"Vi lægger stor vægt på, at vi nu kan gøre endnu mere i en større forening med flere ressourcer og ved at tale med en stemme," skriver formand for Migræne Danmark, Anne Egelund.
Hovedpineforeninger vil fusionere
To patientforeninger på hovedpineområdet – Migræne & Hovedpineforeningen og Migræne Danmark – har besluttet at indstille til generalforsamlingsbeslutning at lægge sig sammen til én ny forening med navnet Hovedpineforeningen.
"Beslutningen markerer en ny begyndelse for vores arbejde med at støtte mennesker, der lider af hovedpine og migræne, og deres pårørende. Vi lægger stor vægt på, at vi nu kan gøre endnu mere i en større forening med flere ressourcer og ved at tale med en stemme," skriver formand for Migræne Danmark, Anne Egelund, på Facebook.
Den nye forening skal fortsat være en patientforening med fokus på oplysning, støtte og politisk interessevaretagelse og vil arbejde for større forståelse og synlighed om de udfordringer, hovedpine- og migræneramte møder i deres liv, både i familien, på arbejdspladsen og i mødet med sundhedsvæsenet. Foreningen vil desuden arbejde for bedre behandlingstilbud og udvide mulighederne for rådgivning og støtte.
De to foreninger er i gang med at udarbejde vedtægter og en ny foreningsprofil. Materialet vil blive præsenteret på forårets generalforsamlinger, hvor medlemmerne får mulighed for at stemme om fusionen.
Det er planen, at den første bestyrelse i Hovedpineforeningen vil bestå af medlemmer fra begge de nuværende foreninger. Den endelige sammensætning afhænger dog af valgene på generalforsamlingerne.
I forbindelse med fusionen takker foreningerne den mangeårige formand for Migræne & Hovedpineforeningen, Hanne Johannsen, der har valgt at træde ud af bestyrelsen.
Hanne Johannsen har stået i spidsen for foreningen siden etableringen for 28 år siden og har spillet en afgørende rolle i arbejdet for at styrke rettigheder og synlighed for hovedpine- og migræneramte.
Migræne Danmark blev oprettet i 1983 under navnet Migrænikerforbundet og har siden da arbejdet for migrænikere og deres pårørende og uden støtte fra medicinalindustrien. Fra 1. april 2017 blev foreningens navn Migræne Danmark.
