Patienter er med under vagtoverlevering
På Rigshospitalets afdeling for gynækologisk cancer og hjernetumorer har man droppet vagtoverlevering bag lukkede døre. Nu inddrages patienten, når personalet overleverer til hinanden.
Det skriver dr.dk.
Siden januar er afsnittet gået over til en ny måde at overdrage aftenvagten mellem den sygeplejerske, der går hjem og den, der tager over. Hvor vagtskiftet før skete bag lukkede døre på sygeplejerskernes personalestue, overdrager man nu på patientstuen.
Det har vist sig at være en ordning, der er så god, at den skal bredes ud.
"Internationale erfaringer viser, at det har flere fordele at inddrage patienten i overleveringen. Det mindsker risikoen for fejl og misforståelser, pårørende får mulighed for at være med og stille spørgsmål, patienten føler sig tryggere og patienttilfredsheden er ganske enkelt højere," siger Mille Guldager til dr.dk. Hun er klinisk sygeplejespecialist og projektleder på at få den nye ordning indført.
Patienttilfredsheden er steget markant på afdelingen. Det viser både en spørgeskemaundersøgelse og en række interviews med patienter, som Mille Guldager Christiansen har fulgt projektet op med.
Den nye procedure har også betydet, at sygeplejerskerne ser patienterne fra vagtens start, og at patienterne ringer mindre efter sygeplejerskerne om eftermiddagen, mens de er indlagt.
Ordningen med at holde vagtoverleveringsmøder foran patienten i stedet for på personalestuen er så god en idé, at det nu skal udbredes, mener de konservatives formand for Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden, Christoffer Buster Reinhardt.
"Vi skal tage det op i Sundhedsudvalget, og så skal vi selvfølgelig fortælle kollegerne i Region Hovedstaden om de gode resultater. Vi skal lære af den nye bedste måde at gøre tingene på," siger han til dr.dk.
