Skip to main content


Er du meget allergisk overfor birk? Nu kan du blive vaccineret for det med en tablet

Er du svært allergisk overfor træpollen som f.eks. birk og hjælper håndkøbsmedicin dig ikke? Så kan du fra 4. november få generelt klausuleret tilskud til et nyt lægemiddel mod træpollenallergi (birk, el, avnbøg, bøg, eg, hassel), der hedder Itulazax.

Det er en smeltetablet, man skal tage hver dag i tre år. Dermed får man tilført en nøje afmålt dosis af det stof, som kroppen reagerer på., og dermed genopbygger man immunforsvarets tolerance. Allergivaccination virker også efter, at behandlingen er afsluttet.

Hvis en bestemt medicin har generelt klausuleret tilskud, betyder det, at det kun er patienter, der opfylder nogle særlige betingelser, der kan få tilskud til medicinen. Det er den behandlende læge, der vurderer, om en patient er omfattet af de særlige betingelser. Lægen skal i de tilfælde skrive ”tilskud” på recepten. Tilskuddet bliver automatisk fratrukket prisen ved ekspeditionen på apoteket.

De særlige betingelser i forbindelse med den nye allergivaccination er, at patienterne skal have dokumenteret træpollenallergi (birk, el, avnbøg, bøg, eg, hassel) med moderat til svær høfeber og/eller øjenbetændelse, og de skal ikke kunne opnå tilstrækkelig kontrol med med antihistaminer og nasalsteroid. Patienterne skal også være "stærkt motiverede".

Det vurderes, at ca. 10 procent af folk med høfeber har en allergi, der ikke er velkontrolleret, selv om de tager symptomdæmpende medicin.

Resultaterne, der blev brugt i registreringsansøgningen fra firmaet bag den nye allergivaccination, ALK, inkluderer resultater fra et klinisk fase III-studie med Itulazax. Studiet, der blev afsluttet i 2017, viste, at behandling med lægemidlet reducerede de samlede kombinerede allergisymptomer i løbet af birkepollensæsonen med 40 procent mod placebo. En lignende klinisk effekt blev påvist over hele træpollensæsonen.

ALK har nu fire godkendte tabletvacciner i Europa: Grazax mod græsallergi (godkendt i 2006), Acarizax mod husstøvmider (godkendt i 2015) og Ragwizax mod bynke (godkendt i 2017). De fire tabletvacciner dækker de mest almindelige luftvejsallergier i verden, der behandles med allergivaccination.