Skip to main content

Smerteklinikker siger nej til medicinsk cannabis

Nej. Nej. Nej. 

Praktiserende læger. Neurologer. Og nu smertelæger. Alle siger de nej til at udskrive medicinsk cannabis som led i den nye forsøgsordning, der trådte i kraft 1. januar.

”Efter en lang diskussion har vi besluttet ikke at ville udskrive medicinsk cannabis, fordi der på nuværende tidspunkt ikke er god nok evidens for, at det virker. Vi ved altså ikke, om det virker eller hvordan vi skal dosere det. Rigtig mange patienter ringer og spørger, om de kan få medicinsk cannabis, og flere siger, at de har et illegalt forbrug af cannabis, som de nu gerne vil have legaliseret. Men det gør vi naturligvis ikke”, siger Jette Højsted, specialeansvarlig overlæge på Tværfagligt Smertecenter på Rigshospitalet, til Ugeskrift for Læger.

Også på Smerteklinikken på Regionshospitalet Silkeborg er meldingen klar.

”Vi vil ikke udskrive medicinsk cannabis, fordi evidensen ikke er god nok for langt de fleste smertepatienter. Der er en meget lille gruppe patienter med neuropatiske smerter efter eksempelvis en blodprop eller anden nerveskade, hvor medicinsk cannabis måske kunne være en mulighed. Men det vil først være efter, vi har prøvet alt andet og veldokumenteret medicin af først. Desuden kommer mange smertepatienter og har enten prøvet cannabis-dråber eller har røget cannabis, men vi kan ikke tage ansvaret for at medicinere med stoffer, hvor interaktionen ikke er kendt”, siger klinikchef Randi Eltved til Ugeskrift for Læger.

Joachim Hoffmann, formand for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin, siger til ugeskriftet, at de i smertecentrene gerne vil påtage sig at ordinere medicinsk cannabis som led i kliniske forsøg, der er godkendt af videnskabsetisk komité.

“I dag har vi en sparsom viden om, hvem der skal have det, hvilke doser og langtidseffekterne. Og den eneste måde at finde ud af det på, er ved at lave kliniske studier, som går ud fra smertecentrene. Desuden skal vi huske på, at den moderne måde at behandle kroniske smerter på er med en multidisciplinær tilgang med mange faggrupper, og hvor medicin spiller en mindre rolle”, siger Joachim Hoffmann.

cannabis, medicinsk cannabis