Overlæge: Der er alt for få hudlæger – og patienterne kan vente årevis på god behandling

Hudlægerne er under massivt pres. Ventetiderne vokser, og patienter må vente op til flere år på effektiv behandling, mens systemet holder igen med de bedste lægemidler. Samtidig koster arbejdsbetingede hudsygdomme samfundet hundredvis af millioner. Overlæge Kristina Ibler peger på fire indsatsområder, hvor der er brug for handling.

På Folkemødet deltog Kristina Ibler, overlæge i dermatologi på Bispebjerg Hospital og lektor på Københavns Universitet. Hun slog et slag for, at vi som samfund allerede nu står over for massive udfordringer med at håndtere den voksende gruppe af hudpatienter. Det skete under debatten ’Når huden koster på samfundets bundlinje’, arrangeret af Sundhedspolitisk Tidsskrift og SundhedsTV. 

Hun uddyber her sine pointer.

Flere dermatologer i yderområderne

Du sagde på Folkemødet, at der er alt for få dermatologer uden for de store byer. Hvorfor er det et problem, som vi bør tage hånd om?

”Det betyder, at patienterne har svært ved at komme til hudlæge. Køerne bliver længere, og henvisningsvejen tager længere tid. I hovedstadsområdet står det bedre til.  

Hvad skal der så til for imødekomme udfordringen?

"Vi har brug for at uddanne flere hudlæger. Ventetiderne er allerede lange, og presset vokser kun i takt med, at flere ældre får dermatologiske følgesygdomme, at nye behandlinger giver dermatologiske bivirkninger, og at de mange nye behandlingsmuligheder øger tilstrømningen af patienter. I hele Danmark er vi kun 2-300 speciallæger i dermatologi – det er for få. Problemet med manglende speciallæger i yderområderne har vi talt om, lige så længe jeg har været i faget, uden at der for alvor er blevet gjort noget ved det."

Mere efteruddannelse til praktiserende læger

Kristina Ibler mener, at der er et stigende behov for, at praktiserende læger får efteruddannelse inden for behandling af hudsygdomme. 

”Hudsygdomme fylder enormt i almen praksis – omkring 10 til 20 procent af alle konsultationer. Alligevel er dermatologi reduceret til et minimum i medicinstudiet, så de praktiserende læger står ofte dårligt rustet. Pludselig sidder man med fru Jensen og hendes hudproblem – og så er værktøjskassen tom. Mange hudsygdomme har de aldrig set før, og de spænder fra det trivielle til det komplekse. Det er et kæmpe paradoks: Et af de mest udbredte problemfelter, man møder i almen praksis er samtidig et af de mest underprioriterede i lægeuddannelsen."

Mange tager frivilligt kurser – er det ikke nok?

”Jo, nogle bliver dygtige, fordi de selv opsøger efteruddannelse. Men det er frivilligt, og det er ikke alle, der gør det. Resultatet er, at nogle er  gode til hud – mens andre ikke er klædt på. Det er for tilfældigt.”

Hvad betyder det for patienterne?

”Studier har vist, at fra en patient første gang går til egen læge med håndeksem, til de får en effektiv behandling, går  ofte flere år. Imens risikerer sygdommen at blive kronisk. Jeg kunne godt forestille mig, at man gjorde et hudophold obligatorisk i speciallægeuddannelsen i almen medicin, ligesom man har ophold hos andre specialer.”

Samtidig oplever I vel fået et stigende pres på grund af udviklingen generelt i samfundet?

”Ja, vi har blandt andet set en markant stigning i antallet af hudkræfttilfælde, og samtidig betyder den medicinske udvikling generelt, at vi får flere patienter. Mange nye specialbehandlinger fra andre specialer giver hudbivirkninger, som de respektive specialer ikke er vant til at håndtere. De patienter kommer til os. Dertil kommer, at befolkningen bliver ældre, og med alderen dukker andre følgesygdomme op, som også skal håndteres.”

