Pårørende skal passe på sig selv

Du kan ikke gøre en forskel for andre, hvis ikke du passer på dig selv. Ny bog til pårørende guider til hvordan du kommer gennem en svær tid.

{snippet alle}

Det er svært at være tæt på et andet menneske, der er ramt af sygdom eller i krise. Som pårørende er vi ofte i tvivl om, hvad vi kan gøre, om vi gør det rigtige, hvordan vi støtter og gør en forskel. Undersøgelser viser, at pårørende har en stor betydning for hvordan og hvor hurtigt den sygdomsramte kommer sig. Men pårørende skal også passe på sig selv, da mange bliver så overanstrenget i rollen, at de selv kan blive syge med stress og depression.

En ny bog til pårørende ”Tæt på krise og sygdom” med undertitlen ”kunsten at gøre en forskel og passe på sig selv” kommer med inspiration, trøst og støtte til alle, der er pårørende. Udover faktuel viden, tips og øvelser rummer bogen også interviews med mennesker, der har været alvorligt syge, pårørende samt professionelle, der dele ud af deres værdifulde erfaringer og allerbedste råd.

”Gennem livet har jeg selv flere gange været tæt på menne­sker i krise og med fysisk og psykisk sygdom. Det var i man­ge år en meget ensom periode, hvor jeg slet ikke var bevidst om, hvor krævende det egentlig er at stå på sidelinjen og være lige så meget slået ud af kurs, som den ramte. Når nu jeg ikke selv var syg eller i krise, så kunne jeg da ikke tillade mig at synes, det var hårdt for mig? Så jeg græd i smug, havde ondt i maven, holdt tilbage, bed tænderne sammen og tilsidesatte mig selv for at give al energi til den ramte. Det er vel sådan, det er at være pårørende, tænkte jeg, ” siger forfatter Lizl Rand, der udover at være psykoterapeut, instruktør i psykisk førstehjælp og rådgiver i Psykiatrifonden tidligere har skrevet bestselleren Kom stærk ud af din angst (2012).

Du er ikke alene

”I dag er jeg blevet langt mere bevidst om og i stand til at kunne gøre en forskel for andre i krise, mens jeg samtidig passer på mig selv. Og i løbet af de seneste år har jeg gen­nem klienter, foredrag og som rådgiver i Psykiatrifonden fundet ud af, hvor vigtigt det er at støtte de pårørende, da de har kolossal indflydelse på, hvordan og hvor hur­tigt den ramte kommer sig. Samtidig kan egenomsorg og støtte til pårørende også ses som en forebyggende indsats. Det viser sig nemlig, at mange pårørende bliver så over­anstrengte af at passe på andre, at de selv bliver syge, ” siger Lizl Rand, der længe har manglet en brugsbog med råd og vejledning som hun kunne give til dem hun møder, når hun holder foredrag, underviser i psykisk førstehjælp eller har en-til-en-samtaler med mennesker, der er ramt af stress, angst eller depression.

”Denne bog er tænkt som inspiration, trøst og støtte til dig, der er pårørende. Og bogen er fyldt med håb. Her får du en masse gode råd til, hvordan du bedst gør en forskel for den syge og samtidig passer på dig selv. Men du får også indsigt i, hvordan andre, som har været i en lignende situation, har klaret sig igennem. I bogen er der seks interviews med kvinder og mænd, der alle på forskellig vis har været i voldsom krise som pårørende eller syge. Og det uanset hvilken sygdom, den syge var ramt af. Selvom der selvfølgelig er forskel på, om det er kræft, depression, blodprop, stress, angst, demens eller andet, er mange af faserne, tankerne og følelserne, du som pårørende oplever, de samme, ” forklarer Lizl Rand.

”Min erfaring er, at det kan være forløsende at møde andre, der bokser med det samme, som du selv gør. At det kan være en stor lettelse at finde ud af, at du ikke er alene. At andre også kæmper deres kampe og oplever hæslige sider af livet. Det kan være en stor hjælp at høre, at andre også kan være vrede, ulykkelige, trætte, irritere­de, bange, fortvivlede. Det kan måske også give dig håb og energi til at bevare håbet og til at nå en accept af din situation at spejle dig i andres oplevelser og erfaringer, ” siger Lizl Rand.

Som pårørende til et menneske, der er i krise eller alvorligt syg, er du ofte en af de vigtigste støtter under forløbet. Et forløb, som aldrig vil være helt at sammenligne med an­dres, da der er kolossal forskel på personer og vilkår.

5 gode råd til at slippe af med angsten

Er du en af de mange som lider af angst, og sætter den begrænsninger i din hverdag, så kan simple...

I bogen understreges det igen og igen, at pårørende er forskellige, og vores ressourcer, kompetencer, psykiske overskud, fysiske formå­en og muligheder for at påtage os rollen som pårørende også er forskellige. På samme måde er de ramte og deres reaktioner forskellige. Der er stor forskel på kriser, diagnoser, behand­lings- og rehabiliteringsforløb, og der er stor variation i vo­res relation. Hvordan er vores forhold til den ramte? Er det vores barn, ægtefælle, forældre, ven, kollega, nabo?

Alligevel har alle pårørende det til fælles, at det kan være så krævende og så stor en belastning psykisk, fysisk og praktisk. Derfor er det meget vigtigt, at vi som pårørende hele tiden har øje for, hvordan vi selv har det, og hvad vi har ressourcer til, så vi i tide kan søge hjælp og støtte. Ofte kan hjælpen blot være at få nogen timer ‘fri’ og komme væk fra krisen og sygdommen eller at kunne blive trøstet og tale ud om egne følelser og sige alt det ‘forbudte’, som f.eks., at man er træt af den syge, angst, udmattet, irriteret eller ensom.

