Skip to main content


Måske kan du som pårørende hjælpe med at lave mad.

Sådan kan du spørge netværket om hjælp, hvis sygdommen rammer

Hvordan kan du bede venner om hjælp, hvis du er ramt af f.eks. kræft? Og hvordan kan du hjælpe, hvis en pårørende er blevet meget syg?

Det kan en ny app fra Kræftens Bekæmpelse hjælpe med.

37.000 danskere får årligt konstateret kræft, og 9 ud af 10 af dem har brug for hjælp og støtte i kræftforløbet. Men fire ud af 10 af kræftpatienter oplever, at det er svært at bede omgangskredsen om hjælp.

Med en ny app kan kræftpatienten og de nærmeste pårørende oprette et lukket netværk, som de kan invitere udvalgte venner, familiemedlemmer og bekendte med i som hjælpere. I netværket kan man oprette forskellige typer af opgaver og informere om status på sygdomsforløbet.Det kan eksempelvis være hjælp til at aflaste med praktiske gøremål såsom madlavning, husarbejde og børnepasning.

Appen hedder ”Sammenholdet", er gratis og er udviklet af Kræftens Bekæmpelse.

"Med Sammenholdet håber vi, at kunne gøre det lettere – både for den, der er syg, at bede om hjælp til stort og småt i hverdagen. Og for omgangskredsen, som gerne vil hjælpe, at se, hvad der konkret er brug for hjælp til, så de får lettere ved at træde til," siger Laila Walther, afdelingschef i Patient- & Pårørendestøtte i Kræftens Bekæmpelse til Kræftens Bekæmpelses hjemmeside.

En spørgeskemaundersøgelse i Kræftens Bekæmpelses brugerpanel,som 549 nuværende og tidligere kræftpatienter har besvaret, viser, at 9 ud af 10 har brug for praktisk hjælp og emotionel støtte fra deres omgangskreds i kræftforløbet. Nogle har haft brug for en, der kunne tage med til samtaler på sygehuset eller en at tale med. Andre har haft brug for praktisk hjælp i hverdagen, som transport, pasning af børn, havearbejde og madlavning. Fire ud af 10 af kræftpatienterne i panelet oplevede desuden, at det var svært at bede omgangskredsen om hjælp.

"Som kræftsyg kan det være svært at bede om hjælp – også selv om venner og bekendte velmenende har sagt ’du kan bare ringe’. Samtidig kan det være svært som pårørende at vide, hvad kræftpatienten har brug for hjælp til. Det håber vi, at den nye app kan være med til at ændre på," siger Laila Walther, afdelingschef i Patient- & Pårørendestøtte i Kræftens Bekæmpelse.