Skip to main content


Kirurger spørger patienter om, hvor de kan blive bedre

Center for planlagt kirurgi på Regionshospitalet Silkeborg har spurgt 200 tilfældigt udvalgte patienter om deres vurdering af deres forløb. Patienternes meninger og ideer har på den måde fået en direkte linje ind i afsnittets kvalitetsudvikling.

De fleste hospitalsafsnit deltager i den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP) og bruger patienternes svar til at udvikle deres patientforløb. Men den mulighed eksisterer ikke for operationsafsnit – de har ikke deres egne undersøgelser og indgår kun indirekte som en del af de kliniske afsnits LUP-undersøgelser. Derfor ønskede Center for planlagt kirurgi  at lave sin egen sin egen ’LUP’.

Så da de via klinisk sygeplejespecialist Michala Hertel-Jørgensen fra operationsafsnittet på Kolding Sygehus hørte om et valideret, skræddersyet spørgeskema til systematisk indsamling af operationspatienters erfaringer, var de ikke sene til at "adoptere" skemaet.

 

"Den lokale vision for Center for Planlagt Kirurgi er blandt andet at skabe sammenhængende patientforløb med høj faglig kvalitet baseret på forskning og inddragelse af patienterne. Det passer i øvrigt godt sammen med et af de nye nationale kvalitetsmål, der forudsætter, at patienternes oplevelser og feedback bruges til at udvikle patientforløbene. Alt dette arbejder spørgeskemaet i den grad for," siger Merete L. Holm fra Center for Planlagt Kirurgi til sygehusets hjemmeside.

Merete L. Holm er udviklingssygeplejerske med ansvar for kvalitet og dokumentation. Hun fortæller, at spørgeskemaet kom i marts-april 2018. Her svarede 200 tilfældigt udvalgte ortopædkirurgiske patienter på spørgsmål om forløbet – det vil sige tiden på operationsgangen og i opvågningen. Spørgeskemaet blev besvaret på en iPad efter operationen.

De mange data bliver nu analyseret på kryds og tværs for at identificere områder, der har potentiale for kvalitetsudvikling.

"Vi er stadig i fuld gang med at analysere patienternes svar og kommentarer. Og jeg kan allerede nu sige, at de har gjort os klogere og bedre til at tage bestik af patienterne, og hvad der betyder noget for dem. Som personale har vi jo altid nogle forestillinger om patienterne, men svarene hjælper os med at omdanne disse forestillinger til fakta. Det giver stor mening at bruge energi og at arbejde med det, der med sikkerhed gør en positiv forskel for patienterne," siger Merete L. Holm.

Spørgeskemaet får endnu mere værdi, når undersøgelsen gentages, og de nye svar kan bruges til at overvåge effekten af nye tiltag.

Sammen med Michala Hertel-Jørgensen fra Kolding håber Merete L. Holm at kunne udbrede kendskabet til og anvendelsen af spørgeskemaet på nationalt plan. I det fortsatte samarbejde har de planer om at sammenligne resultaterne fra Kolding og Silkeborg.

patientinddragelse