Skip to main content


Syge har højere risiko for at dø, hvis de indlægges i weekenden

Kritisk syge patienter har større risiko for at dø inden for 30 dage efter indlæggelsen end patienter, der bliver indlagt på hverdage. Færre læger på vagt og anderledes organisering af arbejdet i weekenden kan have en betydning, viser ph.d.-studie.

Ph.d-studiet er lavet af fningsassistent Iben Duvald fra akutafdelingen på Regionshospitalet i Viborg. Forskeren har set nærmere på 35.000 indlæggelser på akutafdelingen i Viborg i 2014 og 2015.

Resultatet er ikke overraskende. En række forskningsstudier har tidligere vist, at akut syge patienter, der indlægges i weekenden, har større risiko for at dø inden for 30 dage end patienter, der bliver indlagt på hverdage.

“Weekendeffekten er kendt som fænomen både i Danmark og udlandet, men det har ikke før været undersøgt, hvad årsagerne kan være,” fortæller Iben Duvald til Hospitalenhed Midts hjemmeiside.

Hendes studie af akutindlæggelserne i Viborg viser, at weekendpatienter er mere syge, er indlagt i længere tid og oftere bliver overført til intensiv afdeling sammenlignet med patienter, der bliver indlagt på en hverdag.

Akutpatienter får en farve alt efter, hvor hurtigt de bør ses af en læge. Orange og rød er mest kritisk. Blandt de undersøgte 35.000 akutte patienter var 5-6 procent i disse to kategorier. Her viser Iben Duvalds studie, at i gruppen af de næstmest syge stiger dødeligheden inden for en periode på 30 dage efter indlæggelsen fra 8 procent efter hverdagsindlæggelser til 20 procent efter weekendindlæggelser.

Ph.d-studiet peger også på, at bemandingen i weekender kan have en betydning.

Personalet på en akutafdeling skal kunne behandle store mængder af kompleks information, og at kapaciteten til at gøre dette på Akutafdelingen på Regionshospitalet Viborg var betragteligt lavere i weekenden end i hverdagene i 2014 og 2015.

“ Det er tydeligt, at organiseringen ændrer sig fra hverdag til weekend. I 2014-2015 var mere end 50 procent af lægerne på weekendvagt vikarer. Den ændrede organisering fik medarbejdere til at udvikle forskellige måder til at kompensere for dette,” fortæller Iben Duvald til Hospitalenhed Midts hjemmeiside.

I ph.d.-resultaterne viser hun eksempelvis, hvordan personalet i weekender prioriterede de erfarne speciallægers tid på de patienter, der var allermest syge – af de i forvejen kritisk syge.

På Regionshospitalet Viborg er der siden studiets undersøgelser for tre til fire år siden ændret på bemandingen. Blandt andet er der nu speciallæger på vagt døgnet rundt i weekenden på andre afdelinger, så yngre læger og vikarer kan tilkalde den rette speciallæge til akutafdelingen, alt efter hvad patienterne fejler.

 

dødelighed