Skip to main content


Foto: YouTube

Dansk forskning om funktionelle lidelser vækker opsigt i USA

Professor, overlæge og leder af Forskningsenheden for Funktionelle Lidelser på Aarhus Universitetshospital, Per Fink, er blevet inviteret til Columbia University i New York for at dele sin viden om funktionelle lidelser. På en konference denne weekend vil internationale forskere dele de nyeste forskningsresultater, så den samlede viden internationalt set kan blive større end den er i dag.

Det skriver Aarhus Universitetshospital i en pressemeddelse.

Funktionelle Lidelser er en samlebetegnelse for en gruppe af sygdomme, og gennem de senere år har forskningen vist, at der både kan være biologiske, psykologiske, sociale og miljømæssige årsager til de funktionelle lidelser. Men der er stadig meget, man ikke ved, og derfor har det stor værdi, når forskere fra hele verden mødes og deler deres viden med hinanden.

"På Aarhus Universitetshospital er vi ret langt fremme i den del af forskningen, som handler om, hvordan vi kan diagnosticere og behandle disse tilstande," forklarer Per Fink i pressemeddelelsen.

Han har forsket i Funktionelle Lidelser i mere end 30 år og har modtaget flere internationale priser for sin forskning.

"Men vores forskning kan ikke stå alene. Forskere på Columbia University er for eksempel meget langt fremme i undersøgelsen af, om man kan finde biomarkører, som kan hjælpe os med at stille mere præcise diagnoser og give os en bedre forståelse af de mekanismer, som udløser de funktionelle lidelser," siger han.

"Dette er spændende og på linje med den forsknings vi selv har igangsat om biologiske mekanismer betydning for funktionelle lidelser, hvor vi har sat fokus på betydningen af infektioner, immunsystemet, energiomsætninger, gener mfl. Endvidere har vi også en neuroforskningens linje hvor hjernen og nervesystemts betydning i de funktionelle tilstande undersøges".

Patienterne er plaget af fysiske symptomer som f.eks. træthed, smerter, usædvanlig udmattelse efter fysisk anstrengelse, koncentrationsbesvær mm. Tidligere har lægevidenskaben haft svært ved at forstå og anerkende mekanismerne bag de funktionelle lidelser, og patienterne har været overladt til sig selv uden at få tilbud om effektiv behandling.

Modstanden mod diagnosen "funktionelle lidelser" og mod, at forskere fraviger den klassiske adskillelse mellem fysisk og psykisk sygdom er et internationalt fænomen. Herhjemme har der flere gange været demonstrationer foran Forskningsenheden for Funktionelle Lidelser på Aarhus Universitetshospital. I USA en gruppe af aktivister taget initiativ til en underskriftsindsamling imod bl.a. Per Finks aktive deltagelse i konferencen i New York.

"Nogle patienter med Funktionelle Lidelser har oplevet en stor ligegyldighed fra sundhedsvæsnet," fortæller Per Fink.

"Og der er ingen tvivl om, at der ikke kun i Danmark men også i mange andre lande mangler behandlingstilbud. En del af modstanden handler om, at der findes en frygt for, at hvis vi kigger på sygdomme fra flere forskellige vinkler på én gang, så risikerer patienterne at blive overset og ikke taget alvorligt. Og sådan en frygt kan i nogle tilfælde føre til modstand."

funktionelle lidelser, funktionelle