Skip to main content


"Det bør blive standard adjuverende behandling, fordi effekten er så overbevisende," siger Azza Khalil om Tagrisso.

Håb for visse patienter med lungekræft: Medicin reducerer dødelighed med 51 procent

Ny forskning viser, at ni ud af ti patienter med en bestemt type lungekræft, som fik lægemidlet Tagrisso (osimertinib) efter, at de havde fået fjernet kræften ved operation, stadig var i live fem år efter operation.

Når patienter modtager Tagrisso efter operationen sker det for at hindre tilbagefald af sygdommen. Denne form for behandling kaldes adjuverende behandling.

Forskningen blev præsenteret ved den amerikanske kræftkongres ASCO 2023 og er baseret på de første overlevelsesdata fra et omfattende fase III-forsøg kaldet ADAURA.

”Det er meget flotte resultater. Det er fantastisk, at vi nu endelig ser effekt af targeteret adjuverende behandling i tidlige stadier, og at overlevelsesgevinsten går på tværs af stadier – selvom den er størst i stadium III. Det er rigtig godt nyt, for det er en stor patientgruppe, der kan få gavn af behandlingen,” siger Azza Khalil, overlæge på Kræftafdelingen ved Aarhus Universitetshospital, som overværede præsentationen i Chicago.

Om Tagrisso

Tagrisso (osimertinib) er en form for målrettet kræftbehandling kendt som en tyrosinkinasehæmmer. Det blev udviklet til at behandle former for ikke-småcellet lungekræft (NSCLC), der har en specifik genmutation kendt som EGFR (epidermal vækstfaktorreceptor). Mutationer i EGFR-genet kan føre til overaktivitet i EGFR-proteinet, hvilket kan stimulere cellerne til at dele sig og vokse unormalt, hvilket fører til kræft.

Tagrisso virker ved at blokere aktiviteten af det muterede EGFR-protein, hvilket hjælper med at stoppe eller bremse væksten af kræftceller.

Den nye forskning viser, at Tagrisso markant reducerer risikoen for død hos patienter med tidlige stadier af en specifik type lungekræft (kaldet ikke-småcellet lungekræft eller NSCL), der har en særlig genetisk mutation (kendt som EGFR). Blandt patienterne, der modtog Tagrisso, var 88 procent stadig i live fem år efter operationen, sammenlignet med 78 procent af patienterne i den gruppe, der fik en placebo.

Samlet var risikoen for død reduceret med 51 procent med osimertinib sammenlignet med placebo.

Kan ændre praksis

Så sent som i oktober 2022 afviste Medicinrådet at anbefale osimertinib til adjuverende behandling af EGFR-muteret ikke-småcellet lungekræft. Rådets begrundelse var dels, at der ikke var tilstrækkelig lang opfølgning til at vurdere, om behandlingen forlænger patienternes liv i forhold til den behandlingsfrie monitorering, de får i dag, dels at osimertinib er dyrere.

Men med de nye overlevelsesdata bør osimertinib blive ny standardbehandling, mener Azza Khalil.

”Det bør blive standard adjuverende behandling, fordi effekten er så overbevisende. I dag får patienterne adjuverende platinbaseret kemoterapi, og det giver normalt en overlevelsesgevinst på fem til seks procent over fem år. Den gevinst er nu fordoblet med osimertinib. Jeg tror, studiet bliver praksisændrende, men det skal selvfølgelig drøftes i Medicinrådet,” siger hun.

Ubesvarede spørgsmål

Ifølge Azza Khalil bliver det relevant at diskutere, hvor længe patienterne skal have adjuverende osimertinib.

”I ADAURA var behandlingsvarigheden tre år, men det er uklart, hvorfor man valgte tre år frem for eksempelvis to eller fem år, så det kommer man til at diskutere. Jeg tror, at fremtidige studier vil undersøge, om vi kan bruge ctDNA (blodprøver, som kan afsløre, om der stadig er små fragmenter af DNA, der er frigivet fra kræftceller, red.) til at vejlede behandlingsvarigheden,” siger hun.

Et andet spørgsmål er ifølge Azza Khalil, om man helt kan undvære adjuverende kemoterapi til fordel for osimertinib. ADAURA inkluderede både patienter, som havde fået kemoterapi, og patienter, som ikke havde fået kemoterapi, og begge grupper havde en overlevelsesgevinst med osimertinib sammenlignet med placebo.

Osimertinib reducerede risikoen for død fem år efter operation med 51 procent hos patienter, der tidligere havde fået adjuverende kemoterapi, og med 53 procent hos patienter, som ikke havde fået kemoterapi.

”Det kunne være interessant med et nyt studie, som sammenligner kemoterapi plus osimertinib med osimertinib alene. Vi kan ikke ud fra ADAURA konkludere, at det er nok med osimertinib alene,” siger Azza Khalil.

ADAURA blev gennemført i 26 forskellige lande. I alt blev 682 patienter tilfældigt udvalgt til at få enten 80 mg daglig osimertinib eller placebo i tre år eller indtil tilbagefald eller uacceptable bivirkninger.

Tidligere resultater af ADAURA har vist, at osimertinib mindsker risikoen for tilbagefald markant sammenliget med placebo. Risikoen for, at kræften kommer tilbage, er 80 procent lavere for dem, der tager osimertinib sammenlignet med dem, der tager placebo. Det var disse resultater, Medicinrådet tog stilling til, da det i 2022 afviste behandlingen.

 

lungekræft, asco2023