Bag om bogen: Forfatter var nødt til at skrive om plejesektorens rædsler

”Et menneskes sidste tid før døden er en verden fuld af gru og poesi, som vi er nødt til at tale mere om,” siger forfatter og dramatiker Astrid Saalbach, der i romanen Lindely følger en ældre patriarks sidste tid på plejehjemmet.

Da den prisvindende dramatiker og forfatter Astrid Saalbachs gamle far blev syg og plejekrævende, fik hun indblik i en aldringens grusomhed og plejesektorens umenneskeliggørelse. Det er blevet til romanen Lindely, der udkom i oktober 2023. I dette interview går Astrid Saalbach bag om sin arbejdsproces og fortæller, hvorfor hun mener, at det er vigtigt at tale om alderdom, kontroltab og vores skrantende velfærdssamfund.

Fortæl om baggrunden for romanen Lindely?

"Jeg har skrevet et væld af historier med udgangspunkt i kvinders liv og historie. Med tiden voksede en lyst frem til at skrive en historie, der tog udgangspunkt i en gammel, hvid mand, en rigtig patriark. Da min far, som jeg ikke havde noget særlig nært forhold til, blev alene og syg og havde brug for hjælp, gik det op for mig, at ”her var han jo”, hovedpersonen i min næste roman. I pressede situationer husker og registrerer jeg alt omkring mig, en slags arbejdsskade, tror jeg, der på den ene side hjælper mig til at komme igennem svære situationer, og på den anden gør mig til en slags voyeur. "

Hvordan oplevede du rollen som pårørende?

"I begyndelsen var rollen som pårørende til at håndtere for mig og mine søstre, men med tiden blev det hårdere og hårdere at komme ind i den mølle, som ældreforsorgen er. Vi er nødt til at tale om, hvor dårligt det fungerer, og hvor grumt det er. At alle kan komme fra en sikker position til pludselig at være ingen. Ikke at have nogen autoritet, værdighed eller status, hvor man bliver reduceret til en krop i en seng i et slidt lokale, hvor ingen har tid til at tage sig af en.

Der er også et kvindepolitisk perspektiv her, for det er især kvindelige pårørende, der bliver inddraget i omsorgsarbejdet. Der bliver ikke talt nok om, hvor opslidende det er. For ikke at tale om perspektivet i det for en selv, hvordan vil man selv ende? Som mor til to sønner kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv, om de vil føle sig lige så forpligtede, og om jeg faktisk ønsker det?"

Hvordan beslutter du dig for, at et projekt er værd at arbejde med?

"I det her tilfælde var jeg nødt til at skrive om det for at kunne være i mig selv for frustration, afmagt og frygt. Men det var også godt stof, fyldt med overraskende sanseindtryk, lugte og lyde, man aldrig vil glemme, taktile indtryk. Poesi på sin egen måde og absurde situationer. Mennesket på den yderste rand."

Ved du fra start, hvordan din roman ender?

"Jeg tror som regel, at jeg ved det, og det er godt, fordi det udstikker en retning og giver en slags sikkerhed. Men det ændrer sig lige så tit undervejs i takt med, at jeg skriver og kommer tættere på de forskellige karakterer og situationer. Jeg havde overvejet at lade Thorkil leve ud over fortællingen, men indså ret hurtigt, at jeg var nødt til at følge ham hele vejen ind i døden."

Hvad har du lært om aldringsprocessen?

"Gid jeg kunne svare på det. At frygte den! Men også at se den i øjnene, for vi har jo ikke noget valg. Der kan overgå en meget andet, der er værre, end det at blive gammel og skrøbelig. Det kræver mod at være svag, især i et samfund som vores, der i den grad dyrker det stærke og unge. Der sker en transformation, som jeg syntes er interessant, man går fra at være et menneske, til at være noget andet, jeg ikke kan sætte ord på."

Hvad er dit eget forhold til aldring og døden?

"Dårligt! Hvis jeg kunne, ville jeg være 40 for evigt. Mine søstre og jeg havde mange makabre samtaler efter min fars død om, hvordan vi kunne undgå at komme igennem det samme som ham. På et tidspunkt blev vi trætte af at tale om det, man må leve livet, mens man har det, og være glad til.

Det har virkelig været et wake up call at få indblik i ældreforsorgen, og hvor dårligt den fungerer. Mit første teaterstykke, som jeg skrev for 40 år siden, hedder ’Den usynlige by’, det foregår i personalerummet på en venteafdeling og vakte en del debat. Dengang var jeg én dag på Sct. Josef Stiftelsen for at researche, og jeg troede, det havde forandret sig siden dengang – og det har det, men desværre kun til det værre."

