Et danskudviklet 3D-printet implantat har i dyreforsøg vist sig i stand til at styrke sammensyningen af tarme.

Hvert år får cirka 1.500 danskere clipset tarmene sammen med en kirurgisk clipsemaskine. Det sker ofte efter kræftoperationer i endetarmen, og metoden kaldes staplet anastomose. Efterfølgende oplever op til hver tiende patient, at der går hul på sammensyningen – en såkaldt anastomoselækage. Det er en meget alvorlig komplikation, som ofte resulterer i, at kirurgerne må operere igen og anlægge stomi. Desuden tyder det på, at lækagen øger risikoen for tilbagefald blandt patienter, der er opereret for endetarmskræft.

Nu har forskere fra Aarhus Universitet og Syddansk Universitet udviklet et lille 3D-printet implantat, som i indledende dyreforsøg har vist lovende resultater.

"Idéen opstod efter andre forsøg med at tætne syninger, fordi vi så ofte står over for problematikken med, at de ikke holder. Derfor kontaktede vi Dang Quang Svend Le på Aarhus Universitet, som er ekspert i biomedicinsk 3D-print," fortæller Mark Ellebæk, der er kirurg og klinisk lektor på SDU og OUH, hvor han primært arbejder med tarmoperationer som følge af endetarmskræft.

Dang Quang Svend Le har designet implantatet med input fra Mark Ellebæks forskergruppe og med udgangspunkt i tarmens anatomi og bevægelsesmønstre. Resultatet er en lille bølget anordning, som sættes på clipsemaskinen.

”Et af kravene til implantatet var, at det skulle være nemt at bruge og virke med det samme. Inden for vævsteknologi er konceptet ofte sådan, at man placerer et implantat i kroppen, og så skal cellerne overtage med tiden. Det kan resultere i meget komplicerede løsninger med intelligente polymerer, stamceller, vækstfaktorer og lignende, men det er der ikke tid til med denne operation. Derfor var det nødvendigt med et meget simpelt, men også meget gennemtænkt design,” fortæller Dang Quang Svend Le, der er adjunkt ved Klinisk Institut på Aarhus Universitet.

Som at hæfte to cykelslanger sammen

Det 3D-printede implantat er fremstillet af det FDA-godkendte materiale polycaprolactone. Det er bøjeligt og udformet således, at clipsemaskinens titaniumclips bøjer rundt om implantatet, når de hæftes til tarmen, hvilket forstærker sammensyningen.

”At hæfte to tarmender sammen svarer lidt til at skulle hæfte to cykelslangeender sammen. Det kan være vanskeligt at lave en sammenføjning, der holder, hvis ikke man har en forstærkning, og det er formålet med implantatet,” forklarer Dang Quang Svend Le.

Implantatet er desuden designet, så det passer til de clipsemaskiner, der findes på markedet for operationsudstyr, og kan tilpasses forskellige typer clipsemaskiner.

20 procent stærkere sammensyning

Kirurgerne har testet 3D-implantatet på 17 grise, og de første forsøg har været vellykkede.

Indtil videre har man kun testet implantatet på grisenes tyndtarme, da de er lettere at arbejde med end endetarmen. Hver gris fik foretaget tre anastomoser: én kontrol og to interventioner med implantat. Da grisetarme heler bedre end mennesketarme, var det ikke muligt at bruge lækage som endepunkt. I stedet har forskerne vurderet sammensyningens styrke ved at placere tarmen i en strækmaskine fem dage efter indgrebet. Testen foretages efter fem dage, fordi det typisk er på femtedagen, at der går på hul på sammensyningen.

”Vores forsøg viser, at sammensyningen er 20 procent stærkere i de tarme, hvor der er anvendt implantant. Det må siges at være et meget positivt resultat,” siger Mark Ellebæk. Resultatet er udgivet i tidsskriftet Langenbeck's Archives of Surgery.

Forskergruppen har endnu et studie på vej, hvor de har undersøgt langtidsvirkningen af implantatet.

”Vi er ikke de første, der forsøger at forstærke sammensyningen, og man er ofte stødt på det problem, at der opstår forsnævringer i sammensyningen efter et stykke tid. Derfor har vi gentaget forsøget og undersøgt grisene efter en måned, og der var heldigvis ikke opstået forsnævringer,” fortæller Mark Ellebæk.

Forskerne er nu i gang med at teste implantatet ved den operation, som udføres ved endetarmskræft. Her opererer man via en kikkert gennem maven og en clipsemaskine, der føres op i endetarmen. Endetarmen heler ikke så nemt som tyndtarmen, men Mark Ellebæk håber, implantatet har en tilsvarende effekt.

”Hvis det viser lige så gode resultater, er der ikke lang vej til at teste implantatet på mennesker," siger kirurgen.

Ved hjælp af en modificeret Kaplan-Meier estimator er det muligt at måle og sammenligne fysisk forbedring mellem grupper af MS-patienter.

Det viser en italiensk undersøgelse blandt stamcelletransplanterede (AHSCT) patienter, og forskerne foreslår på den baggrund at indføre fysisk forbedring som nyt effektmål i kliniske studier af MS-behandlinger.  

Udviklingen af nye potente lægemidler til behandling af MS betyder, at man inden for en overskuelig fremtid kan begynde at få behandlinger, der beskytter og endog reparerer myelinskader.  Det betyder, at fremtidige behandlinger også vil blive målt på, hvilke fysiske forbedringer de giver, og forskere fra Genova og Firenze byder i en artikel i Multiple Sclerosis Journal ind med en enkel metode til at vurdere neuroforbedring i videnskabelige studier. 

