Skip to main content


Ved at erstatte den naturlige østrogen kan hormonbehandling være en måde for kvinder efter overgangsalderen at genvinde de kardiovaskulære fordele ved østrogen.

Derfor kan hormonbehandling i overgangsalderen være en fordel

Hormonbehandling i overgangsalderen er ofte sat i forbindelse med risiko for at få kræft, men nu viser det sig, at behandlingen kan forbedre hjertesundheden.

{snippet menopause}

En undersøgelse, der fredag blev præsenteret på American College of Cardiologys årlige videnskabelige session i Washington DC. (abstract 1176M-05) antyder, at hormonbehandling i overgangsalderen medfører mindre åreforkalkning og lavere risiko for død.

Hormonbehandling har været kontroversiel i de seneste årtier efter at undersøgelser har forbundet den med både helbredsfordele og -problemer.

På den ene side har behandlingen vist sig at sænke risikoen for knogleskørhed og forbedre nogle mål for hjertesundhed, men på den anden side har nogle undersøgelser vist sammenhæng med kræft og slagtilfælde.

Frygten for at få kræft og andre risici har medført et dramatisk fald i antallet af kvinder, der anvender hormonbehandling i løbet af de seneste 15 år.

Men den nye undersøgelse styrker beviser for, at behandlingen, som indebærer anvendelse af supplerende østrogen, undertiden sammen med progesteron eller lignende hormoner, kan bidrage til at forbedre hjertesundheden og samlet overlevelse hos nogle kvinder.

"Med korrekt screening og ordentlig opfølgning af hjerte-kar-systemet, tror jeg, at det er gavnligt at tage hormonbehandling," siger dr. Yoav Arnson, der er postdoc forsker ved Cedars-Sinai Medical Center og undersøgelsens hovedforfatter.

"Vores resultater bekræfter tidligere undersøgelser ved at vise lavere niveauer af åreforkalkning. Desuden har vi vist meget klarere overlevelsesfordele ved at bruge hormonbehandling."

Resultaterne er baseret på analyser af patientjournaler fra mere end 4.200 kvinder, som modtog en koronar calcium scanning på Cedars-Sinai Medical Center mellem 1998 og 2012. En koronar calcium scanning er en CT-scanning, der måler mængden af ​​calcium i hjertets arterier. Højere niveauer af calcium er en markør for opbygning af plak, hvilket øger risikoen for at få et hjerteanfald eller et slagtilfælde.

41 procent af kvinderne tog hormonbehandling på tidspunktet for deres calcium scanning. Anvendelse af hormonbehandling var højest mellem 1998-2002, men faldt i løbet af i undersøgelsesperioden fra mere end 60 procent af kvinderne i 1998 til 23 procent af kvinderne i 2012. Lidt over seks procent af kvinderne døde under en gennemsnitlig follow-up periode på otte år.

Kvinder, der fik hormonbehandling, var gennemsnitligt betydeligt ældre (64 år) end dem, der ikke fik (60 år). For at tage højde for denne forskel i deres analyse, udførte forskerne statistiske justeringer og vurderede resultaterne for separate aldersgrupper.

Efter at have taget højde for alder, koronar calcium score og kardiovaskulære risikofaktorer, herunder diabetes, højt blodtryk og højt kolesteroltal, havde kvinder, der fik hormonbehandling en samlet 30 procent mindre sandsynlighed for at dø end dem, der ikke fik hormonbehandling.

Kvinder på hormonbehandling var også 20 procent mere tilbøjelige til at have en koronar calcium score på nul (den lavest mulige score, hvilket indikerer en lav sandsynlighed for hjerteanfald), og 36 procent mindre tilbøjelige til at have en koronar calcium score over 399, der er en indikation om svær åreforkalkning og høj risiko for hjerteanfald.

"Hormonbehandling resulterede i mindre åreforkalkning og forbedret overlevelse for alle aldersgrupper og for alle niveauer af koronar calcium," siger Arnson.

"Ud fra dette mener vi, det (hormonbehandling, red,) er en fordel, men vi har brug for prospektive eller randomiserede undersøgelser for at afgøre, hvilke grupper, der måske ikke har gavn af eller endda bliver skadet af denne terapi."

Østrogen menes at være beskyttende for hjertehelbredet gennem dets gavnlige virkninger på kolesterol og fordi det øger ​​blodkarrenes og arteriernes fleksibilitet, så blodgennemstrømningen bliver mere effektiv. Undersøgelser viser, at kvinder før overgangsalderen typisk har et hjerte-kar-helbred, der svarer til mænd, som er 10-20 år yngre, men hjertesygdomme stiger dramatisk efter overgangsalderen, når østrogenniveauet styrtdykker. Ved at erstatte den naturlige østrogen kan hormonbehandling være en måde for kvinder efter overgangsalderen at genvinde de kardiovaskulære fordele ved østrogen, mener Arnson.

Kvinder bør sammen med deres læge afveje de mange faktorer, når de beslutter om de skal have hormonbehandling, mener han.

Denne undersøgelse omfattede et større antal patienter og en længere opfølgningstid end de fleste andre nyere undersøgelser, og det giver nye beviser for de mulige fordele i forhold til hjertekar-systemet og overlevelse. Det betyder dog ikke, at den giver indsigt i, hvilke grupper der vil have størst fordel af hormonbehandling ligesom den ikke giver indsigt i kræftrelaterede eller andre risici, understreger han.

Hormonbehandling