dag.

Dorthe Boss Kyhn far inde bag døren en uge før, at han døde. 

”Som vanligt vinker vi farvel, han går med ud og vinker hele vejen, mens vi går ned ad den lange gang til elevatoren. Det skulle vise sig at blive sidste gang, jeg sad og hyggede med min far i hans lille lejlighed,” fortæller Dorthe Boss Kyhn, som allerede næste morgen via de sociale medier bliver bekendt med, at plejehjemmene nu er blevet lukket for besøg.

”Det kommer bag på mig. Jeg havde været til møde deroppe i går, og der fik jeg intet at vide. Men på plejehjemmets hjemmeside står der ganske rigtigt nu, at der er indført besøgsforbud. Om eftermiddagen ringer jeg til min far og forklarer ham, hvad der er sket. Han har ikke hørt noget om besøgsforbud. Jeg forklarer ham, at det er for at beskytte ham og de andre beboere, at vi ikke må komme i en periode. Jeg forsøger samtidig at trøste ham og siger, at det nok kun er nogle uger. Han siger, at han forstår.”

Næste dag går Dorthe Boss Kyhn og hendes mand en tur op til plejehjemmet med en lille pose guf til faren og en stor kasse flødeboller til personalet.

”Da vi kommer derop, ringer jeg til min far og siger, han skal åbne sin stuedør – han ser os stå nede i haven og vinker glad ned til os. Jeg råber op til ham, at han skal gå ned til bagdøren, for jeg har en pose med til ham, som jeg stiller indenfor døren, og at vi venter på ham, så vi lige kan sige hej gennem en sprække i døren. Da vi har stået der i ti minutter, kommer en sosu-assistent og forklarer, at de altså er meget strikse med reglerne, så hun bliver nødt til at tage imod posen. Fint med os. Lidt efter kommer min far dog til syne bag glasdøren sammen med en af de hjælpere, som han er så glad for. Vi står udenfor døren, min far står inde i opgangen, hvor også beboernes postkasser er, og hvor min far altid plejer at gå ned og hente sin post. Han smiler og vinker. Stadig med assistenten ved sin side.”

De følgende dage ringer Dorthe Boss Kyhn til sin far hver dag. Ligesom hendes søster tager forbi og vinker op til ham på den anden sal, hvor han bor. Men hun forstår på ham, at han forsøger at sove sig fra, at der ikke rigtigt mere sker noget i hans liv.

”Han lyder mere og mere desperat, når jeg taler med ham nu. Han giver udtryk for, at dagene er ’meget lange’, der er ingen, der rigtig har tid til at tale med ham, så han føler, han sidder meget alene hos sig selv. Han kan heller ikke få leveret varer fra Nemlig.com, da udbringerne jo ikke må komme op på afdelingen, og han ikke selv kan slæbe varerne op. Jeg fornemmer tydeligt, at han er meget isoleret hos sig selv nu. Han siger, han er træt hele tiden, og når der ikke sker andet, så falder han hele tiden i søvn.”

Dorthe Boss Kyhn beslutter at forsøge at opmuntre ham ved at tage forbi plejehjemmet. Da hun er ved plejehjemmet, ringer hun op til ham:

”Han bliver så glad, går hen til døren og vinker ned til mig. Jeg råber op til ham, at jeg har en pose med til ham, og at han skal komme ned og hente posen. Jeg går om til bagdøren og venter, og lige pludselig står han selv inde i opgangen bag glasdøren. Jeg har sat posen ind i gangen til ham. Han linder lidt på døren. Jeg står to meter ude foran døren med tørklædet viklet for munden. Ikke på noget tidspunkt er vi i nærheden af hinanden. Vi rører heller ikke ved hinanden. Hans skæg og hår er blevet langt, og han ser usoigneret ud, men smiler stort. Efter en snak på små ti minutter siger jeg til ham, at han skal gå op igen, for han må ikke stå og blive kold. Jeg tænker, at vi godt klare det her besøgsforbud, hvis bare han kan få lov til på den her måde at se os lidt tættere på.”

