Skip to main content


"Flere og flere personer i den nye danske og internationale skønlitteratur er demente eller ramte af demenslignende symptomer. Jo mere man kigger efter, des flere tegn er der på en regulær litterær epidemi," fastslår Peter Simonsen. - Foto: Syddansk Universitet

Demens trender i dansk og international litteratur

Demente er ikke bare grøntsager og tomme skaller, men mennesker med ressourcer, og indtil pillen eller kuren kommer, kan vi bruge litteraturen til at gøre os klogere på, hvordan det er at leve med sygdommen.

Det mener professor, ph.d., Institut for Kulturvidenskaber ved Syddansk Universitet, Peter Simonsen, som har specialiseret sig i alderdom i litteraturen, hvori han gennem de seneste år har kunnet iagttage, hvordan demensramte og deres pårørende er begyndt at indtage hovedroller i skønlitteraturen i en grad, så han nu taler om en epidemi af demenslitteratur.

"Flere og flere personer i den nye danske og internationale skønlitteratur er demente eller ramte af demenslignende symptomer. Jo mere man kigger efter, des flere tegn er der på en regulær litterær epidemi," fastslår Peter Simonsen, som mener ’demenslitteraturen’ har en vigtig rolle at spille som kilde til ny viden om demens:

"Litteraturen kan minde os om, at demente er mennesker som os andre. Den kan blandt andet hjælpe læger og andre sundhedsfaglige personer til at blive bedre til at lytte til og fortolke deres patienter, træne empatien og for eksempel bringe pårørende og sundhedsfaglige til at reflektere over egne virkelighedsopfattelser," siger Peter Simonsen.

Peter Simonsen ser i det hele taget skønlitteraturen som yderst anvendelig til at sætte læseren ind i svære etiske problemstillinger som uundgåeligt melder sig mellem læge, patient og pårørende:

"Litteraturen kan være et sted, hvor læseren kan afprøve følelser og svære valg knyttet til sygdom, diagnose, forebyggelse og behandling uden umiddelbare konsekvenser eller patientklager."

SDU har som det første danske universitet gjort faget Narrativ Medicin obligatorisk på lægestudiet og bruger dermed litteraturlæsning i undervisningen som metode til at gøre de medicinstuderende kommende læger lyttende og forstående, og Peter Simonsen er en af underviserne i det nye fag, som løber over seks uger med tre ugentlige timer på 2. semester af medicinstudiet.

"Det, man kan lære ved at læse litteratur, er at se mennesket, før man ser en patient og en sygdom. Og at lære at se den demente som et menneske med et indre liv snarere end som en tom ubehjælpelig krop uden menneskelighed er en af de ting, vi kan bruge den demente litteratur til. Skønlitteratur er en brug af tegn til at skabe noget som ikke fandtes før, men som efter det benævnes opleves som virkeligt. Noget der, fordi det taler til følelserne og appellerer til fantasien, besidder en fænomental kraft til at bevæge og ændre den måde vi ser og er i verden på," mener Peter Simonsen.

 

 

Fakta: Penge til litteraturstudie

Danmarks Grundforskningsfond har bevilget 28 millioner kroner til, at Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet kan udvikle nye måder at bruge litteratur på i de kommende fem år.

Projektet er tværfagligt og involverer et samarbejde humaniora fakulteterne og institutterne for sundhedsvidenskab, historie og statskundskab med det formål at undersøge, hvordan litteratur kan bruges indenfor sundhed og samfund. Professor Peter Simonsens forskning i demenslitteratur er en del af dette tværfaglige projekt.    


 

 

Nogle eksempler på demens-bøger de seneste 20 år:

 

 

"For fædrelandet"

Af Jenni Linturi

Forlag: Turbine

Aldrende Antti er hårdt ramt af demens. Som frivillig i den finske afdeling af Waffen-SS, oplevede han frygtelige ting på østfronten.

"Etta og Otto og Russell og James"

Af Emma Hooper

Forlag: Bazar

Etta er 83 og begyndt at glemme. Hun har et stort ønske om at se havet og beslutter at vandre de 3000 km fra den lille canadiske prærieby, hvor hun har levet hele sit liv.

 

Elizabeth er forsvundet

Af Emma Healey

Forlag: People'sPress

Elizabeth er forsvundet. Men det er kun hendes veninde Maud, der er ved at blive dement, der tager det alvorligt.

 

Grænsen

Af Riikka Pulkkinen

Forlag: Gyldendal

Roman, som følger fire personers dagligliv; 53-årige Anja sørger, fordi hendes mand har Alzheimer og vil have hendes hjælp til at dø, mens hendes 16-årige niece Mari er forelsket i sin lærer Julian

 

Heksen og legebarnet

Af John Rasmussen

Forlag: Zalamanca

Karen og Svend, ægtepar og elskende, får vendt alt det velkendte på hovedet - Karen rammes af demens og hvad sker der med kærlighedens magi, når sygdom og snarlig død ubønhørligt banker på?

