
Patienter får 90.000 medicinskader hvert år - nyt projekt skal halvere antal
I 2016 blev der i alt indrapporteret 90.661 tilfælde af utilsigtede hændelser i forbindelse med medicinering. Godt syv procent af medicinfejlene endte med moderate skader, der krævede behandling eller indlæggelse, og en procent endte med alvorlige skader, der var permanente eller livstruende, mens 0,14 procent døde. Det svarer til 105 personer i 2016.
Nu skal der gøres en effektiv indsats for at øge sikkerheden omkring lægemidler og medicinering i Danmark. En række myndigheder og organisationer går sammen om programmet ^Medicin uden skade’, hvor målet er mindst at halvere forekomsten af alvorlige medicinskader.
Det er et dansk program, der skal støtte op om WHO’s globale initiativ Medication Without Harm. Styrelsen for Patientsikkerhed og Dansk Selskab for Patientsikkerhed står i fællesskab for at koordinere indsatsen, der lanceres ved et møde i Apotekerforeningen på onsdag, 21. marts.
Ved lanceringen vil der være en række faglige indlæg, hvor forskellige løsningsmodeller præsenteres: Desuden kan man høre, hvordan medicin kan opleves fra patienternes og de pårørendes vinkel.
Der er udpeget en programkomiteen for Medicin uden skade, og den har repræsentation fra en række vigtige interessenter i sundhedsvæsenet. Ved det første møde i januar var der enighed i komiteen om, at Medicin uden skade-projektet ikke skal opfinde nye løsninger, men snarere være paraply for en kortlægning af området. Opgaven er at indkredse løsninger, der fungerer, og koordinere udbredelsen af de tiltag, der har vist sig at være effektive. Medicin uden skade kan også være katalysator for nye samarbejder på medicinsikkerheds-området.
WHO har udpeget tre særlige indsatsområder, som også bliver centrale i det danske program.
- Polyfarmaci: mange forskellige lægemidler i kombination til den samme patient gør det vanskeligt at vide, hvad effekt og bivirkninger er, og hvordan lægemidlerne påvirker hinanden indbyrdes.
- Overgange: Skift mellem afdelinger eller sektorer giver stor risiko for fejl i medicineringen.
- Risikosituationer: Nogle lægemidler kan være farlige i bestemte situationer, fx insulin, morfin og blodfortyndende behandling.
Foruden programkomiteen er nedsat en referencegruppe med faglige eksperter inden for medicinsikkerhed. Referencegruppen mødes for første gang på onsdag for at diskutere, hvordan man identificerer de mest effektive interventioner, og hvordan man vil kunne måle, om der er effekt af tiltagene.
Fakta: Følgende myndigheder og organisationer er med i programkomiteen for Medicin uden skade:
• Sundhedsstyrelsen
• Lægemiddelstyrelsen
• Danske Regioner
• Danmarks Apotekerforening
• Danske patienter
• KL
• Lægeforeningen
• Dansk Sygeplejeråd
• PharmaDanmark
• FOA
• Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM)
• Styrelsen for Patientsikkerhed
• Dansk Selskab for Patientsikkerhed
