Birthe Lemley er selv æggestokkræft-patient og er en af de få, der har være så heldig at overleve i foreløbig 20 år. I den tid har hun imidlertid været gennem seks operationer og syv tilbagefald.
Birthe Lemley har levet 20 år med æggestokkræft: Bedre screening er nødvendig
I dag er kun fire ud af ti kvinder stadig i live fem år efter, at de har fået konstateret æggestokkræft, og den nedslående statistisk skyldes først og fremmest, at langt de fleste tilfælde først opdages i et sent stadie, hvor helbredelse ikke længere er mulig.
Det mener Birthe Lemley, der er formand for patientforeningen Kræft i Underlivet (KIU).
“I stadie ét kan ovariecancer helbredes, og i stadie to kan sygdommen som regel helbredes, men sjældent i stadie tre og fire, for der er ingen kurativ behandling, når først man har fået tilbagefald. Derfor er diagnosen, den absolut største udfordring inden for ovariecancer,” siger Birthe Lemley.
Denne artikel er med i magasinet "kræft i æggestokkene", som er lavet af KIU - Kræft I Underlivet i samarbejde med Medicinske Tidsskrifter, herunder Propatienter.
Hvert år får omkring 550 kvinder konstateret æggestokkræft, og knap 5.000 danske kvinder lever med sygdommen. 70 procent af alle patienter får imidlertid tilbagefald, fordi sygdommen diagnosticeres for sent. Sygdommen er den fjerdehyppigste årsag til cancerdødsfald blandt kvinder. Omkring 358 kvinder dør årligt af sygdommen,
men eftersom der findes relativt gode behandlinger, når sygdommen opdages tidligt, er det en statistik, der kan vendes. Løsningen skal ifølge Birthe Lemley findes i almen praksis. Det er her opsporingen skal foregå, men symptomerne på æggestokkræft er så uspecifikke, at tanken sjældent falder på denne sygdom som det første.
Typisk vil der være tale om en kvinde, der henvender sig til sin praktiserende læge med ondt i maven. Hun har ingen usædvanlige blødninger fra underlivet, men er måske lidt oppustet og har mistet appetitten. Hun har ikke selv en idé om, hvad hun fejler, og symptomerne fører ofte til undersøgelser for blærebetændelse og mave-tarm-problemer.
“Ved livmoderhalskræft og livmoderkræft ved kvinden som regel, at det hun fejler, stammer fra underlivet, idet hun bløder, når hun ikke skal bløde, men det gør hun ikke ved æggestokkkræft. Det opleves som at få ’noget med maven’, og derfor giver lægen sig til at undersøge det. Og før man konstaterer, at problemet ikke er maven, er der måske gået tre-fire måneder, og så er kvinden så syg, at der ikke er tvivl om, at hun fejler noget alvorligt, men så er det for sent. Ofte bliver kvinderne først diagnosticeret, når de er i stadium tre eller fire,” siger Birthe Lemley.
Hun er selv æggestokkræft-patient og er en af de få, der har være så heldig at overleve i foreløbig 20 år. I den tid har hun imidlertid været gennem seks operationer og syv tilbagefald, og sygelighed og operationer er noget af det, man vil kunne spare patienter og samfundet for, hvis man prioriterer tidlig opsporing af sygdommen. Derfor deltager KIU også i de årlige lægedage i Bella Centeret for at skabe opmærksomhed om problemet. Foreningens budskab er, at der er behov for en systematisk indsats.
“Hvis man vil gøre noget alvorligt ved problemet, skal der screenes for sygdommen. Det er den eneste måde at
diagnosticere sygdommen på, når symptomerne er så ukarakteristiske. En screeningsmetode i fremtiden kan måske være opsporing af ctDNA (cirkulerende tumor-DNA, red.) i blodet,” siger Birthe Lemley.
Symptomer
Læs mere om sygdommen på
KIUs kampagneside www.opdag.nu
og www.kiuonline.dk