Skip to main content


Stort indkøb af nye og moderne insulinpumper og glukosemålere aflyst

Et halv milliard kroner stort landsdækkende udbud skulle sikre nye og moderne insulinpumper og glukosemålere til landets regioner og diabetespatienter, men det er nu blevet aflyst. 

Udbuddets tovholdere, Region Midtjylland, har besluttet at annullere udbuddet for nuværende.

Coronakrisen tager lige nu størstedelen af de udbudsansvarliges tid, og de har ikke tid til at gennemføre udbuddet, fortæller stabschef i Region Midtjylland, Charlotte Toftgård Nielsen, til Medwatch.

"Døgnet har kun 24 timer. De medarbejdere, der skal gennemføre udbuddet, varetager i øjeblikket andre mere hastende opgaver i forbindelse med corona. Lige nu har rekvirering af corona-kritiske varer til patienterne førsteprioritet," siger Charlotte Toftgård Nielsen og tilføjer, at det samtidig ikke er muligt at mødes med de relevante virksomheder.

"Med coronakrisen er det ikke muligt med fysiske møder med virksomhederne. Problemerne vil primært bestå i, at der skal deltage klinisk personale og leverandører eksempelvis fra andre lande, der på grund af corona-krisen ikke har mulighed for at deltage."

Hun tilføjer, at hun forventer, at udbuddet vil blive genoptaget på et tidspunkt efter krisen.

Patientforeninger blev overhørt

Både Diabetesforeningen og patientforeningen Type-1 har tidligere kritiseret Region Midtjylland for ikke at invitere dem til at kommentere på udbudsmaterialet. Politisk chef i Diabetesforeningen, Ane Eggert Jackson sagde til Medicinsk Tidsskrift i slutningen af marts 2020, at det var bekymrende, at patienternes perspektiv blev overhørt.

”Vores bekymring er helt konkret, at sortimentet ender med at blive for smalt, fordi en kortsigtet økonomisk tænkning ikke opvejes af patientperspektivet fra starten. Det er afgørende for en effektiv, individuel diabetesbehandling, at der er mulighed for at opfylde de forskellige behov for rette udstyr som personer med diabetes har. Derfor er det nødvendigt at inddrage patienternes erfaringer i hele processen.”

Det er uvist, om patientforeningerne vil blive inviteret med i høringsrunden, hvis udbuddet genoptages.