Skip to main content


Sclerosepatienter kommer langt tidligere i behandling i dag , og samtidig er der kommet bedre muligheder for behandling ved senkomplikationer.

Godt nyt for sclerosepatienter: Længere og bedre levetid!

Udviklingen i nye tilfælde af Multipel Sclerose er stagneret og patienterne lever længere, viser en ny statusopgørelse fra Det Danske Scleroseregister.

{snippet alle}

Sclerosepatienters levetid har været støt stigende siden 70’erne, og en helt ny opgørelse fra Scleroseregisteret viser, at udviklingen fortsætter. Alene siden 2009 er der lagt henholdsvis to og tre år til scleroseramte mænds og kvinders liv, og dermed er sclerosepatienters forventede levetid nu kun omkring syv år kortere end baggrundsbefolkningens.

Det er ifølge leder af Det Danske Scleroseregister Melinda Magyari en meget positiv udvikling, som der er flere forklaringer på.

Bedre diagnostik betyder, at patienterne kommer langt tidligere i behandling, og samtidig er der kommet bedre muligheder for behandling ved senkomplikationer.

Derudover har det også betydning, at lægerne er blevet bedre til at finde de milde tilfælde af sclerose, fortæller Melinda Magyari.

”Vi er blevet bedre til at diagnosticere, og det betyder også, at der kommer nogle med i gruppen, der trækker den gennemsnitlige levealder op,” siger Melinda Magyari.

Samtidig ser det også ud til, at udviklingen i nye sygdomstilfælde er stagneret. Efter i mange år at være steget, er antallet af nye sclerosediagnoser stagneret siden 2014. Det samlede antal nye sclerosediagnoser fra 2016 er endnu ikke gjort endeligt op, men Melinda Magyari forventer ikke, at tallet kommer til at overstige forrige års antal.

”Det ser ud til, at udviklingen er stagneret, også for kvinderne, hvor sygdommen ellers har været stærkt stigende, så det er en god udvikling,” siger Melinda Magyari.

Hun har ikke nogen forklaring på, hvorfor udviklingen er standset. En mulighed kan være, at det er nogle adfærdsændringer i den danske befolkning, der slår igennem, men reelt ved vi det ikke, siger Melinda Magyari.

multipel sclerose