“Enhertu har været pengene værd. Jeg har fået syv-otte måneder ekstra levetid med min søn. Jeg tror stadig på fremtiden,” sagde Lena Rosenkilde i marts.
Lena Rosenkilde kæmpede for behandling til alle brystkræftpatienter – nu er hun død
Konsulent og brystkræftpatient Lena Rosenkilde er død.
Hun sov ind natten til mandag 4. november 2024, fremgår det af hendes Linkedin-profil.
Lena Rosenkilde blev i 2021 diagnosticeret med HER2-low østrogenreceptor-positiv (ER+) metastatisk brystkræft – en diagnose, der har en median overlevelse på 3,5 år.
Da kemobehandlingen ikke længere virkede, kunne de danske læger ikke tilbyde hende den behandling, de mente, kunne forlænge hendes liv. Behandlingen, Enhertu, var nemlig ikke godkendt af Medicinrådet.
Betalte af egen lomme
Gennem 10 måneder betalte hun derfor af egen lomme for at modtage behandling med Enhertu. Først i Sverige, siden på et dansk privathospital. Hun vurderede selv, at hun havde betalt i omegnen af 600.000 kroner af egen lomme.
Mens hun rejste til Stockholm for at få behandling, skrev hun til politikere og nyhedsmedier for at gøre opmærksom på, at den behandling, som kunne forlænge hendes og andre kvinders liv, og som var godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur, ikke kunne tilbydes i Danmark. Hun fik politikere til at interesse sig for Medicinrådets langsomme sagsbehandling, og hun kom i medierne med sin historie.
Både danske læger og patienter kritiserede i adskillige artikler, at kvinder i Danmark var ringere stillet end i andre lande. I eksempelvis Sverige og Norge var Enhertu allerede anbefalet til kvinder med HER2-low brystkræft.
“T-DXd (Enhertu, red.) gør ikke patienterne raske, men kan forlænge patienternes liv, og derfor ville vi gerne anbefale det. Men det kræver, at prisen står i et rimeligt forhold til den dokumenterede effekt,” sagde Jørgen Schøler Kristensen, forperson for Medicinrådet dengang.
Efter opfordring fra Medicinrådet satte AstraZeneca og Daiichi-Sankyo prisen på Enhertu ned. Og i april 2024 lykkedes Lena Rosenkildes kamp endelig – Medicinrådet anbefalede Enhertu.
Virkede ikke mere
På det tidspunkt havde Enhertu dog ikke længere effekt på hende, og hun kom tilbage på Rigshospitalet i kemobehandling.
Men selvom hun ikke længere selv havde effekt af Enhertu, der i forsøg har vist sig at kunne forlænge livet med op til et halvt år, kæmpede hun gerne kampen videre for andre brystkræftpatienter.
“Jeg er selv et andet sted i dag, end jeg var før, at jeg fik Enhertu," sagde hun til Sundhedspolitisk Tidsskrift i marts i år. "Enhertu har forlænget mit liv. Men det har også været en sej kamp, for jeg har selv skullet betale meget selv, også selvom jeg har modtaget mange fine donationer. Det er lidt ligesom at gå på line. Kan jeg nu holde balancen? Har jeg penge til næste behandling? Sådan har det været for mig”.
Men hun understregede:
“Det har været pengene værd. Jeg har fået syv-otte måneder ekstra levetid med min søn. Jeg tror stadig på fremtiden,” sagde hun i marts.
Utrætteligt engagement
Brystkræftforeningen skriver på Linkedin, at de er meget kede af at erfare, at Lena Rosenkilde er død af sin brystkræftsygdom:
"Lenas utrættelige engagement var med til at sætte spørgsmålet om godkendelse af nye kræftlægemidler på dagsorden. Hun personificerede den unge mor, som gjorde alt, hvad der stod i hendes magt for at få den behandling, der kunne betyde, at hun fik mere tid sammen med sin søn. STOR tak til Lena for at synliggøre en problematik, som vi ikke kan være bekendt herhjemme - at den nyeste forskning i behandling af kræft, herunder folkesygdommen brystkræft, ikke kommer danskere til gavn. Dette til trods for at vores nabolande tilbyder nye behandlinger."
På hendes Lena Rosenkildes Linkedin-profil står der fredag: "Lena var overvældet af taknemmelighed for al jeres støtte. Hun forstod ikke hvorfor, at mennesker, hun ikke kendte, ville hjælpe hende? Men os, der kendte Lena, forstod det godt."
På Lena Rosenkildes Linkedin-profil står der fredag: "Lena var overvældet af taknemmelighed for al jeres støtte. Hun forstod ikke hvorfor, at mennesker, hun ikke kendte, ville hjælpe hende? Men os, der kendte Lena, forstod det godt."
Fra Lena Rosenkildes Linkedin-profil: