Skip to main content


Jo flere infektioner, jo højere er risikoen for at få psykiske skader.

Din infektion kan give dig psykiske skader

Et nyt studie viser at der er sammenhæng mellem psykisk sygdom og behandlingskrævende infektioner. Selv en lettere infektion kan øge risikoen.

{snippet psyk}

”Vores primære fund var, at risikoen for både skizofreni og depression var øget hos dem, som havde infektioner. Både de lette infektioner, som behandles hos egen læge, og de svære, som kræver hospitalsindlæggelse. Risikoen var højere afhængig af antallet af infektioner. Jo flere infektioner, jo højere var risikoen, ” fortæller hovedforfatteren på studiet, Ole Köhler-Forsberg fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, Risskov.

Resultaterne er offentliggjort i tidsskriftet Acta Psychiatrica Scandinavica.

Antibiotika er i sig selv en risiko

Forskerne identificerede alle personer født i Danmark 1985-2002 og studerede sammenhængen mellem infektioner behandlet med antibiotika, antivirale lægemidler og medikamenter mod svamp og parasitter, samt alle indlæggelser grundet infektioner, og den efterfølgende risiko for skizofreni og depression i perioden 1995-2013.

I løbet af undersøgelsesperioden blev 5.759 personer diagnosticeret med skizofreni og 13.044 personer med depression. 17,4 procent af dem, der fik diagnosen skizofreni og 18,7 procent af dem, som blev diagnosticeret med depression, havde været indlagt med infektioner. Fundene tyder på, at infektioner og den inflammatoriske reaktion, som følger efter, kan påvirke hjernen og være medvirkende til udvikling af svær psykisk sygdom.

”Det er desuden muligt, at antibiotika i sig selv øger risikoen for psykisk sygdom på grund af dets forstyrrende indvirkning på sammensætningen i tarmen (mikrobiomet), som har tæt kommunikation med hjernen. Endelig kan vores fund skyldes genetiske aspekter, det vil sige, at nogle mennesker har en højere genetisk risiko for at få flere infektioner samt en psykisk sygdom,” forklarer seniorforsker på studiet, Michael Eriksen Benros fra Psykiatrisk Center København, Københavns Universitetshospital.

depression, skitzofreni