Men Dorthe Boss Kyhn’s optimisme på farens vegne bliver kort. Næste dag modtager hun en mail fra plejehjemmet, hvori der står:

“Jeg kan forstå på medarbejderne, at I har været på besøg hos din far. Jeg håber, det er en misforståelse. Borgernes liv sættes i fare ved ikke at respektere besøgsforbuddet”.

Dorthe Boss Kyhn har svært ved at tro sine egne øjne og ringer til plejehjemmet for at få opklaret, hvad hun tror er en misforståelse:

”Forklarer, at jeg havde stået med to meters afstand fra min far og havde talt kort med ham ind gennem en lille åbning i døren. Jeg siger, at da min far ikke er demenssyg, må han da vel godt gå ned til sin postkasse og stikke næsen ud og få lidt frisk luft. Jeg får at vide, at det må han ikke – og at det ikke står til diskussion! Jeg bliver meget ked af at blive beskyldt for at sætte min far og de mange andre beboeres liv i fare, men også over selve den holdning til beboerne, som herved udtrykkes. At man ikke ønsker at forstå, at det er vigtigt for min far – og for andre beboere i forhold til deres pårørende- at have os andre som livline.”

Herefter låser plejehjemmet den bagdør, som normalt stod åben i dagtimerne, og som besøgende altid benyttede, så man hverken kan komme ind eller ud - samtidigt med, at plejehjemmet ikke efterkommer pårørendes ønsker om hjælp til, at beboerne for eksempel i stedet kan facetime med deres familie.

”Det er så åbenbart min skyld, at dørene bliver låste, fordi jeg havde formastet mig til at stå med to meters afstand og sige hej til min far. Men værre er, at min far opdager de låste døre. Jeg har siden talt med en plejer, der har fortalt mig, at min far var blevet så afmægtig over, at han ikke måtte få besøg – så en dag, min søster og hendes yngste havde stået dernede, hvor min far gerne ville ned til dem, men havde fået at vide, at det måtte han ikke, havde han rakt armene frem for sig og skreget gennem dagligstuen foran det undrende personale: "Jamen, så læg mig da for helvede i håndjern og smid mig i fængsel." Så højt havde min far aldrig nogensinde råbt før, han var en stille mand. Det er hjerteskærende at tænke på.”

Et par dage senere efter aflåsningen går Dorthe Boss Kyhn sammen med sin datter igen forbi plejehjemmet for at vinke:

”Vi ringer til ham, og han kommer til syne oppe fra vinduerne i lejligheden på 2. sal. Han bliver meget glad over at se sit barnebarn. Vi råber lidt frem og tilbage, men det er uendeligt svært at gennemføre en samtale på den her led. Men vi opfatter, at han siger, at han har en mærkelig trykken for brystet. Jeg råber op til ham, at det må han ikke gå alene med. Han skal sige det til personalet.”

Dorthe Boss Kyhn ringer herefter til plejehjemmet og fortæller, at hun er bekymret over, hvad hendes far har sagt. Personalet vil sørge for, at der kommer en sygeplejerske. Efter flere opkald fra Dorthe Boss Kyhn bliver faren tilset af en aftensygeplejerske, som i samråd med en vagtlæge anbefaler han kommer på hospitalet.

”Han er ved godt mod, siger, at han vil pakke sin tandbørste og et par ting, han kan tage med sig på hospitalet."

Dorthe Boss Kyhns far bliver indlagt på Gentofte Hospital, hvor han af frygt for corona-infektion isoleres, da han har feber og forhøjede infektionstal, og hun ringer ud for at høre nærmere.

"Vi må ikke besøge ham. Han kan heller ikke få en telefon ind på grund af isolationen. Min far, som hader hospitaler, ligger nu isoleret og omgivet af maskeklædt personale. Og jeg havde lovet, at vi ville komme ud til ham. Jeg beder sygeplejersken om at hilse ham fra mig. Samme aften ringer jeg igen og får at vide, at der er sket en fejl med coronatesten, der skal tages en ny, så vi får først svaret i morgen.”

