Skip to main content


Nyt håb for dig der lider af migræne

Forskere har fundet en biomarkør, som kan bruges til at diagnosticere migræne, hvilket på sigt kan være med til at forebygge og forbedre behandlingen.

{snippet smerter}

Kvalme, lysoverfølsomhed og en kraftig, dunkende smerte som ofte er lokaliseret i den ene side af hovedet, er noget af det der karakteriserer et migræneanfald. Anfaldene er frygtelig invaliderende og kan forårsage mange sygedage for den enkelte.

Ifølge Sundhedsstyrelsens opgørelser fra 2015 lider næsten 650.000 danskere af migræne. En sygdom, der ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO er en af de 20 mest funktionsnedsættende sygdomme, der findes.

På Aalborg Universitet (AAU) har en forskergruppe fundet en pålidelig metode til at undersøge, om en person lider af migræne eller har risiko for at udvikle sygdommen. Forskerne har opdaget, at en gruppe migrænepatienter havde en anderledes sammensætning og mængde af såkaldte mikroRNA-segmenter i blodet end den raske kontrolgruppe. Studierne i mikroRNA kan være med til at kaste nyt lys på sygdommen, fortæller lektor Meg Duroux fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på AAU:

”Hvis vi kan finde ud af, hvilke stykker mikroRNA, der er direkte involveret i udviklingen af sygdommen, kan vi lave målrettet behandling mod dem. Det vil give os helt nye behandlingsmetoder.”

Før forskningen i mikroRNA bringer os til det stadie, hvor vi helt kan undgå at udvikle sygdommen, kan vi imidlertid høste gavn af mikroRNAets fordele som kroppens budbringer. Ved at analysere vores mikroRNA kan lægerne nemlig finde ud af, om forskellige behandlingsmetoder virker på den enkelte patient eller ej.

”Alle patienter reagerer ikke ens på den samme behandling. MikroRNA-signaturen kan bruges til at undersøge, hvordan den enkelte patient reagerer på en given behandling. På den måde kan læger vælge den bedst mulige behandling til den enkelte patient. Det vil vi meget gerne se ske i fremtiden,” fortæller lektor Parisa Gazerani fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på AAU.