Skip to main content


Den laveste risiko for at udvikle diabetes blev observeret ved 14 genstande for mænd og ni genstande for kvinder sammenlignet med intet indtag af alkohol. Og spredt ud over tre-fire dage om ugen. - Foto: Pxhere

Dansk studie: Moderat alkohol-indtag - dagligt - reducerer diabetes-risikoen

Et moderat indtag af alkohol spredt ud over ugens dage er ifølge et dansk studie forbundet med den laveste risiko for diabetes.

Hvis man drikker moderate mængder af alkohol fordelt ud over en uge, har man lavere risiko for at udvikle diabetes, end hvis man ikke drikker. Det viser en dansk undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet, der er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Diabetologia.

”Studiet viser, at der er forskel på, hvor stor ens risiko for at udvikle diabetes er, alt efter hvor ofte man drikker. Vi kan se, at det er bedre at sprede det ud over ugen i stedet for at drikke det hele lørdag aften,” siger forskningschef på Syddansk Universitet og seniorforfatter til studiet, Janne Tolstrup.

Hun påpeger, at det er kendt, at et moderat indtag af alkohol reducerer risikoen for diabetes.

”Men tidligere undersøgelser på området har fokuseret på mængden af alkohol og ikke på, hvor ofte man drikker. Det var det, vi var interesserede i at undersøge,” siger Janne Tolstrup.

Via en dansk helbredsundersøgelse har man over en femårig periode fulgt mere end 70.000 danskere, der har afgivet oplysninger om deres alkoholvaner samt om øvrige forhold som for eksempel uddannelse, vægt og rygning. Og den laveste risiko for at udvikle diabetes blev observeret ved 14 genstande for mænd og ni genstande for kvinder sammenlignet med intet indtag af alkohol. Og spredt ud over tre-fire dage om ugen.

Andre undersøgelser har lignende vist, at moderat indtag af alkohol kan have en gavnlig effekt i forhold til for eksempel hjertesygdomme og blodpropper.

Mangler fortsat en forklaring

Men hvordan man kan forklare denne sammenhæng mellem et moderat alkoholforbrug fordelt på ugens dage og lavere risiko for diabetes, giver undersøgelsen ikke svar på.

”Vi har blot observeret folk, så der skal eksperimentel forskning til,” siger Janne Tolstrup.

Ifølge undersøgelsen er det moderat indtag af øl og vin, der nedsætter risikoen for diabetes – og ikke for eksempel hård spiritus. Men ifølge Janne Tolstrup skyldes det sandsynligvis, at det primært er den form for alkohol, som de medvirkende i studiet indtager. Derfor er talgrundlaget for viden om diabetes og hård spiritus ikke tilstrækkeligt.

”Undersøgelsen giver dog ikke baggrund for at råde folk, der ikke drikker alkohol, til at begynde at drikke, da alkohol som bekendt er forbundet med en lang række andre sygdomme, som eksempelvis brystkræft,” understreger Janne Tolstrup.

diabetes, alkohol, vin, Janne Tolstrup, alkoholforbrug