”Smerter fylder meget og påvirker patienternes hverdag og livskvalitet. Det giver god mening at interessere sig for TTFields, hvis det kan forlænge tiden til forværring af smerter. Især hos patienter med store tumorer, hvor smerter fylder meget,” siger Inna Chen.
Ny elektrisk behandling for kræft i bugspytkirtlen giver længere overlevelse og færre smerterivirkninger
En ny type behandling med elektriske felter – kaldet tumor treating fields – kombineret med kemoterapi ser ud til at forlænge livet for patienter med fremskreden kræft i bugspytkirtlen, hvor operation ikke længere er mulig. Behandlingen giver samtidig færre smerter. Men selv om resultaterne er lovende, forventer overlæge Inna Chen ikke, at teknologien bliver taget i brug i Danmark.
Resultaterne stammer fra fase 3-studiet PANOVA-3, som blev præsenteret på de amerikanske onkologers årsmøde ASCO 2025. Her deltog 571 patienter med fremskreden kræft i bugspytkirtlen. Kræften kunne ikke fjernes ved operation, og alle patienterne fik kemoterapi med to stoffer (gemcitabin og nab-paclitaxel). Halvdelen fik samtidig den nye TTFields-behandling, mens den anden halvdel kun fik kemoterapi.
TTFields er en metode, hvor svage elektriske felter sendes ind i kroppen via elektroder, der sættes fast på huden over det sted, hvor kræften sidder. Elektriske felter i denne styrke er ikke farlige for kroppen, men påvirker kræftcellernes evne til at dele sig.
Behandlingen er tidligere blevet brugt til patienter med andre kræftformer, blandt andet en særlig type hjernekræft og lungekræft, hvor den har vist sig at forlænge overlevelsen.
I PANOVA-3-forsøget viste tallene, at de patienter, der fik TTFields sammen med kemoterapi, i gennemsnit levede lidt over 16 måneder, mens dem, der kun fik kemoterapi, levede knap 14 en halv måned. Det svarer til, at risikoen for at dø på et givent tidspunkt var 18 procent lavere i gruppen med den nye behandling.
Endnu mere markant var forskellen i den periode, hvor patienterne var fri for stærke smerter. Her levede gruppen med TTFields næsten 15 og en halv måned uden forværring af smerterne, mens den anden gruppe kun var smertefri i godt 9 måneder. Smertefrihed blev målt ved hjælp af en spørgeskema-skala, hvor en stigning på mindst 20 point eller død blev regnet som afslutning på den smertefri periode.
Behandlingen førte også til færre tilfælde, hvor kræften bredte sig til andre organer i kroppen. Til gengæld blev der ikke set forskel, når man målte på, hvor længe kræften holdt sig i ro i det hele taget, eller hvor stor en andel af patienterne der oplevede, at tumoren svandt ind.
Overlæge Inna Chen fra Herlev og Gentofte Hospital hæfter sig især ved den smertelindrende effekt:
”Smerter fylder meget og påvirker patienternes hverdag og livskvalitet. Det giver god mening at interessere sig for TTFields, hvis det kan forlænge tiden til forværring af smerter. Især hos patienter med store tumorer, hvor smerter fylder meget,” siger Inna Chen, som ikke selv er involveret i studiet.
Det viser studiet
På trods af de positive resultater vurderer Inna Chen, at behandlingen næppe bliver tilbudt i Danmark lige foreløbig. En af grundene er prisen, som ligger på omkring 20.000 amerikanske dollars om måneden per patient – svarende til omkring 140.000 kroner.
Derudover er behandlingen krævende i praksis. Patienterne skal bære apparatet, der sender de elektriske felter ind i kroppen, i mindst 18 timer om dagen. Det kræver både tid, vilje og støtte i hverdagen.
"Jeg er ikke sikker på, det kommer i Danmark. Ja, det giver en OS-gevinst (overlevelses-gevinst, red.) og færre smerter, men der er også en bagside, som man er nødt til at tage højde for. Dels er det en dyr behandling, cirka $20.000 om måneden per patient. Dels er det en krævende behandling, idet patienterne skal gå med apparatet i mindst 18 timer om dagen. Hvis vi får det i klinikken, er vi nødt til at tage diskussionen med patienterne og være tydelige omkring, hvad det kræver. Det er ikke alle, der har en livsstil, der er forenelig med at gå med sådan et apparat 18 timer om dagen,” siger Inna Chen.
erudover oplevede over tre fjerdedele af patienterne i forsøget hudgener på grund af apparatet. De fleste gener var milde til moderate, men næsten 8 procent fik hudproblemer af mere alvorlig karakter. Til gengæld blev der ikke rapporteret om flere bivirkninger fra resten af kroppen (såkaldt systemisk toksicitet) ved at bruge TTFields.
Et nyt forsøg – PANOVA-4 – er allerede i gang. Her bliver TTFields kombineret med både kemoterapi og immunterapi (et lægemiddel kaldet atezolizumab) hos patienter, hvor kræften i bugspytkirtlen har spredt sig til andre steder i kroppen.
”Hvis det også falder positivt ud, og det lykkes at forlænge OS og forbedre patienternes livskvalitet, så vil det dels bekræfte det primære endepunkt i PANOVA-3, dels vil det underbygge, at vi skal have behandlingen ind i klinikken,” siger Inna Chen.
Artiklen er en omskrevet version af artiklen Tumor treating fields forlænger overlevelsen ved lokalavanceret pancreascancer på Onkologisk Tidsskrift
