”Studiet viser, at præparatet er effektivt til at sænke blodtrykket. Det er også effektivt til en gruppe af patienter, som får relativt meget blodtrykssænkende medicin i forvejen. Men det er der også andre stoffer, der er,” siger Michael Hecht Olsen.
Nyt lægemiddel kan blive endnu et værktøj i skuffen mod ukontrolleret højt blodtryk
Et nyt middel mod forhøjet blodtryk, baxdrostat, har vist lovende resultater i et stort internationalt studie. Men danske eksperter vurderer, at midlet ikke giver mere effekt end de billige præparater, lægerne allerede bruger.
Baxdrostat tilhører en ny type medicin, der hæmmer dannelsen af hormonet aldosteron. Aldosteron spiller en central rolle i reguleringen af blodtryk, og man har i årtier forsøgt at udvikle medicin, der kan blokere hormonet effektivt. Det ser nu ud til, at forskerne er lykkedes.
I et studie, hvor næsten 800 patienter med svært forhøjet blodtryk deltog, fik de, som tog baxdrostat, et markant lavere blodtryk end de patienter, der fik snydemedicin (placebo). Efter 12 uger havde de, der fik 2 mg baxdrostat dagligt, i gennemsnit et blodtryk, der lå knap 10 mmHg lavere end placebogruppen. Det svarer til et fald, der kan mindske risikoen for hjerte-kar-sygdom betydeligt.
Ikke bedre end de gamle midler
Selvom resultaterne ser flotte ud, er danske eksperter forbeholdne. Michael Hecht Olsen, overlæge i hjertesygdomme og professor på Holbæk Sygehus, siger:
”Studiet viser, at præparatet er effektivt til at sænke blodtrykket. Det er også effektivt til en gruppe af patienter, som får relativt meget blodtrykssænkende medicin i forvejen. Men det er der også andre stoffer, der er.”
Han tilføjer, at han først vil bruge de syv billige og velkendte blodtryksmidler, som allerede er på markedet. De koster kun en halv til en hel krone om dagen og fire af dem har desuden vist, at de kan forebygge blodpropper og hjertesvigt. ”Så jeg vil ikke kunne forsvare at vælge baxdrostat før, jeg har afprøvet alle de nuværende blodtrykssænkende præparater,” siger han.
Også professor i biomedicin ved Aarhus Universitet, Niels Henrik Buus, deler skepsissen. Han siger:
”Baxdrostat har en fin blodtrykssænkende effekt, men er helt sammenlignelig med det stof, som vi har brugt i mange år – spironolacton. Baxdrostat er nok tænkt som afløseren for spironolacton, men det giver cirka samme blodtrykssænkning. Om der er færre bivirkninger og om baxdrostat beskytter patienterne bedre, det ved vi ikke endnu. Vi ved kun, at det formentlig sænker blodtrykket lige så godt.”
Kun relevant for ganske få patienter
Michael Hecht Olsen oplever dog, at der findes en lille gruppe patienter, hvor alle kendte midler er prøvet af uden tilstrækkelig effekt eller med uacceptable bivirkninger. ”Det drejer sig sandsynligvis om færre end 50 patienter om året i Region Sjælland. Men her er det naturligvis rart at have endnu en mulighed, som jeg kan tilbyde dem, som ser ud til at kunne hjælpe betydeligt,” siger han.
Ifølge Niels Henrik Buus kan det også vise sig, at baxdrostat på længere sigt har særlige fordele, fordi det virker på en anden måde end de eksisterende midler. ”Derfor kan det tænkes at have en større organbeskyttende effekt, men det ved vi ikke endnu. Der er flere studier i gang med baxdrostat med mange patienter inkluderet, så på et tidspunkt bliver vi klogere. Uanset, så er det altid godt at have et ekstra præparat som en mulighed til de patienter, som eksempelvis ikke tåler spironolacton.”
Flere svar på vej
De store spørgsmål handler nu om pris, bivirkninger og om baxdrostat kan give ekstra beskyttelse mod hjertesygdom sammenlignet med de billige midler. I det nye studie havde få patienter alvorlige bivirkninger, og de fleste tålede behandlingen godt. Men forskerne understreger, at der skal flere og større studier til, før man kan sige, om baxdrostat reelt bliver et gennembrud i behandlingen af forhøjet blodtryk.
Artiklen er en omskrevet version af artiklen Baxdrostat kan blive endnu et værktøj i skuffen til patienter med ukontrolleret hypertension på Kardiologisk Tidsskrift