Forskerne har set på data fra i alt 121 stamcelletransplanterede MS-patienter, og ud af dem kunne de påvise fysisk forbedring efter fem år hos omkring halvdelen af RRMS-patienterne og 6,5 procent af SPMS-patienterne. En forskel, der ikke står lige så klart ved en traditionel kumulativ beregning af probability of improvent, skriver forskerne i MS Journal.

“Studiet viser relevansen af en ny estimator for prævalensen af forbedring ved MS. Denne estimator giver enkel information om, hvorvidt et lægemiddel giver varig fysisk forbedring, og det kan overvejes som et potentielt effektmål i videnskabelige studier af lægemidler med neurobeskyttende eller -reparerende effekt,” konkluderer de.

Kvinder med attakvis MS, som behandles med rituximab under deres graviditet, får ikke flere fødselskomplikationer end gennemsnitsbefolkningen. Og samtidig har de bemærkelsesværdigt lidt sygdomsaktivitet

Det viser et prospektivt studie foretaget af forskere fra Kaiser Permanente Southern California. 

Forskerne har samlet data for mor og barn fra Kaiser Permanentes patientjournaler fra 2012 til 2019. De har set på behandlingshistorik, graviditetsforløb og attak-aktivitet i forbindelse med 74 graviditeter hos 55 kvinder, som blev behandlet med rituximab i perioden.

Ved 32 af graviditeterne skete den sidste behandling med rituximab mellem 1,8 og 5,2 måneder før undfangelsen, og i ni tilfælde fik kvinderne utilsigtet behandling under graviditetens første trimester. Ud af 38 fødsler, var der tre tidlige fødsler, herunder en tvillingefødsel, hvor den ene tvilling døde, og et tilfælde af perinatalt stroke. Der var ingen dødfødte børn, ingen chorioamnionitis eller alvorlige misdannelser. 15 kvinder havde mindst en ufrivillig abort i første trimester, og otte af disse kvinder havde en forhistorie med infertilitet. 

Studiet viser ingen forbindelse mellem dosering af rituximab eller timingen af behandlingen og en forhøjet risiko for ufrivillig graviditet, og kun to kvinder (5,4 procent) fik attakker i studieperioden. En under graviditeten og en efter. 

På den baggrund konkluderer forskerne, at rituximab i denne kohorte ikke har øget antallet af graviditeteskomplikationer og at behandlingen har givet bemærkelsesværdig god sygdomskontrol, særligt sammenliget med kohorter, der har været behandlet med natalizumab umiddelbart før graviditet. Der er dog behov for større studier for at vurdere sikkerheden ved rituximab-behandling før graviditet, og indtil sådanne studier foreligger må behandlingen begrænses til kvinder med behov for højaktiv MS-behandling, konkluderer forskerne. (Artiklen i Neurology)

Sygdomsmodificerende terapier øger ikke MS-patienters risiko for at udvikle en svær form for Covid-19. Risikoen er dog større hos MS-patienter, der er ældre, overvægtige eller har alvorlige neurologiske svækkelser.

MS-patienter er en patientgruppe, som har været særligt i fokus under covid-19 pandemien, fordi de ofte tager sygdomsmodifcerende medicin, der undertrykker immunforsvaret, hvilket i udgangspunkt potentielt kan øge deres risiko for at udvikle alvorlig sygdom i forbindelse med smitte med Covid-19. Dette er dog endnu ikke fuldstændigt klarlagt.

Et hold franske forskere har set nærmere på denne risiko i et registerbaseret studie publiceret den 26. juni 2020 i tidsskriftet JAMA Neurology. Studiet inkluderede 347 MS-patienter med en gennemsnitsalder på 44.6 år som blev testet positive for covid-19 i marts måned 2020.

Omfanget af patienternes påvirkning blev fastlagt ved hjælp af den EDSS-skalaen. covid-19-sværhedsgraden blev evalueret ved hjælp af en syvpunkts-skala med en cutoff ved tre, hvilket betyder, at de, der scorede tre eller højere, havde en mere alvorlig påvirkning. (En score på tre betyder, at patienten var indlagt, men ikke behøvede ilt, mens en score på syv repræsenterede død. Af de 347 patienter, der deltog i undersøgelsen, havde 73 (21 procent) en score på tre eller højere i syvpunktsskalaen af ​​covid-19-sværhedsgraden, og 12 (3,5 procent) døde af sygdommen.

I alt 284 (81,8 procent) patienter modtog sygdomsmodificerende behandling. Analyser viste, at procentdelen af ​​patienter med svær covid-19 var højere blandt dem, der aldrig havde været i behandling med sygdomsmodificerende terapi, sammenlignet med dem, der modtog behandling - 46,0 procent mod 15,5 procent i den gruppe, som var i behandling.

Dette indikerer, at sygdomsmodificerende behandling altså ikke er knyttet til en større risiko for at udvikle svær covid-19. Forskerne konkluderer på den baggrund, at resultatet styrker anbefalingen om ikke at ophøre med den sygdomsmodificerende behandling og i øvrigt ikke forsinke behandlingsstart ved patienter med høj inflammatorisk aktivitet eller risiko for tilbagefald. Statistiske analyser fandt imidlertid, at det at være ældre, overvægtig og en højere grad af handicap var uafhængige risikofaktorer for udvikling af alvorlig covid-19-infektion blandt MS-patienter, og at dette bør danne udgangspunkt for en individuel tilrettelagt klinisk håndtering af denne gruppe patienter under covid-19-pandemien.