Har du bud på løsninger?

"Jeg er forfatter, ikke politiker, så jeg stiller spørgsmål, men har ingen svar, heller ikke på det her. Problemet er jo, at vi bliver flere og flere ældre og færre unge, vi er nødt til at tænke på en anden måde. Jeg tror på noget med en slags kollektiver, altså noget med, at man er sammen med andre, for der er ikke ret mange, der ønsker at dø alene. Jeg har prøvet at gøre mig klog på det, uden at komme nogen vegne. Vi lever, som om vi ikke bliver gamle, og det giver bagslag, når vi nærmer os livets slutning."

Du er jo ikke en gammel døende patriark. Hvad har det lært dig at skrive den karakter?

"At han trods alt også er et menneske. Det er det fantastiske i sådan en proces, som Thorkil og hans døtre går igennem, de kommer til at elske ham, fordi de giver ham omsorg. Det er en kærlighedshistorie, og det kom bag på mig. Jeg havde egentlig tænkt, det skulle være en hævnhistorie, men så kom skrøbeligheden og efter den, kærligheden, ind i billedet. De ser ham som det nøgne menneske, han er, både i overført og bogstavelig forstand og bliver bløde. Man får en indsigt i den slags situationer, som lyser op og forsvinder igen." 

Hvordan er din daglige skriveproces?

"Jeg kommer på mit skrivested, et arbejdsfællesskab, og der sidder jeg fra 9 til 15 hver dag og skriver. Min proces er, at jeg skriver lange passager, og jeg skriver meget om. Det er en lidt masochistisk skrivemåde, hvor jeg nedbryder mine egne grænser og parader, så jeg til sidst bliver så træt, at teksten får sit eget liv, udenom min kontrol. Når Jeg bliver færdig, er det efter mange gennemskrivninger. Heldigvis er det også forbundet med en stor lyst og glæde!"

Du har arbejdet i flere genrer, hvordan finder du frem til den form, et værk skal have? 

"Sjovt nok er jeg aldrig i tvivl. Det her kunne kun blive en roman, alle sansningerne skulle med, alle de ting, der sker med ham, kunne man ikke have på en scene. Jeg kan også mærke, når det er en lille sluttet fortælling, der kan blive til en novelle. Noget kræver en fysisk krop, i et fysisk rum, det nærvær der findes på en scene, som kan foldes ind i en fysisk karakter. For mig har stoffet en form, når man får det."

Lindely er jo navnet på en eksisterende kæde af plejehjem under Sct. Lukas Stiftelsen. Hvilke tanker har du gjort dig om det?

"Jeg ville gerne videreformidle den følelse af parallelvirkelighed, jeg synes, at man finder på steder som Lindely, Tranehaven og Jægersborghave. Smukke navne, der dækker over noget, der er knapt så smukt.

Jeg overvejede selvfølgelig, om jeg skulle ændre de virkelige navne, kalde dem Rosenhøj, Birkely og Udsigten, men besluttede at lade være. De skulle have den brod. Det er en fiktiv fortælling, jeg har skrevet, men med udgangspunkt i en virkelig oplevelse. Min far døde virkelig efter at have opholdt sig på de tre steder. Og med mindre at tingene virkelig bliver ændret, er det også de steder, der venter os. Min roman er en kritik, det vedkender jeg mig, af et system, men ikke af de mennesker der arbejder i det, derfor er deres navne fiktive."

Hvad er udfordringerne med at skrive om et sted, der eksisterer vi virkeligheden?

"Jeg skulle have været gæst i et litteraturprogram på DR i forbindelse med udgivelsen af min roman. Men så opdagede studieværten, at der findes et Lindely i virkeligheden, som ligner det i min roman og aflyste interviewet, fordi hun var bange for, at DR skulle få problemer. Det var jeg selvfølgelig ked af. Jeg havde også en interviewaftale med Radio4 og blev bange for, at de også skulle aflyse. Men de lavede interviewet og ringede bagefter til Lindely for at høre, om de havde en kommentar til min kritik. Næh, sagde de, det havde de ikke, for det var jo en roman, jeg havde skrevet! Klogt, syntes jeg."

Bogen er blevet kaldt en bog om et velfærdsdanmark under pres. Hvorfor er det vigtigt at skrive litteratur om?

"Hvad skal man ellers skrive om? Hvad siger mere om vores tid og om os selv og verden? Jeg har altid skrevet om det, jeg stod midt i, for her ligger konflikterne og dramaet i den tid, vi lever i. Det er dét, jeg gerne vil beskrive, dét der interesserer mig. Jeg skrev også, fordi jeg blev vred og oprørt over det, jeg så og oplevede, og fordi det var godt stof."