Skip to main content


Deltagerne fra tv-programmet U_turn vist på DR.

Diabetes: TV-program fik os til at tage test

DR-programmet U-Turn har fået tusindvis af danskere til at teste deres risiko for at få diabetes på Diabetesforeningens hjemmeside.

{snippet alle}

Det er positivt og kan forebygge sygdommen, mener professor Henning Langberg fra CopenRehab, Københavns Universitet

Igennem ni uger har mere end en halv million danskere fulgt med, når Michael, Tina og de fire andre diabetespatienter fra DR-programmet U-Turn kæmpede sig op ad trapper, ned ad vægtkurver og ud af medicinforbruget – venligt pisket af den karismatiske coach Chris MacDonald. Den store tv-satsning har samtidig fået tusindvis af danskere til at teste deres risiko for diabetes på nettet. Og det glæder professor Henning Langberg fra Københavns Universitet, som står bag et stort forskningsprojekt om diabetes, der kører sideløbende med U-Turn.

”Udsendelsen taler til danskerne i øjenhøjde. Det er Chris MacDonald ekspert i. Og at det har resulteret i handling som det at tage en diabetestest på nettet er rigtig positivt, for det er vigtigt, at folk får stillet diagnosen så tidligt som muligt,” siger han.

Der er hjælp at hente

Diabetesforeningen oplyser, at foreningens hjemmeside havde en markant højere trafik i de uger, DR-programmet løb over skærmen. Det, der havde de besøgendes helt store interesse, var siden med en lille, simpel test, der kan fortælle, om man er i risiko for at have eller udvikle type-2 diabetes. Den test har godt 21.000 danskere gennemført, siden DR-udsendelsen begyndte. Og ud fra svar om blandt andet taljemål, alder og blodtryk blev 44 procent af dem anbefalet at søge læge, fordi de havde høj eller meget høj risiko for diabetes.

”Den slags screeningsprogrammer kan være problematiske, hvis man får stillet en diagnose, der ikke findes en behandling mod. Men lige med diabetes ved vi godt, hvad vi skal gøre, og jo før vi gør det, jo bedre er chancen for at forebygge komplikationer. Derfor er det rigtig vigtigt, at folk bliver klar over, om de har diabetes,” siger Henning Langberg.

Vær opmærksom på symptomer

Man mener, at omkring halvdelen af dem, der er disponeret for diabetes, ikke ved det. Ligeledes ved knapt halvdelen af dem, der er ramt af diabetes, ikke, at de har sygdommen. Nogle af de symptomer, man skal være opmærksom på, er øget tørst, mundtørhed, hyppig vandladning, og man føler sig mere træt, fortæller Henning Langberg. Han håber, at endnu flere vil være opmærksomme på, om de er ved at udvikle type-2 diabetes.

”Der er en stor risikogruppe og tilsyneladende et enormt behov for at stimulere folk til at undersøge, om de har diabetes og at få det behandlet, hvis de har,” siger han og fortsætter:

”Jeg tror, vi i højere grad i fremtiden skal bruge tv og specielt sociale medier til at få sundhedsbudskaberne igennem – gerne fortalt af patienter ligesom i U-Turn. Vi har behov for, at patienterne får meget dagligdags forklaring og hjælp til at håndtere deres sygdom og de udfordringer, der følger med.”

Du kan finde testen HER

 

type 2 diabetes