Antropolog: Når man er alene og syg, skal omsorg forhandles

Hvem hjælper med de mange opgaver, der er rykket fra velfærdssamfundet tilbage i hjemmet, hvis man bor alene? Rikke Sand Andersen, professor i medicinsk antropologi på Aarhus Universitet, fortalte om udfordringerne ved at bo alene til PatientAkademiets konference om patientens hjælpere 26. september.

”I Skandinavien er vi eksperter i at bo alene. I dag er 40 procent af alle hushold en, der bor alene,” fortalte Rikke Sand Andersen, der er professor i medicinsk antropologi på Aarhus Universitet.

”Der går en lige linje fra, vi giver vores børn eget børneværelse til ønsket om at bo alene som voksen. Vi bliver socialiseret til at være alene og den kulturelle forestilling om, hvem der er der for os, er under forandring. Det er ikke familien. Det understøttes af den måde, velfærdsstaten har organiseret omsorg og behandling på. Velfærdspolitik betyder, at alle mennesker har lige ret til hjælp. Kvinder skal ikke være afhængige af mænd, ældre skal ikke være afhængige af yngre. For der er sket en professionalisering af omsorgsopgaverne,” forklarede hun.

Kræftsyg og single: Sundhedsvæsenet er ikke gearet til, at patienter er alene

Karen Risgaard har kræft og er single, men alligevel har hun mødt et sundhedsvæsen, der insisterer...

Men selvom det er så almindeligt at bo alene, så er det ikke den virkelighed, sygehusvæsenet forholder sig til.

”Syge tilbringer stadig mere tid i hjemmet, og omsorgsopgaverne er i tiltagende grad flyttet tilbage til hjemmet og familien. Så når man er alene, er det forbundet med en række konkrete udfordringer og forandringer. Hvem skal passe katten, hvem skal lave mad, hvem skal se i e-boksen, når man er indlagt?" spørger Rikke Sand Andersen og forklarer, at det sundhedsvæsen, vi er ved at indrette, befordrer en masse bevægelse.

”Der er opstået nye udfordringer, fordi velfærdsstaten ændrer på spillereglerne for udveksling, det vil sige, hvad vi udveksler i familien og med staten. ”

Et omsorgshierarki

De, der bor alene, har kun adgang til det, Rikke Sand Andersen kalder ’forhandlet omsorg’, hvis de har brug for hjælp og omsorg udover det, kommunen og hospitalet tilbyder.

”Når velfærdsstaten omfordeler omsorgsansvar ved at forvente mere af netværket, så omfordeler man ikke kun arbejdsopgaver eller flytter behandling og omsorg ud i familien, man griber ind i, hvordan mennesker lever i og med intime relationer, i forestillinger om forbundethed og i etablerede kulturelle normer. Det at bede om hjælp opleves som kompromitterende for menneskers sociale relationer og selvforståelse,” forklarer Rikke Sand Andersen. Hun kalder det et omsorgshierarki, hvor man skal forholde sig til, hvem der må hjælpe med hvad. Og hvem man kan spørge om hjælp, og hvem der må komme tæt på den syge krop.

”Emotionel støtte, at lytte og let berøring er let at bede om. Kørsel, indkøb og lettere rengøring er lidt sværere at bede om. Men rengøring af ’kropsudsondringer’ og et meget beskidt hjem, er statens ansvar,” forklarer hun og tilføjer, at der mangler forskning om, hvem der bor alene og hvilke, der er i risiko. For der er for eksempel forskel på at være nyligt fraskilt, glade singler og en enke, der måske er i sorg.