
Kræftlæger: Kræftpatienter skal prioriteres til vacciner mod covid-19
Dansk Selskab for Klinisk Onkologi (DSKO), som er et videnskabeligt selskab for kræftlæger, anbefaler, at kræftpatienter prioriteres til vaccination mod covid-19, da det er afgørende for patienternes overlevelse. Det skal ske ud fra samme principper som ved influenza-vaccinationen, foreslår DSKO - dog med visse forbehold.
”Patienter med kræft har en øget dødelighed og større risiko for et alvorligt forløb af covid-19. Endvidere er der risiko for udskudt eller fravalgt onkologisk behandling på grund af frygt for covid-19 og dermed risiko for øget kræftdødelighed,” skriver DSKO i deres anbefaling.
Disse argumenter er blandt grundene til, at DSKO anbefaler, at kræftpatienter bør få en placering forrest i covid-19-vaccinekøen. Selskabet skriver således videre:
”DSKO anbefaler derfor, at patienter med kræft prioriteres til vaccination mod covid-19, uafhængig af øvrig kræftbehandling, samt at vaccinen kan gives når som helst i kræftbehandlingsforløbet.”
DSKO's anbefaling bliver fulgt op af en række forbehold. Selskabet anbefaler således med forbehold, at man kigger mod retningslinjerne for influenza-vaccination, når man vaccinerer kræftpatienter mod covid-19, da der endnu ikke foreligger covid-19-vaccinationsdata på kræftpatienter. Selskabet konstaterer, at det kommer med en række usikkerheder at bruge influenza-retningslinjerne. Bl.a. er det forskellige vaccineteknologier, der ligger bag vaccinerne, skriver DSKO. Dertil følger, at retningslinjerne for influenza-vaccination i forvejen ikke er understøttet af særlig solid dokumentation; i hvert fald ikke for patienter i behandling med kemoterapi.
”De danske retningslinjer for vaccination af patienter med kræft i immunsupprimerende behandling (kemoterapi) bygger på sparsom dokumentation for vaccination mod influenza (få studier med få patienter og usikre resultater) og uden sikre konklusioner om, hvornår vaccinen skal gives i forhold til behandlingen med kemoterapi,” skriver DSKO.
Ud fra teoretisk ræsonnement har man i Danmark anbefalet at vaccinere umiddelbart forud for en behandling med kemoterapi.
”Således vaccineres udenfor perioden med højest risiko for leuko/neutropeni (lavt antal immunceller), samt hvor en eventuel vaccinationsbivirkning med f.eks. feber, vil have mindst mulig forstyrrende indvirkning på behandlingsforløbet.”
Timing for Covid-19-vaccination er en udfordring
DSKO pointerer, at covid-19-vaccinationen kan være behæftet med en timingsmæssige udfordring i og med, at vaccinen skal gives af to omgange.
”Influenzavaccinen gives én gang, hvorimod vaccinen mod covid-19 gives over to gange. På den baggrund kan der være yderligere forskel på, hvor vigtigt timingen er, af den enkelte vaccination i forhold til den immunsupprimerende behandling,” skriver DSKO.
Selskabet fortsætter:
”Det bemærkes, at for covid-19 er booster-vaccinationen (anden vaccination) afgørende for såvel antistof-respons og for T-celle-respons. Da der er risiko for, at patienter med kræft kan generere et insufficient immunrespons, vurderes det essentielt at sikre rettidig booster- vaccination covid-19.”
For de kræftpatienter, der er i behandling med immunterapi, er udfordringen mindre.
”Patienter med kræft, der behandles med immunterapi, kan vaccineres mod influenza på hvilket som helst tidspunkt i deres behandlingsforløb. Der er ikke dokumentation for nedsat effekt eller øget grad af bivirkninger ved vaccination under behandling med immunterapi,” skriver selskabet.
Der er desuden ingen teoretiske forbehold for influenzavaccination under behandling med targeteret kræftbehandling, antihormonbehandling eller strålebehandling.
