Skip to main content

Gigt hos mænd er forbundet med en højere risiko for partners abort

Der er en højere risiko for partners abort for mænd, efter de har fået en inflammatorisk gigt-diagnose end før. Derudover er risikoen højere for enkelte inflammatoriske sygdomme som leddegigt og psoriasisgigt. 

Det viser resultater fra et stort retroperspektivt multicenter-studie, der går under navnet iFAME-Fertility, og er udgivet i tidsskriftet Rheumatology

Resultaterne viser, at graviditeter undfanget efter mandens gigt-diagnose havde en højere rate af aborter sammenlignet med før en diagnose (12,27 vs. 7,53 procent). 

Derudover fandt forskergruppen også, at graviditeter efter mandens gigtdiagnose var karakteriseret ved længere tid til at blive gravid og ved en større andel af graviditeter, der blev undfanget ved fertilitetshjælp. En risiko, der stadig var signifikant højere efter justering for både alder og køn. 

Før og efter diagnosen

Risikoen for inducerede aborter, dødfødsler og for tidlige fødsler var statistisk ens mellem de to grupper. Derudover viste en yderligere analyse baseret på de specifikke diagnoser, at aborter var højest efter en diagnose med psoriasisgigt eller leddegigt.

Det hollandske studie inkluderede 408 mandlige deltagere over 40 år diagnosticeret med en inflammatorisk form for gigt, som i studiets forløb rapporterede mindst én positiv graviditetstest for deres partner, og som ved studiets slutning var færdige med familieforøgelse. 

For at analysere påvirkningen af ​​leddegigt på graviditetsresultaterne blev graviditeterne klassificeret i to grupper; graviditeter undfanget efter diagnosen og før diagnosen.

Forskergruppen noterer, at der kan være flere forklarende mekanismer bag, såsom medicinsk behandling og inflammationstilstande, der er blevet forbundet med unormal og lav sædproduktion. Samtidig understreger forskerne, at den samlede rate af aborter rapporteret i undersøgelsen kan være sammenlignelig med tidligere rapporterede befolkningsestimater.

Mænds sundhed i løbet af deres reproduktive år er anerkendt som en vigtig bidragyder til blandt andet udkommet af en graviditet, men er aldrig blevet undersøgt for mænd med leddegigt. iFAME-Fertility er det største studie, der har undersøgt graviditetsresultater for partnere til mænd diagnosticeret med leddegigt, og er den første, der viser, at faderlig inflammatorisk gigt er forbundet med en højere risiko for abort.