Ibuprofen øger blodtrykket hos gigtpatienter
Ibuprofen er forbundet med forhøjet blodtryk hos patienter med slid- eller leddegigt og dermed øget risiko for hjerte-kar-sygdomme.
Det viser ren undersøgelse, der blev præsenteret ved den europæiske hjertekar-kongres, ESC, og offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift European Heart Journal.
Til gengæld viser undersøgelsen, at risikoen ved naxoprofen og celecoxib er markant mindre eller ligefrem forbedrer blodtrykket. Lægemidlerne tilhører de såkaldte NSAID-midler, som udgør en stor gruppe lægemidler med relativt ens betændelsesdæmpende virkning. De bruges ved en lang række sygdomme og er specielt effektive ved lidelser i muskel- og knoglesystemet. NSAID'er er blandt de mest foreskrevne lægemidler verden over, men er forbundet med forhøjet blodtryk og uønskede kardiovaskulære hændelser. Faktisk bruger 19 procent af den amerikanske befolkning mindst en NSAID på regelmæssig basis, herunder 30 millioner amerikanere med slidgigt, hvoraf mere end 40 procent også har forhøjet blodtryk, hypertension.
Indlægssedler for NSAID´er omfatter advarsler om potentielle forhøjelser af blodtrykket, men der er ifølge undersøgelsens forskere kun få data om virkningerne af individuelle lægemidler.
Forskerne har derfor specifikt udformet forsøget til at bestemme blodtrykseffekterne af celecoxib sammenlignet med naproxen og ibuprofen.
Undersøgelsen blev udført på 60 steder i USA og omfattede 444 patienter, heraf 408 (92 procent) havde slidgigt og 36 (otte procent) havde leddegigt. Alle patienter havde bevis for eller havde øget risiko for kranspulsåresygdom.
Markant flere nye hypertensionstilfælde med ibuprofen
Undersøgelserne fandt, at celecoxib reducerede det gennemsnitlige systoliske blodtryk målt i løbet af 24 timer med -0,3 mmHg, mens ibuprofen og naproxen øgede det med henholdsvis 3,7 og 1,6 mmHg.
"Ibuprofen var forbundet med en signifikant stigning i ambulant systolisk blodtryk på mere end 3 mmHg," pointerer chefforsker Frank Ruschitzka, der er professor i kardiologi ved hjerteafdelingen på UniversitätsSpital Zürich (USZ), Schweiz.
En yderligere analyse viste, at andelen af patienter med normalt blodtryksniveau, der udviklede hypertension, var 23,2 procent for ibuprofen, 19,0 procent for naproxen og 10,3 procent for celecoxib.
"Patienter, der fik ibuprofen, havde en 61 procent højere forekomst af nyopstået hypertension sammenlignet med dem, der fik celecoxib," sagde professor Ruschitzka.
Resultaterne kan have meget stor klinisk betydning for ældre, som har en høj forekomst af gigt og forhøjet blodtryk.
"Resultaterne tyder på, at den forhøjede kardiovaskulære risiko med NSAID'er til dels kan skyldes lægemiddelspecifikke forhøjelser af blodtrykket. Dette udfordrer den overordnede tro på, at konventionelle NSAID'er, som naproxen og ibuprofen ville give større kardiovaskulær sikkerhed end celecoxib," siger professor Ruschitzka.
"Undersøgelsen viser klart, at NSAID'er, især ibuprofen, måske ikke er så sikre som tidligere antaget. Klinikere bør overveje de potentielle farer ved forværring af blodtrykket når de anvender disse midler."
