
"Vi har som samfund brug for viden om, hvordan vi går rundt og har det - altså hvordan det står til med befolkningens sundhed, sygelighed og trivsel. Sundhedsprofilen bidrager til vores helhedsbillede af befolkningens sundhed, så vi kan sætte ind, hvor behovet er størst," siger Jes Bak Sørensen.
Over 300.000 danskere inviteres til at svare på spørgsmål om deres sundhed
Flere end 300.000 danskere får i disse uger en invitation i deres digitale postkasse til at deltage i Danmarks største sundhedsundersøgelse, ”Hvordan har du det?”. Undersøgelsen gennemføres hvert fjerde år for at tegne et billede af befolkningens sundhedstilstand og trivsel.
Er du tilfreds med din sundhed? Oplever du stress eller ensomhed? Sover du godt? Disse og mange andre spørgsmål bliver stillet i den omfattende spørgeskemaundersøgelse, der skal kortlægge danskernes sundheds- og trivselsvaner. Resultaterne skal bruges til at planlægge og målrette sundhedstiltag på både lokalt og nationalt plan.
Bag undersøgelsen står landets fem regioner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed, og den løber fra 4. februar til 18. maj 2025.
I hver region er et betydeligt antal borgere blevet tilfældigt udvalgt til at deltage:
-
Region Hovedstaden: 100.000 borgere
-
Region Midtjylland: 72.000 borgere
-
Region Syddanmark: 64.000 borgere
-
Region Sjælland: 38.000 borgere
-
Region Nordjylland: 34.000 borgere
Undersøgelsen omfatter borgere fra 16 år og opefter, og deltagelse er frivillig. De udvalgte modtager spørgeskemaet i e-Boks eller med fysisk post, hvis de ikke har digital post.
Formålet: Bedre sundhedsindsatser
Jes Bak Sørensen fra DEFACTUM, én af forskerne bag undersøgelsen, understreger vigtigheden af undersøgelsen:
"Vi har som samfund brug for viden om, hvordan vi går rundt og har det - altså hvordan det står til med befolkningens sundhed, sygelighed og trivsel. Sundhedsprofilen bidrager til vores helhedsbillede af befolkningens sundhed, så vi kan sætte ind, hvor behovet er størst," siger han og understreger, at det måske specielt er vigtigt nu, hvor vi står på tærsklen til en ny sundhedsreform.
Hvad spørges der om?
Spørgeskemaet dækker en bred vifte af emner, herunder:
-
Mental trivsel: Stress, ensomhed, søvnproblemer
-
Livsstil: Kost, motion, rygning og alkohol
-
Sygdom og helbred: Kroniske sygdomme, medicinforbrug
-
Sociale forhold: Netværk, arbejdsliv, økonomi
Undersøgelsen indeholder desuden nye spørgsmål om aktuelle sundhedsudfordringer som vægttabsmedicin, brug af anabole steroider og opioider blandt unge samt sociale uligheder i sundhed.
"Vi bruger også undersøgelsen til at indfange nye tendenser og sundhedsudfordringer i vores samtid, og derfor spørger vi denne gang indtil forventningspres, muskelopbyggende stoffer, opioider blandt unge og vægttabsmedicin. Og så er vi meget interesserede i at undersøge den sociale kontaktflade vi mennesker har. Vi spørger derfor også ind til dit netværk og din familie og hvilken kontakt og støtte du har i dem," siger Jes Bak Sørensen.
Svarene bliver behandlet fortroligt og anonymt. De anvendes til at tegne et generelt billede af sundheden i Danmark, og ingen enkeltpersoners svar kan genkendes i de offentliggjorte resultater.
De indsamlede data vil blive analyseret af forskere fra Statens Institut for Folkesundhed. Resultaterne offentliggøres i marts 2026 og vil blive brugt af kommuner, regioner og staten til at planlægge fremtidige sundhedsindsatser.
Undersøgelsen er en del af Den Nationale Sundhedsprofil, som danner grundlag for politiske beslutninger om sundhed i Danmark. Tidligere undersøgelser har blandt andet været med til at sætte fokus på stigende ulighed i sundhed samt den negative udvikling i unges trivsel.