Anette er blevet ansat på hospitalet som patient

53-årige Anette Ørtoft er blevet ansat på Aalborg Universitetshospital. Men hun er ikke en helt ”almindelig” medarbejder. Anette er nemlig tidligere patient på hospitalet, og netop det er grunden til hendes ansættelse.

Anette Ørtoft bliver en fast repræsentant for patienterne og skal være med til at påpege nogle af de ting, som kan gøre det svært at være patient.

"Vi har jo de kliniske briller på og har ikke det samme blik for patientens situation, for vi har ikke selv været i den. Men vi arbejder hele tiden med at blive endnu bedre til at inddrage patienterne og eventuelt deres pårørende," siger Lis Bjerregaard Riahi, der er forløbschef på Aalborg Universitetshospital.

Anette Ørtoft er tidligere børnehaveleder og er ansat på hospitalet i en fleksjobordning. Hun har nemlig været igennem en benamputation, og det er netop hospitalets indsats for denne patientgruppe, hun i første omgang skal bruge sine kræfter på. Det er en sårbar gruppe uden en stærk patientforening bag sig. Patienterne er ofte ældre og multisyge med f.eks. diabetes og hjerte-lungeproblemer og har derfor mange kontakter med hospitalet og efterfølgende med kommunen.

"Som tidligere leder i en børnehave giver det her job meget mening. Jeg føler, at jeg har noget at skulle have sagt, og at der bliver lyttet til mig. Det er jeg ikke sikker på ville have været på samme måde i et andet flexjob", siger Anette, der i første omgang har base i Hjørring på afdelingen for benamputerede, men på sigt også skal til hospitalet i Aalborg og give sit besyv med.

"Lige nu sidder jeg og læser alle breve igennem, som bliver sendt til patienter, for at se, om der er noget, jeg ikke forstår. Det skal jeg så drøfte med ledelsen og lægesekretærerne, som skriver brevene. Senere skal jeg komme med input til de nye enestuer på det nye universitetshospital i Aalborg. Her tror jeg, at jeg kan sige noget om, hvad patienter på enestuer kan have brug for," siger hun.

Anette Ørtoft blev benamputeret i 2014, efter at hun i nogen tid havde gået med en uopdaget blodprop i sit ene ben efter en operation for en udposning på tyktarmen. Blodproppen kunne ikke fjernes, og til sidst måtte lægerne amputere benet.

Anette Ørtoft var ved at træne i fysioterapien med andre patienter, da de blev spurgt, om de ville med til et møde om, hvad man kunne gøre for benamputerde. Sundhedsstyrelsen havde givet penge til et projekt, som kunne sætte fokus på benamputerede, da det er en sårbar gruppe, som tit er ældre og multisyge. Anette Ørtoft meldte sig straks

Projektet greb om sig, og Anette Ørtoft var med til at lave en pjece til benamputeresde, som guider patienten igennem junglen af tilbud og kontaktflader med især kommunen efter hjemkomsten som handicappet. For det er dét, der fylder meget hos patienterne, mens de er indlagt.

"Vi vandt prisen som "Årets Borgerinddragende Initiativ” for projektet om at skabe et mere sammenhængende forløb for patienter med benamputation på tværs af hospital og kommune. Regionen ville bagefter gerne have, at jeg fortsatte med at holde oplæg om emnet, men jobcentret begyndte at hive fat i mig for at få mig til at tage med på kurser og møder. Så sagde jeg til regionen, at hvis de gerne ville have, at jeg fortsatte, så måtte de ansætte mig. Jeg var netop blevet bevilget et flexjob på ni timer ugentligt. Og det sagde de ja til," fortæller Anette Ørtoft.

Anette Ørtoft indgår samtidig i et tilbud til de patienter, der har lyst til at have kontakt med en ligesindet enten før eller efter benamputation:

"Jeg har selv været igennem forløbet, så jeg vil kunne fortælle det positive ved det; at man nok skal komme godt videre. For nogle patienter er det altså nemmere at tale med en anden patient end med en professionel. Det, jeg taler med patienten om, bringer jeg desuden med tilbage til styregruppen for forløbet, som består af læger, sygeplejersker, fysio- og ergoterapeuter fra hospitalet," siger Anette Ørtoft, som også har været med til at oprette et netværk af nu 29 benamputerede fra Nordjylland.

Patientperspektivet kan hun sagtens have for andre end benamputerede, mener hun.

"Uanset hvilken afdeling patienten ligger på, vil jeg kunne se på f.eks. hvordan er det, medarbejderne taler? Hvordan fungerer stuegangen? Og uanset om man er benamputeret eller hjerteopereret, så ligger man ofte og tænker; hvad nu, når jeg kommer hjem? Så på den måde mener jeg godt, jeg kan gøre en forskel," siger hun.

Ifølge forløbschef Lis Bjerregaard Riahi er det vigtigt, men kræver tilvænning at have en patient med så tæt på i forløbsplanlægningen:

"Der kan være nogle elementer i patientforløbet, som vi fagpersoner mener kunne gøres bedre. Her tror jeg, vi skal være flittigere til at opsøge patientens syn på det, vi tror er problematisk, for de hæfter sig ofte ved nogle andre ting. Derfor er en af de helt store nationale og regionale indsatser, at vi bliver endnu bedre til at inddrage patienterne i hele deres forløb – også i overgangen fra hospitalet til hjemmet og i samarbejdet med kommunen og egen læge," siger hun.