Skip to main content

Kvinders overvægt begrænser leddegigtmedicins virkning

Næsten halvdelen af kvinder og over en tredjedel af mænd med tidlig leddegigt får det ikke meget bedre trods aggressiv behandling det første år. Og det skyldes hovedsageligt overvægt hos kvinder og rygning hos mænd.

Det viser en ny undersøgelse, der blev præsenteret på den årlige europæiske reumatologiske kongres, EULAR 2018.

Undersøgelsen omfattede 1.628 voksne med tidlig leddegigt, og deltagerne havde en gennemsnitlig alder på 55 år. 

Selvom tidlig identifikation og aggressiv behandling af leddegigt forbedrer resultaterne, viste undersøgelsen, at 46 procent af kvinderne og 38 procent af mændene ikke fik det bedre i det første år trods behandling efter retningslinjerne.

Analyser viste, at fedme var den primære årsag hos kvinder. Andre risikofaktorer var minoritetsstatus, lavere uddannelse, flere ømme led og træthed. Hos mænd var rygning den største årsag. Andre risikofaktorer var alder og smerte.

Tre fjerdedele af personerne i undersøgelsen blev behandlet med methotrexat. Analyser viste, at andet medicin end methotrexat øgede sandsynligheden for, at patienterne ikke fik det bedre. 

"Vores resultater tyder på, at livsstilsændringer - rygestop hos mænd og vægttab hos kvinder - samt optimering af brugen af methotrexat kan lette hurtig reduktion af inflammation, et vigtigt mål for behandling af tidlig leddegigt," siger Susan J. Bartlett, der er professor i Medicin ved McGill University og undersøgelsens hovedforfatter.

overvægt, leddegigt, eular18