Kræftlæger: Måske er vi blevet for hurtige til at indføre nye kræftlægemidler

De fleste nye kræftlægemidler virker ikke særlig godt. Det er derfor samfundsmæssigt relevant at undersøge, om gevinsten for patienterne står i rimeligt forhold til omkostningerne. 

Det skriver en række kræftlæger fra Onkologisk Afdeling på Vejle Sygehus i dag i et debatindlæg på Altinget.dk.

Lægerne er overlægerne Anders Jakobsen, Lars Henrik Jensen og Karina Dahl Steffensen og afdelingslæge Torben Frøstrup Hansen.

De undrer sig over, at politikerne ikke er mere opmærksomme på, om ny, dyr medicin egentlig giver en gevinst for patienterne, som står i rimeligt forhold til de meget store omkostninger. 

En nylig artikel i det lægevidenskabelige tidsskrift British Medical Journal viste, at de fleste af 48 nye lægemidler ikke forlænger overlevelsen, og kun 10 pct. af dem forbedrer livskvaliteten.

“En gennemgang af konkrete behandlinger med særligt dyr medicin bekræfter det generelle indtryk. De fleste præparater godkendt i de senere år forbedrer ikke livskvaliteten og forlænger ikke overlevelsen,” skriver lægerne og spørger, om vi i Danmark er blevet for hurtige til at indføre nye kræftlægemidler.

“Skal vi gå i gang med behandlinger, der kun forlænger overlevelsen med to til tre måneder og samtidig har mange alvorlige bivirkninger? Hvordan vægter vi nye, meget dyre kræftmidler, der ikke helbreder patienten, i forhold til andre påtrængende problemer i sundhedsvæsenet? Der er klart behov for en diskussion af disse problemer. I denne sammenhæng må man konstatere, at dokumentationen for behandlingseffekt i stort omfang fremskaffes af lægemiddelindustrien, der har en betydelig interesse i positiv fortolkning af behandlingsresultaterne og derfor ikke er en objektiv partner i diskussionen,” skriver de.

De efterlyser derfor en opfølgning af de internationale behandlingsresultater, både med hensyn til livskvalitet og overlevelse.

“Får man den samme overlevelsesgevinst, når behandlingen indføres rutinemæssigt i dansk sammenhæng? De data, der kan besvare spørgsmålet, foreligger allerede eller vil let kunne skaffes, men opgaven kan ikke løses af den enkelte læge,” skriver de.

Samtidig efterlyser de, at patienterne inddrages på et helt andet niveau end i dag.

“Der er behov for et paradigmeskift med inddragelse af patienterne på egne præmisser: Hvad er patientens livsværdier og præferencer, og hvordan tages der hensyn til disse, når der skal træffes beslutning om valg eller fravalg af behandling?" skriver de.

De mener derfor, at det er vigtigt, at patienten udstyres med de nødvendige redskaber til at indgå i en ligeværdig dialog med den behandlende læge.