28. marts efter to dage i isolation viser testen sig at være negativ, og faren overføres til en anden afdeling og får nu adgang til en telefon.

”Efterhånden som vi taler sammen, liver han lidt op. Men han er ikke den far, jeg talte med to dage før isolationen. Og personalet giver os lov at komme på besøg trods coronaregler. De er bekymrede, for de synes, at han snøvler og er konfus, og de vil høre vores vurdering af, om vores far er, ’som han plejer’. Da vi herefter møder ham, er han blevet lille og sølle. Han har tabt sig meget, er langskægget, langhåret og virker opgivende. Han bliver selvfølgelig glad, men det er, som om der er sket noget. Han har ikke gejsten i øjnene længere. Som om han har givet op.”

Da Dorthe Kyhn Boss er kommet hjem til sig selv igen efter besøget på hospitalet, bliver hun ringet op af en læge fra hospitalet, som fortæller, at hendes far efter besøget er blevet meget dårlig, og at undersøgelser har vist, at han nok ikke vil kunne overleve sin sygdom i lungerne – og slet ikke med en snæver hjerteklap. Hun spørger, om de må komme tilbage med det samme. Men lægen siger, at det er nok ikke så godt i de her coronatider, og at faren nu er stabiliseret. Lægen lover til gengæld, at de ved ’den mindste forværring vil ringe efter hende, da hun 'jo bor tæt på'.

”Aftenen bliver forfærdelig. Jeg har ingen ro, jeg må ikke være der for min far, jeg aner ikke, hvordan han har det lige nu, er han bange, forstår han, hvorfor vi ikke er hos ham. Jeg må styre mig for ikke at ringe derud og spørge til ham. Men klokken 1.30 ringer telefonen. og en sygeplejerske fortæller mig om en travl nat på afdelingen, men at en anden sygeplejerske havde opdaget, at min fars vejrtrækning var blevet svag, da klokken var lidt i 23.00. De var gået ind til ham, og så var han stoppet med at trække vejret Jeg følte et kæmpe svigt. Igen. Hvorfor havde de ikke ringet til os? Hvorfor skulle han dø alene uden os ved sin side? Min far døde ikke af corona, men alderssvækkede og demenssyge dør lige nu af det, de plejer at dø af. Dog med den store forskel, at det for tiden sker uden deres nærmeste ved deres side. Og det tæller ligesom slet ikke i corona-statistikkerne.”

Da faren er død, får Dorthe Boss Kyhn besked fra plejehjemmet om at komme og tømme og rengøre farens lejlighed. Nu er der pludselig ingen restriktioner i adgangen.

”Og så ryddede vi op og gjorde rent, som vi plejede, og som om alt var ved det gamle. Men der er noget i det regnskab, jeg ikke forstår: Vi måtte under ingen omstændigheder nærme os stedet den sidste måneds tid, mens han var i live. Men nu skulle vi komme, og glemt var alt om besøgsforbud og coronasmittefare. Jeg undrer mig og savner svar på en række spørgsmål, for hvem ved, hvilke tanker han har siddet alene med i de tre uger, han nåede at leve med besøgsforbuddet? Hvorfor var det, at jeg fik skældud, da jeg bad om at tale med min far med to meters afstand – gennem en sprække i glasdøren? Og hvorfor skulle han, der ikke var det ringeste dement, forbydes at trække frisk luft udenfor ligesom alle andre, men eventuelt under overvågning som første gang i døren,” spørger Dorthe Boss Kyhn.

Hun erkender, at tanken har strejfet hende, om det i virkeligheden har handlet om, at det har været mest belejligt ikke at have de pårørende rendende i disse vanskelige – og for personalet mere krævende – coronatider. Men, som hun understreger, den tanke står udelukkende for hendes egen regning.