Faktisk viser en helt ny undersøgelse fra Fol­kebevægelsen mod ensomhed og Foreningen Pårørende i Danmark, at hver femte pårørende til alvorligt syge med kræft, diabetes og demens føler sig ensomme. De mangler, at omgivelserne spørger til dem og lytter.

Kig indad for at hjælpe udad

I bogen anbefaler Lizl Rand, at pårørende kigger indad for at kunne hjælpe udad.

”Tæt på krise og sygdom” af Lizl Rand, 240 sider, Vejl. udsalgspris: 249.95 kr., Forlaget Ella

”For at kunne gøre en forskel for den ramte og samtidig passe på os selv, er det nødvendigt, at vi kender os selv og vores måde at være i verden på. Vi har alle nogle roller, som vi bevidst eller ubevidst agerer i. Nogle gange bliver vi be­stemte typer, når vi er samme med visse mennesker, så vores roller kan også ændre sig afhængigt af relationen. At vi op­fører os på en bestemt måde – har en rolle – kan forklares med, hvordan vi som små lærte at mestre forskellige situa­tioner i familien, i skolen etc. Det kaldes en mestrings-strategi. Og den er med til at forme vores personlighed og bliver dermed vores måde at gå ud i verden på og tackle forskel­lige situationer. Når vi ved, hvilke roller vi indtager, har vi også mulighed for at ændre på dem og f.eks. forstå, hvad vi gør for ikke at mærke, når noget gør ondt, ” siger Lizl Rand.

I bogen kan du møde og høste erfaringer og gode råd fra: Kapelmester Jan Glæsel, foredragsholder Michelle Hviid, karriererådgiver Agnethe Hviid, billedkunstner Per Hillo, forfatter Anna Grue, komiker Ane Høgsberg og overlæge i psykiatri Sebastian Swane, chefpsykolog Michael R. Danielsen, sognepræst Poul Joachim Stender, sygeplejespecialist Jesper Rasmussen, kultursociolog Emilia van Hauen, sygeplejerske Else Olesen samt læge og klinisk sexolog Jesper Bay-Hansen.

Udkast fra bogen:

Hvem er du? Hvordan er du som pårørende?

• Eleven fra flinkeskolen: Ham eller hende, der lever op til andres forventninger og gør alt det rigtige. Som smiler og slider, men glemmer sig selv?
• Klovnen: Ham eller hende, der altid er sjov og fører fokus væk fra det alvorlige og ubehagelige. Som ikke kan rumme eller tillade, at vi kan være kede af det, sorgfulde, afmægtige?
• Brandslukkeren: Den professionelle, der navigerer i krævende situationer, men som ikke mærker sig selv og som en anden superman-woman finder bideskin­nen frem og forsøger at redde alle på sin egen facon?
• Det voksne barn: Den overansvarlige perfektionist, der altid er vant til at tage affære og ansvar og som hele tiden forsøger at gøre alle tilpasse og mest af alt mær­ker omgivelsernes behov i stedet for sit eget?
• Mægleren: Den konfliktsky, der glatter ud og forsøger at få alle til at blive enige, så intet synes negativt eller farligt?
• Martyren: Ham eller hende, der føler sig som offer, og som oplever en gevinst ved at få omgivelsernes be­kræftelse på, hvor uretfærdigt det er?
• Den medafhængige: Ham eller hende, der fuldstændig taber sig selv i sin mission efter at hjælpe den ramte med sygdom. Som bliver så fanget i mønstre og re­aktioner hos den ramte, at han/hun glemmer egne problemer og skubber hele sit liv til side?

Spørgsmål til dig

• Har du nogle bestemte roller, som du især på­tager dig?
• Har du kun disse roller som pårørende, eller er de også en del af din personlighed i øvrigt?

 Værd at huske

• Du er ikke alene. Der er mange pårørende som dig, der også har ‘gået turen’.
• Du er helt almindelig. Alle de tanker, du har, og følelser, du oplever, er helt naturlige – an­dre pårørende har det på lignede måde. Så til­lad dine følelser og føl dig ikke forkert. Som almindeligt menneske er du ikke magiker: Du kan hverken trylle, helbrede, læse tanker eller konstant være en engel.
• Elsk dig selv. Du er den vigtigste person i dit eget liv. Som vi lærer i flyvemaskinen, skal vi al­tid huske selv først at tage iltmasken på for at kunne hjælpe andre. Og du skal ikke sætte dit liv på pause, fordi du er pårørende. Du skal stadig leve dit liv. Faktisk skal du netop nu søge at få dækket dine behov og opleve dejlige ting, så du har mere overskud til OGSÅ at være pårørende.
• Du er ansvarlig for dig selv. Og kun dig selv (– og selvfølgelig dine børn, til de er 18 år). Vi må alle hver især findes vores vej gennem livet. Vi kan ikke være ansvarlige for andre voksne. Vi kan hjælpe, støtte og rådgive, men vi kan ikke leve andres liv eller have ansvar for andres handlinger.
• Det er vigtigt, at du får hjælp, hvis du har mistanke om, at du er medafhængig og fyldes med følelser som utilstrækkelighed, angst og vrede. Vær opmærksom på, om du bruger alle dine kræfter på at hjælpe den ramte og helt glemmer selv at leve dit eget liv og tage vare på dine egne problemer. Mange bliver så op­slugte af at hjælpe, at de fuldkommen glem­mer sig selv og i stedet føler skyld for alt, som går galt. Tal med din læge, der kan henvise til psykolog/terapeut.
• Det er også meget almindeligt at føle sig alene og ensom som pårørende. En ny dansk under­søgelse viser, at det gælder cirka hver femte pårørende til et menneske med sygdomme som blandt andet kræft og demens.