
Flere og flere danskere bliver ramt af bakterieinfektioner
De seneste otte år er antallet af danskere, som bliver ramt af infektioner i blodet vokset med en tredjedel. Herunder er der sket en markant stigning de seneste år i antallet af danskere, der bliver smittet med de multiresistente MRSA-bakterier.
Det fremgår af Danmap-rapporten, som offentliggøres i dag, fredag. Bag den står DTU Fødevareinstituttet, DTU Veterinærinstituttet og Statens Serum Institut. Rapporten opgør antallet af infektioner og brugen af antibiotika hos mennesker og dyr.
I 2009 blev der indberettet i alt 8.277 tilfælde af invasive infektioner (det vil sige infektioner i blodet), mens der i 2017 var 10.795 tilfælde.
”Der er tale om en stigning på 30 procent% fra 2009-2017. Og for E.coli er tallet steget med hele 45 procent. E. coli er den bakterie, der oftest giver infektioner i blodet. Det er en meget markant udvikling”, siger overlæge Ute Wolff Sönksen fra Statens Serum Institut til instituttets hjemmeside.
Samtidig har andelen af resistente bakterier i de fleste blodbane-infektioner ikke ændret sig væsentligt. Det vil sige, at fordi det samlede antal af infektioner stiger, så vokser antallet af infektioner med resistente bakterier også.
”Parallelt med dette har vi de seneste år set en stigning i antallet af multiresistente bakterier fra forskellige hospitalsprøver. Disse prøver bliver ofte taget som screeningsprøver, når man har mistanke om udbrud eller hos særligt skrøbelige patienter. Her kan vi for eksempel se endnu en stigning i antallet af carbapenemase-producerende organismer (CPO), der hører til gruppen af multiresistente bakterier, som vi overvåger særskilt. Antallet af infektioner med vancomycin-resistente enterokokker (VRE) er til gengæld ikke steget i 2017, hvilket selvfølgelig er godt. Men desværre er det heller ikke faldet, og der er sket en større spredning af VRE-bakterier på tværs af landet”, siger Ute Wolff Sönksen.
Infektioner med VRE kan være meget svære at behandle, da enterokokbakterier som udgangspunkt er resistente mod en række af de antibiotikatyper, man oftest bruger. Når vancomycin ikke virker, er der derfor kun meget få valgmuligheder tilbage, og disse har som oftest en del bivirkninger. Blandt andet at det at bruge dem i sig selv kan være med til at fremme resistensudvikling.
Der er ikke et entydigt svar på, hvorfor antallet af infektioner i blodet generelt er steget de seneste år. Men en del af forklaringen er, at der er kommet flere ældre, og at der bliver foretaget flere behandlinger på sygehusene.
Det er især ældre og svagelige, der er i fare for at få infektioner - og det er ofte på sygehuse, at patienter bliver ramt af en infektion.
Endelig viser de nye tal i DANMAP-rapporten, at der atter er sket en stigning i antallet af borgere og patienter, der bliver smittet med MRSA. Det gælder både antallet af nye MRSA-tilfælde og antallet af infektioner med MRSA. Mens der i 2009 blev registreret 722 tilfælde af MRSA, opdagede man i 2017 fem gange så mange MRSA-tilfælde hos mennesker - nemlig 3579.
”Udviklingen stiller store krav til det moderne sundhedsvæsen, som skal håndtere patienterne. Både dem med følsomme og dem med resistente infektioner. Et øget antal infektioner vil også automatisk øge antibiotikaforbruget. Det vil så igen øge risikoen for, at der udvikles endnu flere resistente infektioner. Endelig stiller udviklingen store krav til infektionskontrol og hygiejne”, siger Ute Wolff Sönksen.
