Fæcestransplantation kan hjælpe diabetespatienter med svære mave-tarm-symptomer
Fæcestransplantation kan lindre maveproblemer og øge livskvaliteten hos type 1-diabetespatienter.
Det viser resultater fra det danske FADIGAS-studie, som blev præsenteret på det europæiske gastroenterologiske selskabs årsmøde, UEG Week 2024.
”Det er nogle meget pæne resultater, vi får. Fæcestransplantation giver en statistisk signifikant forbedring sammenlignet med placebo, selvom vi kun har få deltagere med i forsøget, og det kunne være meget interessant at gentage forsøget med en større patientpopulation,” siger Katrine Høyer, som modtog prisen for Best Oral Abstract for sin præsentation af studiet. Hun er læge og ph.d.-studerende på afdelingen Lever-, Mave- og Tarmsygdomme på Aarhus Universitetshospital.
Sikkert og effektivt
Studiet inkluderede 20 voksne patienter med type 1-diabetes og moderate til svære mave-tarm-symptomer. Patienterne blev tilfældigt fordelt til enten at modtage kapsler med donorfæces eller placebo, og alle fik fæcestransplantation efter seks uger.
Symptomer og livskvalitet blev vurderet før og efter behandlingen. Resultaterne viste, at patienter, der fik fæcestransplantation, havde en betydelig reduktion i mave-tarmsymptomer i den nedre del af systemet. Deres gennemsnitlige score for symptomer faldt fra 58 til 35, mens patienter i placebogruppen kun oplevede et mindre fald fra 64 til 56. Symptomer i den øvre del af mave-tarm-kanalen blev også forbedret. Scoren faldt fra 42 til 25 hos patienter, der fik fæcestransplantation, sammenlignet med et fald fra 47 til 41 i placebogruppen.
Livskvaliteten blev også forbedret markant hos patienter, der fik fæcestransplantation. Deres score steg fra 108 til 140, mens placebogruppen kun oplevede en mindre stigning fra 77 til 92.
Bivirkningerne var generelt milde og omfattede diarré, oppustethed og mavesmerter. I alt blev der registreret 24 bivirkninger af moderat karakter, hvoraf syv blev rapporteret i gruppen, der modtog fæcestransplantation, og 17 i placebogruppen. Ingen af bivirkningerne var alvorlige.
Studiet peger på, at fæcestransplantation kan være en effektiv behandling for at reducere maveproblemer og forbedre livskvaliteten hos patienter med type 1-diabetes og svære mave-tarm-sygdomme.
”Studiet har slået fast, at FMT (fæcestransplantation, red.) er sikkert, og effektresultaterne er meget lovende. Men vi kan ikke ud fra studiet sige, at alle patienter med type 1-diabetes og svære mave-tarm-symptomer skal tilbydes fæcestransplantation. Til det har vi brug for et større studie, som genfinder resultaterne,” siger Katrine Høyer.
Symptomerne vender tilbage
Diabetisk gastroenteropati er en hyppig bivirkning til type 1-diabetes, og nyere forskning viser, at én ud af fire patienter oplever mave-tarm-symptomer.
”Vi formoder, at symptomerne skyldes neuropati i tarmen, som medfører dårligere tarmmotilitet og ophobning af afføring, hvilket medfører en ændring af mikrobiota. Det er ud fra den teori, at man kan forestille sig FMT som en behandlingsmulighed,” siger Katrine Høyer.
Der er dog stadig en del ubesvarede spørgsmål om netop mekanismen.
”Vi kender ikke mekanismen. Vi kan se, at FMT virker, men vi vil gerne vide, hvorfor det virker. Og så mangler vi svar på, om det er tilstrækkeligt med én behandling, eller om der er behov for gentagne behandlinger,” siger Katrine Høyer.
Hun fortæller, at mange af forsøgsdeltagerne, som havde god effekt af fæcestransplantation, desværre oplevede, at symptomerne vendte tilbage efter nogen tid. Det kunne tyde på, at der er behov for gentagne behandlinger.
”Det er muligt, at patienternes sygdom disponerer for et ringere mikrobiota, og at bakteriesammensætningen langsomt forværres igen efter FMT. Vi ved det ikke, men det er noget af det, vi gerne vil undersøge i et større studie,” siger Katrine Høyer.