Bedre brug af de effektive midler

Kristina Ibler mener desuden, at vi som samfund holder igen med at indføre moderne dermatologiske behandlinger, uden vi kender de fulde konsekvenser og omkostninger af den manglende behandling.

Hvorfor mener du, at vi ikke bruger de moderne behandlinger optimalt?

”For det første er det kun hospitalerne, der må bruge de effektive midler. Hvis de også kunne bruges  i praksis, ville vi kunne aflaste hospitalsafdelingerne betydeligt. For det andet handler det om økonomi. De nye dermatologiske lægemidler er dyre, så der er sat en grænse for, hvem der kan få dem,” siger Kristina Ibler og fortsætter:

”Samtidig kan vi kan jo se, hvordan sygdommen næsten forsvinder hos de patienterne, der får de moderne behandlinger, og det er en gevinst for både patient og samfund. Patienterne oplever, at de får et nyt liv. Men økonomien holder igen, for medicinen er dyr, og vi mangler stadig de store samfundsøkonomiske regnestykker, der inkluderer udgifter til sygemeldinger, sygedagpenge, jobtab, tabt arbejdsfortjeneste og så videre. Måske ville det vise sig, at vi faktisk ville vinde, hvis vi gav de dyre men effektive behandlinger tidligere.”

Og patienterne bliver på medicinen i mange år?

”Ja, oftest. Det er jo kroniske sygdomme. Når man først har fundet medicin, der virker, vil man jo helst ikke af med den. Vi forsøger at reducere patienternes medicin, når vi kan – det vil sige forsøger at finde den mindst mulige effektive dosis. Men de fleste kan ikke trappes helt ud, og derfor vokser  patientpuljen hele tiden, og det presser afdelingerne Til gengæld betyder de effektive behandlinger, at vi kan øge intervallet mellem kontrolbesøgene.”

Forebyggelse af hudsygdomme på arbejdspladser

Udover at vi skal have fokus på bedre behandling, er det også afgørende at forebygge, at hudsygdomme opstår. Det gælder især på arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner, hvor risikoen for at udvikle erhvervsrelateret  hudsygdom er høj.

Hvad har du i tankerne, når du siger, at vi skal have fokus på forebygge hudsygdomme på arbejdspladser?

”I mange faggrupper er der høj risiko for at udvikle kronisk håndeksem. Særligt i faggrupper som arbejder med våde hænder, for eksempel rengøringsassistenter, sundhedsarbejdere, frisører og kokke men også andre manuelle fag. Forebyggelse af håndeksem burde udgøre en fast del i de respektive uddannelser og på arbejdspladserne. Ved at fokusere på forebyggelse kunne vi hindre at op mod 20 procent af personaler i højrisikoerhverv udvikler håndeksem, som kan få indgribende konsekvenser for både erhvervsevne og livskvalitet.”

Kristina Ibler har selv forsket i håndeksem på arbejdspladser og kender problemet indgående.   

”I næste uge skal vi ud på en hotel- og restaurantskole og screene eleverne for håndeksem og undersøge, hvor meget de ved om håndeksem og forebyggelse.”

Hvad koster arbejdsbetinget håndeksem samfundet, tror du?

”Der foreligger estimater på, at arbejdsbetinget håndeksem koster samfundet omkring 800 millioner kroner om året. Disse tal er blandt andet baseret på data fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Men formentlig er det reelle tal langt større, da mange ikke får deres eksem anmeldt. Enten fordi de ikke går til læge med det, eller ikke henvises til hudlæge. Der er et stort mørketal, hvad arbejdsbetinget håndeksem angår.  

Så det er både et livskvalitets- og økonomisk problem?

”Ja. Mange i de her fag kalder det bare ’arbejdshænder’ og tror, at det er normalt. De ved ikke, at det er en sygdom, som skal behandles og tages alvorligt, da den over tid kan påvirke erhvervsevnen og ikke mindst livskvaliteten på grund af smerter, revner i fingrene og andre generende symptomer. Vi burde tage sygdommen mere alvorligt i vores samfund, og det starter med oplysning og forebyggelse.”