2000 pårørende til demente aflastes
I alt 37 kommuner får nu del i cirka 38 millioner kroner til flere og mere meningsfulde dagtilbud til blandt andet yngre personer med demens.
Tilbuddene skal samtidig fungere som aflastningstilbud for deres pårørende – det er forventningen, at mere end 2.000 pårørende vil blive aflastet.
Ældreminister Thyra Frank har besøgt mere end 80 kommuner og har på nært hold oplevet, hvad træningstilbud eller andre dagtilbud kan betyde.
”Træning eller andre gode oplevelser giver fællesskab, selvtillid og mere overskud til at klare de vanskelige situationer, der følger med en demenssygdom. Både borgeren med demens, men også de pårørende får gavn af oplevelserne, som også fungerer som god aflastning,” siger Thyra Frank i en pressemeddelelse.
Du kan HER se en liste med de kommuner, får penge til aflastningstilbud.
Puljen er ét af de 23 initiativer fra den nationale demenshandlingsplan, som regeringen og satspuljepartierne står bag, og som der ialt er afsat 470 millioner kroner til.
139 millioner kroner gives til at sikre demensarbejderes faglige kompetencer. Første del på 91,5 millioner kroner blev fordelt i 2017. 47,5 millioner kroner fra puljen gives nu for at sørge for, at omkring 5.500 demensmedarbejdere i 22 kommuner og to regioner kan få mere undervisning i form af eksempelvis AMU-forløb.
Hvilke 22 kommuner og regioner, det drejer sig om, kan du se HER.