
Modelfoto
Alle børn og unge kan snart få hjælp med psykiske problemer
Danske Regioner vil nu tilbyde rådgivning over nettet til børn og unge med psykiske problemer.
Det sker via rådgivningsportalen Mindhelper.dk, der siden sommeren 2016 har været online i Region Syddanmark og på de to år har haft 800.000 besøgende.
Fra årsskiftet kobler Danske Regioner sig på det rådgivende online-projekt, så alle børn og unge i Danmark mellem 13 og 20 år kan få et internetbaseret tilbud, hvor de anonymt kan få viden og råd om mental sundhed fra professionelle fagfolk. På hjemmesiden kan de unge også finde et rådgivningstilbud tæt på deres bopæl.
Det sker som følge af, at flere og flere børn og unge kæmper med psykiske problemer som stress, ensomhed eller angst. I psykiatrien er antallet af børn og unge, der søger behandling fordoblet siden 2007, og sidste år var 35.000 børn og unge indskrevet i psykiatrien.
"Børn og unge skal kunne få let tilgængelig og anonym hjælp. Det er ikke altid nemt at indvie en forælder eller en læge i sine problemer, derfor kan de unge bruge det her tilbud og få gratis, anonyme råd på internettet," siger ormanden for Psykiatri- og socialudvalget i Danske Regioner, Sophie Hæstorp Andersen i en pressemeddelelse fra Danske Regioner.
" Vi skal hjælpe børn og unge i god tid, så vi kan nå at forebygge, at mistrivsel udvikler sig til større psykiske problemer, der vil følge dem resten af livet. En god mental sundhed blandt børn og unge er afgørende for deres trivsel nu og i fremtiden," siger hun.
Selv om man i Region Syddanmark har haft gode erfaringer med projektet, så er landsforeningen Bedre Psykiatri ikke udelt begejstrede over, at tilbudet rulles ud i hele landet.
"Der er intet at udsætte på hjemmesiden eller dens rådgivning som sådan. Men det er endnu et projekt, der sættes i gang, uden at man ved, om det vil have nogen virkning," siger foreningens formand, Knud Aarup, til Ritzau.