Elinor Marks fulde fem

Af Trine Andersen

Forlag: Gyldendal

Den 87-årige Elinor Mark er lettere dement og indlagt på plejehjemmet Soldug - Hun mener at ikke alt er som det skal være -

 

 

En fortælling om at glemme

Af Stefan Merrill Block

Forlag: Tiderne Skifter

17-årige Seth er en mester i at gøre sig usynlig i skolen - I hjemmet går hans mor langsomt til pga hukommelsessvigt, mens hans far kigger dybt i ginflasken i desperation

 

 

Glemt

Af Lærke Egefjord

Forlag: Liva

Efter længere tids stress og ubehagelig opførsel får lægen Daniel konstateret Alzheimers, og hans kone Annemette må træde til og overtage føringen.

 

Kadaverkvad

Af Hanne Elmer

Forlag: Attika

Noveller som fortæller solidarisk og med humor om gamle mennesker og deres reaktioner på et liv med hjælpeløshed, afhængighed, fysisk og psykisk svaghed, og afasiens og demensens fængsel.

 

Løse ender

Af Christina Englund

Forlag: Gyldendal

Marthas demente mor er på plejehjem, hendes 18-årige søn går i gymnasiet, og selv savner hun manden, der forlod hende - Alligevel forstår hun at få familiesammenhold og et harmonisk liv ud af hverd

 

 

Stadig Alice

Af Lisa Genova

Forlag: Cicero

Alice er professor ved Harvard og får som 50-årig konstateret Alzheimers sygdom. Vi følger, også fra Alice's synsvinkel, omverdenens reaktion og hendes egen angst og tiltagende mentale opløsning.

 

Sensommermørke

Af Claus Grymer

Forlag: Samleren

Et langt ægteskab er blevet besværligt, da Ejnar - pensioneret sognepræst - bliver senil -

 

Cirkelbarn og sommerfugl

Af Marianne Hesselholt

Forlag: Thaning & Appel

To forpjuskede eksistenser, den femårige Mona og den senil demente Johannes, mødes tilfældigt - De er begge på flugt, Mona fra en fordrukken mor og Johannes fra plejehjemmet og

 

Skyggelys

Af Marianne Hesselholt

Forlag: Anchethe

Med udgangspunkt i moderens sygehistorie, reflekterer forfatteren gennem noveller over sygdommen demens.

 

Dronningeofret

Af Hanne-Vibeke Holst

Forlag: Gyldendal

I kapløb med en snigende demens og racistiske terrortrusler kæmper den socialdemokratiske formand Elizabeth Meyer for at bringe partiet tilbage til regeringsmagten og køre kronprinsessen Charlotte

 

Lores forunderlige dag

Af Runa Kähler

Forlag: Attika

En dansk familiekrønike, hvor to midaldrende søstre i bekymring for deres gamle, farverige mor, der måske er senil, måske bare forelsket, gennemgår familiens fortid og historie

 

Sporskifte

Af Linda E. Lund

Forlag: Herning : Ca'Luna

Karl og Anna nærmer sig guldbrylluppet. Livet, kærligheden og fire børn har givet sorger og glæder, men da Anna bliver dement, venter plejehjemmet.

 

Kvinden der hjemsøgte disse bjerge

Af Sharyn McCrumb

Forlag: Århus : Klim

Kriminalroman om sherif Spencer Arrowood, der jagter den undslupne straffefange Harm, som er på vej gennem Appalacherbjergene mod sit hjem for tredive år siden - et tidsrum en demenssygdom har slet.

 

Huskekunstnerne

Af Jeffrey Moore

Forlag: Tiderne Skifter

Noel lider af en næsten autistisk hukommelse og bor hos sin mor, der lider af Alzheimer - Han deltager i et medicinsk forsøg under den dæmoniske dr. Volta

 

Riddersporer

Af Kate Royster

Forlag: Special-pædagogisk forlag

Else er førtidspensionist og er kommet sig over sin mands død, da hun opdager en snigende demens, som hun prøver at skjule for sig selv og andre

 

Den nøgne mur

Af Aase Schmidt

Forlag: Samleren

En kvinde i 60'erne er vendt tilbage til Paris, hvor hun studerede i 1950'erne, for at finde sig selv fra dengang, og sig selv nu, hvor hun tæres af sorg over sin demente mor derhjemme i Danmark.

 

Siamesisk

Af Stig Sæterbakken

Forlag: Århus : Husets Forlag

I hver sin indre monolog afdækker ægteparret Erna og Edwin det liv de havde, da han var den autoritære leder af plejehjemmet Kronsæther, og tilværelsen nu, hvor hans senilitet fastlåser dem.

 

Benbrudslægens datter

Af Amy Tan

Ruth er kinesisk/amerikansk og har sin kinesiske mor boende. Moderen har en begyndende demens og for at hjælpe prøver Ruth at finde fortiden i moderens private papirer.

Forfatter: Amy Tan

Forlag: Borgen

kultur, demens, Peter Simonsen, litteratur, bøger