Skip to main content


Det er ligegyldigt, hvornår på dagen du tager din blodtryksmedicin

ESC: Der er definitivt og endegyldigt ingen forskel på effekt af blodtryksmedicin, hvad enten man tager den om morgenen eller om aftenen.

Det viser forskning med 21.104 britiske deltagere, som er blevet præsenteret på den europæiske hjerte-kongres (ESC 2022) i Barcelona.

Studiets førsteforfatter, Thomas MacDonald fra University of Dundee, præsenterede studiet i et fuldstændigt fyldt auditorium.

 21.000 patienter med forhøjet blodtryk er i TIME-studiet blevet fulgt i mere end fem år - og konklusionen er klokkeklar, fastslog Thomas MacDonald. Beskyttelse mod hjerteanfald, stroke og død pga. kardiovaskulære årsager er ikke påvirket af, om der tages medicin mod forhøjet blodtryk morgen eller aften:

"TIME er et af de største kardiovaskulære studier nogensinde – og studiet giver et utvetydigt og endegyldigt svar på spørgsmålet, om det er bedst at tage blodtrykssænkende medicin morgen eller aften. Det fremgår tydeligt, at hjerteanfald, stroke og kardiovaskulær død skete i samme omfang og med samme grad uanset administrationstidspunktet. Derfor; mennesker med forhøjet blodtryk bør tage deres almindelige blodtrykssænkende medicin på et tidspunkt af dagen, der er bekvemt for dem og minimerer mulige uønskede bivirkninger,” konkluderer Thomas MacDonald.

Dermed modsiger TIME-studiet tidligere, mindre studier, som har nydt en vis opmærksomhed, og som modsat har peget i retning af endda særdeles stor kardiovaskulær fordele ved natlig dosering.

Ikke skadeligt

Ljubica Vukelic Andersen er klinisk lektor og læge ved Hjertemedicinsk Afdeling, Aalborg Universitetshospital. For hende er det naturligvis vigtigt, at studiet slår fast med syvtommersøm, at der ikke er forskel på, hvornår på dagen, man tager sin blodtryksmedicin. Endnu mere vigtigt er det, at det ikke er direkte skadeligt, at tage medicinen om aftenen, pointerer hun:

"TIME er et godt, stort og vigtigt studie. Studiet slår også fast, at det ikke er direkte skadeligt at tage medicinen om aftenen sammenlignet med morgendoser. Det er noget, som faktisk hidtil ikke er blevet udfoldet så meget. Tidligere har man nemlig været bekymret for, at patienterne eksempelvis ville falde og måske brække hoften på grund af risiko for blodtryksfald, når de f.eks. er oppe på toilettet om natten. Den bekymring er mindre nu.”

I klinikken anbefaler Ljubica Vukelic Andersen sine patienter, at de kan tage blodtryksmedicinen, når det passer bedst ind i forhold til de andre typer af medicin, som de måtte tage, og hvor de bedst husker det.

”Det kan jeg også fremadrettet gøre med helt ro i sindet,” siger hun.

 

ESC22