Skip to main content


De fleste kræftpatienter oplever, at de har en patientansvarlig læge

66 pct. af danske kræftpatienter har allerede - inden man har indført den patientansvarlige læge - oplevet et klart lægeligt ansvar i deres behandlingsforløb.

Det viser en ny spørgeskemaundersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse – også kaldet en barometerundersøgelse, som er baseret på svar fra 5.389 kræftpatienter, som fik deres kræftdiagnose i andet halvdel af 2016.

I Kræftplan IV er det sat som mål, at 90 pct. af kræftpatienter i 2020 skal opleve at have en patientansvarlig læge, og at ordningen sideløbende skal udbredes til andre patientgrupper. I 2017 gik man så i gang med at indføre modeller for den patientansvarlige læge – i første omgang på alle landets kræftafdelinger.

Den nye undersøgelse viser, at mange kræftpatiente dog allerede oplever, at der er et klart lægeligt ansvar, der kan sidestilles med den patientansvarlig læge.

Samtidig har disse patienter oplevet bedre lægelig kontinuitet, bedre samarbejde om forløb, fået en klar plan for behandlingen, været tilpas involveret i beslutninger om behandling og været mindre i tvivl om behandlingen. De har også oplevet færre fejl og komplikationer samt oplevet øget tryghed ved afslutning af behandling – kort sagt har de højere tilfredshed end kræftpatienter, der ikke oplevede et klart lægeligt ansvar.

Kræftens Bekæmpelses direktør Leif Vestergaard Pedersen glæder sig over, at så mange patienter allerede nu har oplevet, at der var sammenhæng i deres behandlingsforløb.

"Det vigtigste er, at de tanker, vi sammen med Overlægeforeningen, Yngre Læger, Danske Patienter og Danske Regioner udviklede omkring den patientansvarlige læge, holder fuldstændig stik," siger Leif Vestergaard Pedersen til Kræftens Bekæmpelses hjemmeside.

Selv om det går den rigtige vej, så var der 23 pct. af patienterne i spørgeskemaundersøgelsen, som oplevede skiftende ansvar mellem læger, uden at de altid blev informeret om, hvem der aktuelt havde ansvaret. Og hele 11 pct. oplevede, at ingen læge havde ansvar for deres behandling.

Danske Regioner definerer den patientansvarlige læge, som en læge, der for patienten skal være navngiven, og som bærer det overordnede ansvar og overblik for en given patients forløb på hospitalet.

kræft, patientansvarlig læge, Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen